Jon Bøge Gehlert |
22. september 2011
Amerikanske iværksættere har netop lanceret to internetportaler, hvor døende fra hele kloden kan oprette testamenter og beskeder, som sendes til de pårørende efter døden. Døden vil fortsat kaste nye initiativer af sig, mener dansk forsker
Et tænkt eksempel:
En sommerdag dør familiens gamle tante, som har været syg gennem længere tid. Begravelsen afvikles, tanten mindes, og livet går videre. Omtrent et halvt år senere står julen for døren. Juleaftensdag tikker der beskeder ind på både din mobil og i din indbakke. Beskederne er fra den afdøde tante, som ønsker glædelig jul og minder om, at hun havde et langt og lykkeligt liv.
LÆS OGSÅ: Gudstjenester på internettet spreder sigOvenstående scenarium blev i sidste uge muligt via to nye internetsider, som går under det fælles navn I-Postmortem (jeg-efter døden). Betalingssiderne
www.i-tomb.net og
www.i-memorial.com er lanceret af en gruppe amerikanske iværksættere, som ønsker at give døende en mulighed for at planlægge deres eftertid og de pårørende en mulighed for at mindes afdøde.
”I en verden, hvor vi ofte bor langt fra vores families gravpladser, og hvor vi efterlader en stadig større del af vores eftermæle på nettet, er portalerne fremtidens måde at tilrettelægge vores død og eftermæle på,” siger Jacques Mechelany, grundlægger af I-Postmortem til Kristeligt Dagblad.
Ud over at ”sende beskeder fra graven”, som brugeren har skrevet inden døden, tilbyder internetportalerne en række muligheder: Man kan fortælle om sit liv via tekst, lyd og video, der lagres på et virtuelt gravsted, som pårørende kan besøge efter døden.
På gravstedet kan der skrives mindeord og tændes lys. Ligeledes kan der oprettes en virtuel databank med testamente og vigtige personlige dokumenter, men på bundlinjen er portalerne skabt ud fra følelser, fortæller Jacques Mechelany.
”Jeg har børn og rejser over hele verden, og jeg har længe haft frygten for at tage af sted fra dem uden at have fortalt dem, hvor meget de betyder for mig. Tanken er, at eksempelvis den virtuelle gravplads kan samle familier, der er spredt over store områder, for at mindes den afdøde.”
Fra dansk side er internet-bearbejdelse af døden ikke noget nyt fænomen. Mindetjenesten mindet.dk har 10 år på bagen, og sidste år kunne danskere for første gang nogensinde bestille en komplet begravelse over nettet via bedrebegravelse.dk.
”Vi har bestemt ikke set det sidste inden for dette område. Vores horisont udvides hele tiden, og hvad der var utænkeligt for fem år siden, bliver nu realiseret, og det samme vil gælde om yderligere fem år. Opfindsomheden ved døden kender ingen grænser, og det særlige ved de her to portaler er, at fokus nu i endnu højere grad er på jeget. Det er den afdødes monolog til de efterladte,” vurderer professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet, der forsker i døden.Han ser både fordele og ulemper ved I-Postmortem. Plusserne tæller testamenter og smukke minder, mens minusserne dækker over yderligere sorg og uhåndterbare beskeder.
”Hvis den døde har skrevet lange erklæringer om et fantastisk liv eller gemt en videosekvens fra juleaften med sine nærmeste, kan det jo skabe stor glæde. Men modsat kan afdøde også have skrevet ting, der burde være sagt i live, og som kan være utroligt svære at bearbejde for de efterladte. På den måde kan der rippes op i sorgen,” siger han.
gehlert@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad