Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Der findes ingen garantier mod kirkesplittelse til din ven.
Der findes ingen garantier mod kirkesplittelse
Forbindelsen mellem stat og kirke kan ikke garanteres, skriver dagens kronikør
- Ruben Hansen
Løsningen med en kirkeforfatning og dermed et kirkeråd vil tvinge kirkefolket til besindelse, for et kirkeråd vil blive nødt til at indgå et kompromis for at undgå kirkesplittelse – ansvaret vil nu ligge på kirkens egen bane som selvstændigt trossamfund, skriver dagens kronikør
MODSTANDEN MOD ET NYT statsautoriseret ritual for vielse af homoseksuelle kædes i debatten ofte sammen med ønsket om en kirkeforfatning og folkekirkens selvbestemmelse i indre anliggender, eller der tales ligefrem om at bryde ud af folkekirken og danne frimenigheder. Ritualfornyelse og kirkens selvbestemmelse er en sprængfyldt cocktail, som også tidligere i kirkehistorien har sat sindene i kog.
LÆS OGSÅ: Bibelselskabets generalsekretær: En æra er slut i dansk kirkepolitik
Kirkeritualet af 1685 indeholdt højmesseritual og liturgiske formularer for de kirkelige handlinger (dåb, nadver, vielse, begravelse) samt en del kirkeretslige forskrifter, blandt andet om, hvem præsterne ikke måtte begrave, om kirkebøger, om faddere med mere. Kirkeritualet var stadig gældende efter enevældens afskaffelse i 1848-1849. Der var en bred interesse både hos konservative præster og hos grundtvigske præster for en fornyelse af enevældens kirkeritual. Men om selve udformningen af det nye kirkeritual var de dog ikke enige. Et forslag om en kommende revision af enevældens kirkeritual blev fremsat, da regeringen i 1868 nedsatte en kirkekommission med det hovedformål at udarbejde en kirkeforfatning.
Annonce
Ritualforslaget fik tilslutning fra hele kommissionen, hvor blandt andre biskop H.L. Martensen, professor H.N. Clausen og professor J.N. Madvig havde sæde. Sidstnævnte udtrykte betænkelighed, idet staten ikke kunne indføre et nyt kirkeritual. Der skulle en beslutning til fra ”et kirkeligt Organ”, som principielt skulle behandle ”Sager af reen kirkelig Beskaffenhed”, det vil sige kirkens indre anliggender, hvortil liturgi hørte. Det var ikke statens opgave. Endvidere kendte han til uenigheden i det kirkelige landskab om udformningen af et nyt kirkeritual. Denne sag måtte derfor ifølge Madvig støtte ”Begjæringen om at faae en Kirkeforfatning”, så et nyt ritual blev folkekirkens eget ansvar. Der kom hverken et nyt kirkeritual eller en kirkeforfatning ud af kommissionens anstrengelser.
LÆS OGSÅ: Bibelselskabets generalsekretær: En æra er slut i dansk kirkepolitik
Kirkeritualet af 1685 indeholdt højmesseritual og liturgiske formularer for de kirkelige handlinger (dåb, nadver, vielse, begravelse) samt en del kirkeretslige forskrifter, blandt andet om, hvem præsterne ikke måtte begrave, om kirkebøger, om faddere med mere. Kirkeritualet var stadig gældende efter enevældens afskaffelse i 1848-1849. Der var en bred interesse både hos konservative præster og hos grundtvigske præster for en fornyelse af enevældens kirkeritual. Men om selve udformningen af det nye kirkeritual var de dog ikke enige. Et forslag om en kommende revision af enevældens kirkeritual blev fremsat, da regeringen i 1868 nedsatte en kirkekommission med det hovedformål at udarbejde en kirkeforfatning.
DET INTERESSANTE I MADVIGS overvejelser er, at en kirkeforfatning skal dreje sig om de indre anliggender, herunder liturgi. Ligeledes er det spændende, at han kæder kirkens selvbestemmelse sammen med en ritualfornyelse. Denne sammenkædning er også gældende i dagens debat: Staten skal ikke blande sig i kirkens ritualer.
LÆS OGSÅ: Kirkepolitik får lav prioritet af ny regering
Nogle siger: Vi må have en kirkeforfatning, der kan ordne den sag. Andre siger: Vi må melde os ud af denne kirke, hvis vi er utilfredse. Men er det nu så enkelt? Det er måske rimelig enkelt, når man vælger at melde sig ud af folkekirken i stedet for at prøve på at få indflydelse og tage ansvar. Det er straks vanskeligere, når man vælger at søge ansvarlig indflydelse i kraft af en kirkeforfatning.
En kirkeforfatning har vi endnu til gode. De fleste fremførte kirkeforfatningsforslag efter Grundlovens indførelse i 1849 og frem til menighedsrådsloven i 1903 handler om, at folkekirken skulle have en indre (religions)frihed i liturgi, lære og disciplin samt kirkeundervisning og bispetilsyn, mens de ydre forhold, såsom bygninger, økonomi og præsteansættelser, skulle varetages af statens kirkestyre, blandt andet på baggrund af rådgivning fra et kirkeråd. Dermed var statskirken bevaret i de ydre forhold.
Den retsteoretiske tankegang stammer især fra 1700-tallets naturret. Det blev modellen, som egentlig var foreslået første gang i 1848 af Grundlovens fader, teologen D.G. Monrad, og siden blev fastholdt i de øvrige kirkeforfatningsforslag i perioden.
Problemet var blot, at man i kirkeforfatningsforslagene ville starte ”oppefra” med et kirkeråd, hvilket anfægtede den folkelige sjæl. Først da J.C. Christensen med flere fik vendt det, så der blev startet ”nedefra” med menighedsråd (1903) og provstiråd (1922), siden stiftsråd (2009), har tingene udviklet sig – og i dag mangler der kun et kirkeråd. Dermed har vi opfyldt Grundlovens krav om en kirkeforfatning. Ad bagdøren er en kirkeforfatning altså allerede i Folketingets lovgivning på vej til at blive udført – og det med de politiske partiers velsignelse!
I dansk tradition er der en udpræget naturretslig opfattelse, som går helt tilbage til den tyske naturretsteoretiker S. Pufendorf, som var godt kendt i Danmark i sidste del af 1600-tallet. Filosoffen John Locke, der også var naturretsmand, adskiller derimod helt det politiske og det religiøse område og er slet ikke interesseret i en statskirke. Lockes form for religionsfrihed fik vi ikke i Danmark i det 19. århundrede, og måske er vi kommet endnu længere bort fra denne liberale opfattelse, fordi statstvangen synes at være i højsædet med den verserende vielseslov. Flere har dog overtaget den amerikanske model med en fuldstændig adskillelse af stat og kirke som udtryk for en liberal opfattelse (jf. den amerikanske forfatning). Denne model vil også betyde, at vielsen bliver et rent borgerligt anliggende, hvortil man kan få kirkelig velsignelse i de forskellige trossamfund.
VED INDFØRELSEN AF EN kirkeforfatning i dag ud fra den danske model er det en forudsætning, at kirkens selvbestemmelse i indre anliggender skal respekteres og det til trods for Folketingets ret til at lovgive. Det kan ske ved, at kirken gennem en forfatning får mulighed for at nedlægge veto i indre anliggender, såfremt staten alligevel vil blande sig. Et værn.
Ønsket om et værn i indre anliggender var udgangspunktet for to af de mest betydningsfulde forslag i det 19. århundrede, nemlig D.G. Monrads forslag fra 1859 og 1868-Kirkekommissions forslag, offentliggjort i 1870. Dog endte disse forslag i deres færdige udgave med, at det kun skulle dreje sig om anordningsområdet (for eksempel kongelig autorisation af ritualer, salmebog med mere), hvilket af nogle blev betragtet som utilfredsstillende, fordi Rigsdagen kunne omgå et veto ved alligevel at vedtage for eksempel en ”liturgisk” lov (som bekendt: intet over lovgivningsmagten), der så kunne indskrænke folkekirkens forfatning og religionsfrihed. Andre mente, at dette var alt for fortænkt, for folkekirkens religionsfrihed ville altid blive respekteret!
Men det er jo spørgsmålet. For en kirkelig vielseslov for homoseksuelle skaber i den nuværende situation konflikt mellem to borgerlige principper: Ligestillingsprincippet og religionsfriheden. Et åbenlyst dilemma. Politikerne står fast på lighed og underordner religionsfrihed. Som bekendt satte Grundtvig omvendt frihed over lighed (og broderskab)!
Ingen tvivl om, at det sekulære Folketing under det nuværende stat-kirke-forhold, hvor staten har håndsret i både folkekirkens indre og ydre anliggender, kan gennemføre en lov om kirkelig vielse af homoseksuelle. Er det imidlertid klogt? I denne forbindelse kunne man tage Madvigs overvejelser op. Skal staten respektere religionsfriheden og dermed folkekirkens indre anliggender – og retten til egen liturgi? Madvig mente sammen med mange andre, at en kirkeforfatning bedre ville kunne håndtere ritualproblemet, fordi han så folkekirkens forhold i lyset af religionsfriheden, som det overordnede.
Sagen er dog, at et kirkeråd kan være lige så splittet som det sekulære Folketing i det verserende spørgsmål om kirkelig vielse af homoseksuelle. Der gives ingen sikkerhed mod en kirkesplittelse. Men er det ikke vigtigt, at kirkefolket selv tager ansvaret for den kirkelige uro og ikke overlader dette ansvar til den sekulære stat? Løsningen med en kirkeforfatning og dermed et kirkeråd vil nok være nemmere og klarere i juraen (er kun for medlemmer af folkekirken), ligesom en kirkeforfatning tvinger kirkefolket til besindelse, for et kirkeråd vil blive nødt til at indgå et kompromis for at undgå kirkesplittelse – ansvaret vil nu ligge på kirkens egen bane som selvstændigt trossamfund.
Uenighed om liturgiske spørgsmål skaber nemt uro og sætter sindene i kog, for her taler vi om den frie religionsudøvelse, der er kirkens nerve og fundamentet for Grundlovens religionsfrihed. Uroen kan føre til det kirkelige ønske om en kirkeforfatning med en vetoret over for den sekulære stats indblanding, ikke mindst i kirkens liturgiske spørgsmål og andre indre anliggender.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Nye foredragsholdere på foredragslisten
Debat
Seneste debatindlæg
| 1 |
Humanisme er andet end de... |
Karenerfaren
9 min. siden |
| 1 |
Dem der har skal mere gives |
Steen
26 min. siden |
| 1 | Endelig...! |
F.O.Hvidberg
47 min. siden |
| 3 | Sv. ??? |
Karenerfaren
1 time siden |
| 7 |
Sv. Skal åndehuller... |
Knud
2 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
