Giv folkeskolelærerne kvalificeret hjælp

På det felt kan vi roligt have tillid til lærerne. De ønsker at undervise godt, og de arbejder hårdt for det. Det kunne være en fordel, hvis de – når de ønsker det – kunne anvende test til de forskellige trin og de forskellige områder. Resultaterne kunne drøftes inden for faggruppen på den enkelte skole. Enhver lærer vil være glad for selv at undersøge, hvor det halter.

I regeringen blev man så forskrækket, at man lavede en ny lov om, at man måtte starte med læseindlæring i børnehaveklassen. Og det var en virkelig dårlig idé. Hvert år begynder cirka 60.000 børn i en sådan klasse, og hensigten med den er at gøre alle børn mere indlæringsparate. Og hvad gør man så: underviser de børn, der er parate.

Arbejdet i børnehaveklassen og i børnehaven er enormt væsentligt for det enkelte barn, fordi ingen på det tidspunkt for alvor er skilt ud. Enhver kan håbe på, at man stadig er god nok. Vi ved ikke på det tidspunkt, hvilke muligheder der gemmer sig i hver enkelt. Den angste eller meget sky bør føle sig modig nok til at lære nyt, for mellem de ikke-parate kan der være masser af velbegavede børn, der fungerer dårligt. Det kan der være tusindvis af grunde til. Vi kender jo ikke de børn. De kender jo heller ikke sig selv.

Man bør prøve at sætte sig ind i, hvordan det er for et normaltbegavet barn at miste selvtilliden. Mister man den før 1. klasse, bliver problemerne lynhurtigt større, fordi kravene øges, og ”de andre” klarer også de øgede krav. Et sådant barn kan, selvom det er velbegavet, risikere ikke at opdage sig selv.

Psykolog og forfatter Ida Koch vurderer, at 16-20 procent af teenagerne mistrives på grund af angst, kriminalitet eller spisevægring. Det er sensitive børn, der forgæves har forsøgt at få hold på sig selv og på tilværelsen. Derfor er arbejdet i børnehaveklassen enormt væsentligt, og arbejdsområderne er mange. Det er så omfattende og så vigtigt, at man ikke kan forlange, at pædagoger med den uddannelse, de får, skal stå for en planlægning, der dækker alle områder.

Så det er godt at støde på en udtalelse i månedsmagasinet Undervisere fra juni i år, hvor lektor Grethe Andersen, medlem af Skolerådet, foreslår, at man giver lærere flere ”ledetråde”. En oversigt over de vigtige områder kunne udarbejdes af en gruppe psykologer, sprogfolk og fysioterapeuter. Og bøger med idéer til lege, der træner det, vil også være en stor hjælp.

LÆRERE SKAL UNDERVISE, ikke være forskere eller forfattere. Men i dag forlanges der i virkeligheden, at de skal fungere på alt for mange områder. Med en mangelfuld uddannelse, krævende forældre, pressens bevågenhed og en stor flok meget, meget forskellige og absolut krævende børn må de prøve at fungere som psykologer, forfattere og socialrådgivere, og det er ikke en optimal arbejdsfordeling.

Som sprogforsker Ole Hansen udtaler i Weekendavisen den 27. maj i år: ”De ressourcer, som pædagogerne har til rådighed, matcher slet ikke opgaven.”Lad dem derfor få kvalificeret hjælp. Vi skal hjælpe lærerne på alle trin med forslag til struktur og idéer. Det er ikke at forklejne lærerne.

Lærere vil gerne undervise. Det kræver sin kvinde eller mand at formidle et stof. Man skal være inde i stoffet, men man skal også sanse atmosfæren, så alle de små forskellige mennesker ønsker at være med. Det er en kunst. Hjælp til idéer og opgaver bør tilflyde fra folk, der har ro og viden til at lave bøger om det.

Med hensyn til den vigtige læseindlæring i 1. klasse ville det være rart, om man kunne begynde at se lidt mere afslappet på begrebet skråskrift, fordi indlæringen af denne skrift giver de bedste betingelser for at lære det enkelte bogstav med dets udseende og lyd at kende. Dette arbejde skal være grundigt, men det bliver det først, når det er barnet selv, der skal udforske tingene og får lov til at sidde og arbejde med at omkode fra et trykt til et skrevet bogstav.

NÅR MAN I DAG TAGER så meget afstand fra den skrift, er det nok den gamle form for skriveundervisning, der forskrækker, og den var virkelig forkastelig med alle de tvungne øvelser og den megen belæring. Men som den meget anerkendte læge og pædagog Maria Montessori (1870-1952) mente og skrev, er skrivningen en af barnets letteste og frydefuldeste sejre, men det skal være barnet selv, der udforsker. Hånd og tanke skal følges ad. Og det har man glemt.

Men nogle få år blev det brugt i 1970’erne, og det var forbløffende, så stille og fredeligt der blev i klassen, når børnene sad og fandt ud af, hvordan det skrevne bogstav så ud og selv baksede med at få det skrevet. Alfabetsangen kunne de, og hvert barn havde en liste med de trykte bogstaver ved siden af de skrevne.

Så satte man forsøgene op på væggen, og man sammenlignede og gik i gang igen. Lærerne var forbløffede. ”De elsker det, og der er stille.” Man havde en læsebog, der var bygget sådan op, at timerne havde samme struktur hver gang. Først det fælles stof og derefter skrev børnene med hver deres hastighed. Nogle skrev historier, og andre baksede med at skrive enkle ord fra læsebogen.

Dette, at klassen hver gang er fælles om arbejdet i den første del af timen, holder gruppen samlet, og betydningen af sammenholdet i en klasse er man også ved at glemme. Børn skal jo ikke alene lære at læse og regne, de skal også lære om mennesker. Og det at få kendskab til og tryghed ved et fællesskab, som bør holde i fem-seks år, er umådelig vigtigt for det enkelte barns udvikling. Nogle skal lære at læse, men andre skal lære at være venlige, sjove, modtagende og rolige. Og det hænger ikke sammen med boglig begavelse.

”Afgørende for de unge med svage forudsætninger for at gennemføre en uddannelse er ofte manglende tro på sig selv,” står der i en konklusion fra en undersøgelse, som AKF (Anvendt Kommunal Forskning) har foretaget. Denne manglende selvtillid skabes i øjeblikket let i børnehaveklassen, og med de store krav til ansvar for egen læring og individuelt arbejde er det svært at komme ovenpå, hvis man først er nede.

Men hvis bunden løftes, bliver der overskud til toppen.

Inger la Cour er cand.pæd.psych.