Uroen i relationerne er blevet beskrevet som en ’diplomatisk tsunami’, men med Syrien under kaotisk opløsning og kampe ved Israels nordlige grænse og med palæstinenserne på vej til at anmode FN om diplomatisk anerkendelse som uafhængig stat er den snarere en ultimativ storm på Israel.”

Med en bibelsk kliché kan man klandre Israel for ikke at have kendt sin besøgelsestid. Under de arabiske opstande har den jødiske stat frem for at satse offensivt og indynde sig hos fremtidens demokratiske magthavere ageret defensivt ved at støtte de bestående regimer og herskere.

Politisk har det vist sig uklogt, men menneskeligt er det såre forståeligt, al den stund de demokratiske omvæltninger giver los for de arabiske befolkningsmajoriteters antizionistiske had. Herom skriver korrespondenten Richard Herzinger i den tysksprogede ugeavis Jüdische Allgemeine:

”At overfaldet på ambassaden udgik fra Tahrir-pladsen, hvor der kort tid forinden var blevet demonstreret mod repressive indskrænkninger af de nyvundne friheder, viser, at konfrontationen med Israel i Egypten tæller som et udtalt ’demokratisk’ anliggende. Hvordan man forvandler sig fra en sikkerhedspartner til en aggressiv modstander, demonstrerer Tyrkiet aktuelt for Egypten. Landet ønsker at spille en hovedrolle i nyordningen af Mellemøsten og lovpriser sin egen demokratimodel som forbillede. Men det betragter arabiske magter med skepsis. Dermed truer den egyptisk-tyrkiske magtkamp med at antage form af en antiisraelsk overbudskonkurrence.”

Den afgørende komponent i den mellemfolkelige voldsspiral i Mellemøsten er det palæstinensiske spørgsmål, som hverken Israel eller Vesten synes villig til at finde et holdbart svar på. USA’s løfte om at nedlægge veto i sikkerhedsrådet mod Palæstinas optagelse i FN hjælper ikke Israel, men vil blot øge spændingerne, hvad lederskribenten i den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung bekræfter:

”Årsagen til det ulmende folkehad til Israel i Egypten og de andre arabiske lande er og bliver den uløste Palæstina-konflikt. Da nu også Tyrkiet under den moderate islamist Erdogans ledelse har taget parti for palæstinenserne, står Israel mere isoleret i regionen end nogensinde. Forud for afstemningen om optagelse af Palæstina i FN har besindige israelske stemmer advaret mod en eskalation: Israels hær har mistet sin afskrækkende virkning, og de amerikanske allierede bliver betragtet som svage i regionen. Det arabiske forår har ændret klimaet i hele Orienten.”

Og det bør Israel og Vesten tage bestik af, for – som Gorbatjov sagde i Østberlin få uger før Murens fald i 1989 – den, der kommer for sent, bliver straffet af livet.

Peter Tudvad er forfatter og filosof