Christian Hougaard-Jakobsen |
21. september 2011
Grunden til, at der ikke spilles mere rytmisk musik i kirkerne, er ifølge efterskoleforstander, organist og rytmisk pianist Christian Hougaard-Jakobsen meget simpel: Organisterne kan ikke.
”Gi’ musikken videre” er titlen på en ny bog om musikken i Brorsons Kirke. I den anledning bragte Kristeligt Dagblad den
17. august et interview med de hovedansvarlige for musikken der. Et interview, der ikke førte til debat. To reaktioner den
22. august fra Hans Erik Deckert og Hans Christian Hein blev det til.
LÆS OGSÅ: Ad musikkens vej til fornyelse i kirken
Hans Erik Deckert anfører, at intens lytten kræver, at kroppen forholder sig i ro, hvilket ikke kan lade sig gøre til rytmisk musik. Hertil er blot at anføre, at det er svært at holde kroppen i ro, når Bachs Toccata og Fuga i d-mol spilles. Der er altså tale om en falsk modsætning, hvorfor argumentet kan afvises.
Hans Christian Hein slår fast, at orglet ”før, nu og i fremtiden” skal spille en central rolle i folkekirken. Dette er jeg enig i, men det behøver ikke at være det rigtige valg i alle kirker. Det behøver heller ikke være ”det naturlige valg til traditionelle/traditionsrige gudstjenester”.
Som rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole har Hans Christian Hein endda et ansvar for at tilbyde undervisning i rytmisk kirkemusik. Et kig på jobannoncer for organister vidner om, at menighedsrådene har fokus på et bredt musikliv. Netop her kommer organister for let på glatis, da de kirkemusikalske uddannelser ikke tidligere har haft blik for dette og virker for træge til at samle feltet op.
Når den rytmiske musik ikke fylder mere i folkekirken end tilfældet er, skyldes det organisternes manglende evner og færdigheder inden for den afroamerikanske musiktradition. Det er meget nemmere at afskrive denne del af kirkemusikken som dårlig frem for at indrømme, at det, på trods af mange års studier, er for svært at få den rigtige rytmiske fornemmelse frem i salmer som ”Menneske, din egen magt”.
Netop her ligger kimen til den problemstilling, som både menighed og organist pludselig kan havne i. Organisten øver sig flittigt og spiller godt, men menigheden efterspørger også andet end klassisk musik. Frustrationerne kan føre til, at begge parter opgiver hinanden og føler sig misforståede.
Udfordringen er blandt andet, at idealet for vellyd og god musik har forskellige udgangspunkter. Det er for eksempel et ideal, at organisten kan improvisere et forspil til næste salme. Menigheden er dog ofte, groft sagt, ligeglad med et firestemmigt fugeret forspil, men ønsker også godt rytmisk akkompagnement fra flyglet som supplement til orglet. Menigheden kan derfor afskrive organisten som gammeldags, mens organisten kan afskrive menigheden som historie- og kulturløs med en bemærkning om, at rytmisk musik ikke hører til i kirken.
Her kommer kirkemusikskolerne ind i billedet. Her uddannes de kirkemusikere, der skal stå for musikken i de mindre kirker. Min egen oplevelse er, at undervisningen i for høj grad er rettet imod at uddanne mini-DOKS’ere frem for at uddanne bredt til at varetage de mange opgaver, man står alene med som organist i små sogne – for eksempel babysalmesang, konfirmandundervisning og salmespil til de nyere rytmiske salmer, som heldigvis fik en større rolle end tidligere i den nye salmebog.
Kirkemusikskolerne burde i langt højere grad tage denne opgave på sig. For eksempel introducerer kirkemusikskolen i Roskilde nu et kursus om rytmisk klaver. Det er godt, men for lidt.
Dette bør være en del af den obligatoriske undervisning. Konservatorierne bør også tage udfordringen på sig. Et samarbejde mellem den eta-blerede organistuddannelse og rytmisk konservatorium ville være gavnligt.
Dermed vil vi samlet styrke kirkemusiktraditionen, og det er der behov for.
Christian Hougaard-Jakobsen,
forstander på Midtsjællands Efterskole, præliminær organist og rytmisk pianist,
Tolstrupvej 29 A, Hvalsø
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad