Oppositionen til det siddende menighedsråd i Torup Sogn er ikke sikker på, om alle regler bliver overholdt, når de syv tomme pladser i dag skal fyldes ud
Næppe er folketingsvalget overstået i Torup ved Hundested, før sognets beboere igen skal til stemmeurnerne. I dag handler det dog ikke om landspolitik, men om at få de syv tomme pladser i sognets lokale menighedsråd fyldt ud med folkekirkemedlemmmer, som gerne vil gøre en aktiv indsats for kirkelivet.
Men dagens menighedsrådsvalg vil gå over i historien som ganske usædvanligt i en dansk, folkekirkelig valgsammenhæng: Helsingør Stift har på opfordring fra en af valgets lister udpeget en valgobservatør.
LÆS OGSÅ: Valgobservatør skal overvåge menighedsrådsvalgTorup menighedsråd har siden det ordinære valg i 2008 hyppigt optrådt i medierne under anklage for ikke at have styr på regnskaberne, for at dele af menigheden i sognet føler sig dårligt informeret, og for at ledelsesforholdene omkring de ansatte ved kirken og på kirkegården er kritisable.
”Det er ganske usædvanligt med en valgobservatør og ikke noget, vi umiddelbart har hørt om skulle være brugt i nyere valghistorie,” siger sekretariatschef i Landsforeningen af Menighedsråd Ole Wind.
”I den aktuelle sag kan man sætte spørgsmålstegn ved, om stiftet i forbindelse med et valg har den juridiske bemyndigelse til at diktere, at en valgobservatør skal deltage. Formanden for Torup menighedsråd har imidlertid accepteret, og så er den sag ikke længere for os,” siger Ole Wind.
Den nye Samarbejdsliste, der opstiller hele 13 kandidater i opposition til det siddende menighedsråd, har foranlediget Helsingør Stift til at bede menighedsrådsmedlem i Frederiksborg Slotskirkes menighedsråd Terkel T. Nielsen om at rejse til Torup sogn for en dag som valgobservatør for de to lister, der også tæller Hundested Listen. Den har tre kandidater på menighedsrådets linje.
Marianne Hasselbalch fra Samarbejdslisten har ikke tillid til valgbestyrelsen.
”Ifølge reglerne skal der, når der er to lister, foretages en lodtrækning om, hvem der skal være nummer et og nummer to på valgsedlen. Det ville menighedsrådets formand ikke. Vi er heller ikke blevet inviteret med som valgtilforordnede. Så er det sikrest, at en observatør udefra kontrollerer, om alt går rigtigt til. Det gør det jo nok, men hvis ikke det går ordentligt til, skal valget gå om, og det er både spild af penge og ulejlighed,” siger hun.
I det hele taget er den nye liste utilfreds med det nuværende menighedsråd.
”Der er ikke orden i mange af sagerne, og når man spørger om noget, får man ikke svar. Vores liste vil sørge for, at personalet kan arbejde under trygge ledelsesmæssige forhold, at der kommer styr på regnskaberne, og at menighedsrådet har et ordentligt forhold til provstiudvalget og stiftet. Sådan er det ikke i dag. Derfor appellerer vi til samarbejde,” siger Marianne Hasselbalch.
At der skal holdes nyt valg for at udfylde de tomme poster i menighedsrådet, er menighedsrådsformand i Torup sogn Kurt Christensen særdeles utilfreds med.
”Det er fuldkommen vanvittigt og spild af kirkeskatteydernes penge at holde et valg, kun et år før den officielle valgperiode alligevel løber ud. De seks medlemmer, som er tilbage i rådet, kunne sagtens styre menighedsrådet alene i et år,” siger Kurt Christensen, som ikke kan genkende Samarbejdslistens beskrivelse af hverken det daglige arbejde i menighedsrådet eller procedurerne omkring opstillingen.
”De har fået svar på alt, hvad de har spurgt om, og ifølge reglerne har de ikke krav på hverken en lodtrækning eller at blive valgtilforordnede. Det er rigtigt, at menighedsrådet ikke har et godt forhold til provstiudvalget, men vi har et ganske godt forhold til Helsingør Stift. Samarbejdslisten har så gennemtrumfet, at der skal deltage en valgobservatør, men det er sådan noget, man gør i en afrikansk stat, ikke ved et dansk menighedsrådsvalg,” siger Kurt Christensen, som afviser, at den øgede kontrol er nødvendig.
”Der var 341, som stemte ved valget sidste gang, og der var ingen problemer med at overholde valgreglerne,” siger menighedsrådsformanden, som har accepteret valgobservatøren for at eliminere mulighederne for at klage over valget.
vincents@k.dk