Gensyn med vennerne

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Historie

Dansk litteratur

flexblock

Emneord for denne artikel

københavn | generation | realisme | benn q holm

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

lars handesten | 20. september 2011

Benn Q. Holm er tilbage i fin realistisk stil og giver et indgående billede af generationen, der blev studenter omkring 1980

Der er alderens tristesse over Benn Q. Holms roman ”Byen og øen”. Og så er der fortællingens opløftelse. Med sine tidsbilleder fra de seneste 30 år er Holm i sit es og giver et glimrende gruppebillede af generationen, der blev studenter omkring 1980.

LÆS OGSÅ: Den lærerige sag om irakerne

Det er en slags ”gensyn med vennerne”-roman, hvor fem skolekammerater mødes efter tredive år. Det er det møde, hele romanen lægger op til med sine tre dele, hvori kortfilmmanden Espen, skuespillerinden Molly, ambassadørfruen og nødhjælpsarbejderen Camilla, yuppien Anders og forfatteren Pétur på skift beretter om deres liv.

Pétur er dog ikke inviteret til gensynsfesten og er kun med på sidelinjen. Til gengæld får han afslutningsvis lov at formulere et par visdomsord om aldrende forfattere: ”Vi higer efter anerkendelse og skulderklap. Bliver bitre og selvhøjtidelige. Har svært ved at kapere at vores kreative zenit ligger bag os. Som ungdommen. Nu venter alderdommen så småt forude”.

Annonce

LÆS OGSÅ: På mail i døgndrift

Jeg ved ikke, om han taler på Holms vegne, men har Holm sit kreative zenit bag sig, folder han dog nu sit talent for at skrive realistiske romaner ud på en mere overbevisende måde, end jeg længe har set. Som han gav gruppebilleder af den nære historie i romanen ”Album” (2002), gør han det også her, men med den forskel, at vi bevæger os langt ud over landets grænser og hører om store og mellemstore begivenheder som krigene på Balkan, tsunamien i Thailand og bankkrakket i Island. Globaliseringen blev for 80’er-generationen en naturlig sag. Man rejste ud og arbejdede og havde alt i alt svært ved at komme hjem igen. Eller også hørte man til dem, der ikke kom ud. De drev det ikke så vidt, skal man tro Holms persongalleri.

Men uanset hvad de nåede eller ikke nåede, så nåede de aldrig at blive rigtig tilfredse. Meget sigende er yuppien og milliardæren Anders gået musikalsk i stå med U2’s ”I Still Haven’t Found What I’m Looking for”. De prøver at nå noget højre eller dybere, og alligevel forbliver de alle – måske på nær den samvittighedsfulde Camilla – sært utilfredsstillede. De kan arbejde som Anders og Camilla i døgndrift. De kan trække sig tilbage som Molly eller lade sig drive af trangen til kvinder og sprut som Espen – men lige meget hjælper det. Der er en snigende ligegyldighed, som er som ”dræbende gift i små doser”.

Over en 30-års periode følger man de fems historier, der nogle gange løber sammen og nogle gange finder sted fjernt fra hinanden. Har de gået i samme skole, så ender de dog vidt forskellige steder. Espen forsøger at lave en dokumentarfilm om sin søgen efter faderen, han aldrig har set. Et projekt, der ikke bliver det store scoop. Molly forsøger at trække sig tilbage fra en lovende filmkarriere og passe sin have et sted på Sydsjælland. Og Anders forsøger efter at have spekuleret sig til en kolossal formue at leve under dæknavn og tage tilfældige job som opvasker og lagerarbejder rundtomkring i Australien. Men det gør øjensynlig ikke noget indtryk på ham. Måske er det realistisk nok, men figuren forekommer mig dog alt i alt at være den mindst troværdige i romanen. Han bliver for meget, ikke mindst i slutningen, hvor de gamle skolekammerater mødes på hans ø i Storebælt, hvor han har indrettet sig med tjenestefolk, kommunikationscenter og en bunker, ifald der skulle blive krig.

Uden at afsløre for meget kan jeg godt fortælle, at mødet mellem vennerne bliver en flad affære. De har, når alt kommer til alt, kun nogle fjerne skoleminder tilfælles.

Og er man ikke sentimental som Anders, bliver den slags til noget af en prøvelse. Som Espen bemærker, så har intet ændret sig. ”Vi lignede stadig hinanden. Vi var bare blevet tykkere og ældre.”

Nogle fra ungdommens vilde dage er godt nok døde, nogle har været dødssyge, nogle har mistet en elsket ægtefælle. Og så alligevel forekommer det hele så sært lidenskabsløst og dybt nedsunket i alkohol. Her rammer Holm dybt og præcist.

Espen er den, der først og sidst fører ordet i romanen. Han slår aldrig igennem som kortfilmmand og er på et tidspunkt til noget, der kan minde om en jobsamtale i kommunikationsbranchen. Han får dog at vide, at han ikke egner sig til det. ”Det handler om at få et budskab ud. Glem mellemregningerne. Det er en sort-hvid verden. Nuancer hører hjemme i en roman. Og hvem læser for resten bøger nu om dage.” Nej, bøger læses ikke i så stort et omfang mere som før – hvis det altså ikke lige gælder krimier. Men man skulle nu alligevel gøre forsøget med Benn Q. Holms roman. Netop fordi nogle af mellemregningerne er med her, og fordi den slags enkel og direkte realisme, som han skriver, ikke fås meget bedre.

Benn Q. Holm: Byen og øen. 472 sider. 349,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock