Katrine Barslev |
21. september 2011
Med sin passion for engle og spiritualitet skubber Norges prinsesse Märtha Louise til rammerne for, hvad konge-liges rolle skal være. Hun deler vandene, men bliver samtidig set som et moderne forbillede
Første gang den norske prinsesse Martha Louise fornemmede en engel i sin nærhed, mærkede hun en duft af roser. Hun sad alene i et rum og læste bogen ”Ask Your Angels” og blev overvældet af den klare blomsterduft og en fredfyldt følelse.
Det var første gang, prinsessen vidste med sin fornuft, at hun var i samme rum som engle, men fornemmelsen af at være omgivet af beskyttende vinger har hun haft siden barnsben.
LÆS OGSÅ: Prinsessen og englegnisten”I dag ved jeg, at den følelse kommer til at være med mig for altid,” skriver hun i forordet til bogen ”Mød din skytsengel”, som hun for nylig var i Danmark for at tale om.
Da bogen udkom i Norge, vakte den stærk kritik. Pressen og store dele af folket syntes, det var en stærk overskridelse af den rolle, som kongelige traditionelt har haft. Den distancerede kongefamilie blev med ét hevet ned på jorden og fik tanker og holdninger til tro og spiritualitet.
Rygter om, at prinsessen ville tale med de døde, fyldte medierne og skubbede til debatten. Hun blev beskyldt for indholdsløst kvaksalveri og for at udnytte sin status som kongelig til at udbrede overtro.
Prinsesse Märtha Louise har sammenlignet det med at bo i en lille by og skulle stå på byens torv og fortælle om sine overbevisninger. Selv holdt prinsessen fast, og skolen Astarte Education, som hun har startet sammen med veninden Elisabeth Samnøy, er nu et par år gammel. Her undervises i healing, meditation, selvudvikling og brug af krystaller.
Prinsesse Märtha Louise er uddannet fysioterapeut og terapeut i rosenmetoden, som er en videreførelse af fysioterapi med fokus på let massage. Hun har flere gange udtalt, at i den nyåndelige verden har hun fået en nuvunden selvsikkerhed og ro til at være sig selv. Da hun var yngre, følte hun ofte, at hun havde svært ved at leve op til folks forventninger til hende, og hendes position som en del af Norges kongefamilie gjorde det ikke lettere. Da hun erkendte troen på engle og begyndte at arbejde med spiritualitet og meditation, blev hun næsten som en anden person.
Märtha Louise har fortalt, at livet med engle i bund og grund er ganske enkelt og handler om at være mere bevidst og nærværende i sit liv. Søge kontakt med hverdagen, jorden, universet og sig selv.
Selv gør hun det igennem kontakt med dyr – særligt heste, som hun siger, at hun har en dybere kommunikation med – og sin familie, ægtefællen Ari Behn og deres tre døtre Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah. Familien bor ved den lille by Lommedalen vest for Oslo.
Familien er blevet kendt for at rykke gevaldigt ved rammerne for, hvad et kongeligt liv indeholder.
Prinsessen handler konsekvent altid selv ind i den lokale brugs, og Ari Behn har insisteret på at beholde sit efternavn og sit hverv som forfatter. Hans bøger har fået positiv kritik, men han er selv blevet kendt som en temperamentsfuld og frembusende mand, som da han i svensk tv forklarede, at det kan være meget svært at være gift med en kongelig.
Han har også været model for flere tøjmærker, og Märtha Louise sang for, da Oslo Gospel Choir indspillede deres traditionsrige julealbum.
Selv ser prinsessen intet modsætningsforhold mellem sin status som kongelig og et passioneret indhold i sit liv. Og medierne i Norge er begyndt at være mere positive over for kongehusets nye generationer. Kongefamilien har været i stand til at følge med tiden, og modsat andre lande er der ikke den samme debat omkring kongehusets fremtid i Norge.
På trods eller måske på grund af prinsesse Märtha Louises holdninger.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad