Tiden løber ud for ærkebiskoppen af Canterbury

Den lille, men velhavende anglikanske kirke i USA (der forvirrende nok kaldes episkopal) har flere gange ignoreret Williams i utålmodighed med hans diplomatiske tilbageholdenhed. Og de store anglikanske kirker i særligt Afrika har åbenlyst udfordret ham, fordi han efter deres mening savner modet til at sætte de progressive på plads.

Resultatet er, at der mange steder uden for England tegner sig et forvirrende billede af den anglikanske kirke med alternative strukturer, uafhængige bispedømmer, gensidige boykotter og lokale ekskommunikationer.

Spørgsmålet om kvindelige biskopper og homoseksuelle ægteskaber er en mere intens strid i den anglikanske kirke end i mange af de øvrige efterreformatoriske kirker, fordi den anglikanske kirke på mange måder har bevaret et katolsk kirke- og embedssyn. Der eksisterer således en markant højkirkelig tradition inden for kirken, der ikke nødvendigvis er så konservativ som den evangeliske fløj, men som til gengæld er meget optaget af spørgsmål om kirkelig enhed og autoritet.

Nogle højkirkelige har aktivt søgt en tilnærmelse til den katolske kirke, og i 2009 gjorde Benedikt XVI det muligt for frustrerede anglikanere at blive en del af den katolske kirke på en måde, så de stadig kunne bevare anglikansk liturgi og kultur. Pavens invitation og det forhold, at invitationen kom efter udtrykkelig opfordring fra anglikansk side, bidrog til yderligere at svække Williams’ myndighed.

Uanset hvem premierminister Cameron måtte vælge til at efterfølge Williams, kan den nye ærkebiskop ikke komme uden om spørgsmålet om autoritet. I ældre tid, hvor der var større enighed om, hvad anglikansk kristendom var, kunne man leve med uskrevne regler. Men i dag er den slags meget vanskeligt – ikke mindste for en kirke, der spænder over mange forskellige kulturer. Mange iagttagere har peget på, at det i sidste ende handler om, hvorvidt den anglikanske kirke som hidtil vil fastholde et katolsk kirkesyn med fælles standarder eller antage en løsere protestantisk model uden forsøg på at gennemtrumfe kirkelig disciplin fra oven.

Det sidste er ikke Williams’ kop te, for selvom han er socialt progressiv, er han også tilhænger af enheden i kirken. Men ikke meget tyder på, at han kan forhindre en yderligere fragmentering af det anglikanske fællesskab, og det kan være grund nok til at trække sig tilbage til næste år, også selvom det vil være næsten 10 år før, han efter reglerne behøver at gå på pension.

Uvirksom har han dog næppe tænkt sig at være. Cambridge Universitet skal i al stilfærdighed have oprettet et professorat til ham, og her vil forskningen kunne drage nytte af hans enestående erfaring med at stå i spidsen for en multinational kirke, der nok har fælles tro, men i stadig mindre grad en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være kirke.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab