Når verden er i krise

Selv glansrollen som den tyranniske, sprutopløste børnehjemsforstanderinde bliver med Ditte Gråbøl til let komik uden den skarphed, som gør Miss Hannigan til en reelt farlig modstander for Annie.

Daniel Bohr mestrer de store optrin, han er utrolig god til at få det optimale frem i de mange børn, der er med, men ved at fjerne alle stenene på Annies vej, næsten inden de er lagt, bliver musicalen sukret og indimellem næsten komisk kit-schet i sin beskrivelse af den amerikanske drøm. Den, hvor en fattig pige på et børnehjem kan blive adopteret af verdens rigeste mand og inspirere selveste præsident Roosevelt til hans endnu i dag så berømte reformprogram.

Lidt svært at sluge i en moderne sammenhæng.

Til gengæld er som sagt pigerne i ”Annie” en udelt fornøjelse. Modsat resten af opsætningen bliver de nemlig aldrig hverken for søde, nuttede eller letkøbte. De er nogle skrappe tøser med råstyrke, spillet forrygende og karakterfuldt af hver og en. Med Clara Rugaard-Larsen – der var Annie til premieren – som en sand stjerne. Her er ikke noget af den irriterende og nævenyttige gammelkloghed, som børnene alt for tit bliver påduttet i amerikanske film og forestillinger.

Clara Rugaard-Larsen er magisk ægte og synger til og med halvdelen af ensemblet ud af teatret. Så egentlig forstår man godt, at hun kan fortrylle både statsmænd og magnater.

”Annie” er en fin familieforestilling. Der er valuta for pengene, storstilet scenografi, overvældende mange medvirkende og skuespillere, der behersker deres roller elegant. Og jo tættere vi kommer på julen og den gode stemning, jo lettere bliver det sikkert også at få den sukrede handling til at glide helt ned!