Ifølge valgforsker, professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet, skal man finde svaret i, at Kristendemokraterne ikke kom ind i Folketinget, samt at der også blev stemt på kandidater uden for partierne.

I alt fik Kristendemokraterne 28.070 stemmer, og det rakte ikke til at passere spærregrænsen. Derfor bliver disse spildte stemmer fordelt ligeligt på de øvrige partier, det vil sige også ligeligt mellem de to blokke. Det samme gælder de 1850, som ifølge Danmarks Statistik satte kryds på kandidater, som ikke opstillede for et parti.

Havde nogle af de øvrige borgerlige vælgere sikret Kristendemokraterne en plads i Folketinget, eller havde samtlige kristendemokratiske vælgere stemt på andre borgerlige partier, ville stemmespildet være undgået. Og så havde den blå blok kun manglet godt 15.000 stemmer i et flertal. Til sammenligning var 34.307 stemmer enten blanke eller ugyldige.

Herudover kan afrundingsforhold i de enkelte kredse også spille ind, selvom det danske valgsystem fordeler stemmerne så retfærdigt som næsten muligt på mandater. Eksempelvis fik De Konservative 175.047 stemmer på landsplan, hvilket gav otte mandater. Liberal Alliance fik 176.585 stemmer – 1500 flere end De Konservative – men det var akkurat nok til at sikre partiet ni mandater.

Og valget blev tæt. På Færøerne var de borgerlige partier 396 stemmer fra at få begge mandater, men Folkeflokken (samarbejder med De Konservative) blev altså lige netop overhalet af Socialdemokraterne på målstregen.

På Grønland var der derimod ingen tvivl om, at de to venstreorienterede partier, Inuit Ataqatigiit og Siumut, skulle have begge mandater, da de fik støtte fra henholdsvis 9780 og 8499 vælgere. Det største borgerlige parti, Demokraterne, måtte nøjes med 2882.