Augustkuppets fiasko var en verdensomfattende begivenhed

Derefter fulgte indenrigsminister Boris Pugo med kommando over politiet og dets kampstyrker, videre var præsidenten for Statskomiteen for Sikkerhed, KGB, Vladimir Krutjkov, med, og det var regeringschefen, Valentin Pavlov, også. Nok så vigtigt talte forsvarsminister og marskal af Sovjetunionen Dmitrij Jazov til kupmagerne, omend han havde haft svare betænkeligheder, som det fremgår af hans adjudant Leonid Ivasjovs erindringer.

Min ankomst til Moskva var heldigvis så betids, at jeg lige nåede den løjerlige pressekonference, som kupmagerne afholdt i udenrigsministeriet MID’s pressecenter. Da de endelig kom, var deres kransekagefigur Janajev tydeligt påvirket. Han og formentlig de andre medsammensvorne havde drukket sig mod til.

Hvad han fik læst op, var en alenlang erklæring om undtagelsestilstandens nødvendighed. For det første fordi Gorbatjov af ”helbredsmæssige årsager” ikke længere var i stand til at fungere som præsident. For det andet var der akut behov for handling, da Sovjetunionen ikke blot befandt sig i en afgrundsdyb økonomisk krise, men ”hele vort storslåede fædrelands fremtid” var bragt i fare af uansvarlige og voldelige elementer (læs: demokratibevægelsen), der med ”aktiv hjælp fra udlandet ville splitte vor union ad”.

Der kom også en advarsel: ”Situationen kan eskalere til excesser og sågar voldelige provokationer” (især på grund af Boris Jeltsins ansvarsløse adfærd, blev det sagt), ”derom må GKTjP advare alle sovjetiske mennesker.” Gorbatjov beskrev senere i sine erindringer pressemødet som ynkværdig optræden.

Efter pressemødet var der kun ét sted at fare hen: Den russiske Øverste Sovjet i Det Hvide Hus. Her var alle medlemmerne og de ledende skikkelser fra demokratibevægelsen samlet. Vi ventede og ventede på hovedpersonen, Boris Nikolajevitj Jeltsin, Ruslands folkevalgte præsident og den eneste, der kunne yde effektiv modstand mod kupmagerne.

Alt sydede af spændt afventen. Om eftermiddagen indtraf Jeltsin, og på det tidspunkt havde en luftbåren brigade under general Gromov slået en ring om bygningen. Formelt uden at vælge side, reelt som forsvar for Jeltsin og demokraterne. Da Jeltsin dukkede op, var han iført skudskikker vest og steg op på et af de pansrede køretøjer. Alt var improviseret, så han talte i en knasende megafon, men det, han sagde, kom ud på alle elektroniske medier og verden rundt. Det var hans stjernestund og den mest utvetydige og inderlige loyalitetserklæring over for demokratiet. Han var parat til om nødvendigt at forsvare det med sit liv.

Sådan gik den 19. august. En nat af uvished og frygt kom. Hvad ville kupmagerne finde på? Hvor megen og hvor hensynsløs vold ville de bruge? Der var ingen kontakt til dem. De var kupmagere og landsforrædere og skulle slet og ret arresteres som forbrydere, havde Jeltsin sagt.

I den tid vansmægtede en isoleret Gorbatjov i Foros. En delegation af putschister opsøgte ham, men kom ingen vegne. Han afviste pure at undertegne dekretet om undtagelsestilstand. Det var en bet for dem. Hans afvisning sammen med Jeltsins kategoriske kampråb afgjorde forehavendets skæbne.

Den blev beseglet dagen efter, den 20. august. Fra det om formiddagen var klart i Det Hvide Hus (hvor også jeg havde overnattet), florerede formodninger om, hvad der nu ville ske; imidlertid skete der intet. Efter endnu en truende nat, tidligt om eftermiddagen den 21., kom endelig rygtet: GKTjP-medlemmerne var på vej til Vnukovo-lufthavnen, måske for at flyve til det fjernøstlige militærdistrikt, hvor de muligvis kunne finde en loyal general.

Det kom ikke så vidt, for kort tid efter kom meddelelsen: Kuppet var kollapset. Jeg gjorde da det største scoop i min korrespondenttid: Jeg fattede mobiltelefonen – det var en Nokia på størrelse med to mursten og med en vægt som fem – og ringede til Radioavisen. Straks blev alle programmerne i radio og fjernsyn afbrudt, og jeg sendte min rapport direkte. Senere fik jeg af kollegaer at vide, at jeg kom ud i æteren fem minutter før CNN.

Efter kuppet skete der meget, og alt sammen på samme tid. Her vil jeg kun fremhæve Jeltsins ydmygelse af Gorba-tjov og hans dødsstød til sovjetsystemet. Ruslands Øverste Sovjet blev indkaldt, og her ville Gorbatjov redegøre for sin modstand mod kupmagerne. Men efter 10 minutter rejste Jeltsin sig, gik op mod talerstolen og skubbede Gorbatjov til side. ”Det er ikke tid til lange taler. Må jeg bede Dem tage plads ved bordet,” sagde han. Det gjorde Gorbatjov. Jeltsin satte sig ved siden af og fremdrog et stykke papir fra jakkelommen, lagde det foran den paffe Gorbatjov og sagde: ”Skriv under!”. Gorbatjov skelede til det med mistro, men Jeltsin stak fyldepennen i hånden på ham. Han skrev under. Det var dekretet om opløsning af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, KPSS.

Ikke uden grund kan Jeltsin i sine erindringer skrive: Jeg mener, at det 20. århundrede sluttede den 19.-21. august 1991. Og mens valget af den første frit valgte præsident af Rusland (ham selv) er en national begivenhed, så er augustkuppets fiasko en verdensomfattende, universel begivenhed.

Det blev i alt tre kup. Det første var bolsjevikkernes mod den demokratiske Provisoriske Regering i november 1918, den såkaldte Oktoberrevolution. Siden kom det andet kup i august 1991 og til sidst gammelkommunisterne oprør mod Jeltsin i 1993. Også her handlede Jeltsin resolut, om end ikke helt efter forfatningen.

En kolonne kampvogne kørte op på bredden af Moskva-floden over for Det Hvide Hus og åbnede kanonild. Flammer begyndte at slikke ud ad vinduesåbningerne, og soden satte sig på højhusets marmorhvide facade. KGB’s særlige kampenhed stormede bygningen og førte kort efter alle de gammelkommunistiske sovjetmedlemmer ud – med hænderne over hovedet. De skulle ikke ødelægge vort hårdt tilkæmpede demokrati, lød det fra Jeltsin som begrundelse.

Kuppene var dramatiske og krævede menneskeliv. Alle havde de en betydning, der rakte ud over Ruslands grænser.

Jan Jakob Floryan er cand.scient.pol. et art. og var DR’s Moskva-korrespondent 1988-1994