Det er lykkedes for en fabrik i Sachsen at lave rigtige orgelpiber af porcelæn. Orgelet forventes at stå færdigt i 2016
Kirken Frauenkirche i den tyske by Meissen får verdens første porcelænsorgel, som vil koste cirka 7,5 millioner kroner. Porcelænet leveres af byens verdenskendte porcelænsfabrik, Staatliche Porzellan-Manufaktur Meissen GmbH.
LÆS OGSÅ: Verdens ældste orgel fylder 400 årEn gruppe bestående af fagfolk fra den evangelisk-lutherske kirke, orgeleksperter, arkitekter og designere har valgt en skitse fra arkitektfirmaet Schubert-Horst til at være model for det nye orgel.
Ifølge kirkens præst, Uwe Haubold, mener ekspertgruppen, at Schubert-Horsts projekt vil være særlig velegnet, fordi orglet ifølge arkitektfirmaets skitse vil få et på en gang moderne og diskret udseende.
”Orglets klang skal være noget helt særligt, ikke dets udseende,” siger Uwe Haubold til avisen Sächsiche Zeitung.
Orglets blikfang bliver 30 piber af porcelæn, som skal integreres i kirkens pulpitur og være synlige for alle i kirkerummet. Tanken er, at det skal virke, som om piberne træder frem mod menigheden på baggrund af den mørkerøde farve, som resten af orglet har.
”Dermed bliver det enestående ved dette materiale, porcelænet, synligt,” hedder det i arkitektfirmaets forklaring til skitsen.
Idéen til porcelænsorglet stammer fra kunstneren Ludwig Zepner, der døde i 2010. Han arbejdede i mange år som kunstnerisk leder for byens porcelænsfabrik, og det var lykkedes ham at fremstille porcelænspiber, der ligesom normale orgelpiber kunne stemmes i toner.
I Meissen, der ligger i delstaten Sachsen, er der blevet produceret porcelæn lige siden 1710, hvilket har sat sit præg på byen. Når orglet ifølge planen vil være færdigt i 2016, har byen tre store turistattraktioner i porcelæn. Ud over orglet er det et klokkespil i Frauenkirche og en samling af verdens største porcelænsfigurer, der befinder sig i Nikolai-kapellet i byens park.