Send artiklen Bag enhver kvinde står snart en ... mand til din ven.
Bag enhver kvinde står snart en … mand
Jeg vil derfor ikke tøve med at erklære journalisterne Lars Henriksen og Erik Holms bog "Manddomsprøven - powerkvinderne kommer" for en nyskabelse, skriver Anna Libak i anmeldelse.
Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
Af Anna Libak, gæsteanmelder, kulturredaktør ved Weekendavisen |
23. september 2011
SE VIDEO Journalist ved Kristeligt Dagblad Lars Henriksen har sammen med en kollega skrevet en underholdende bog til mænd, der lever sammen med karrierekvinder. Af den fremgår det indirekte, hvorfor kvinder fik nok af at gå hjemme
Positionerne i kønsdebatten har de senere år været lige så fastlåste som stillingerne ved Verdun under Første Verdenskrig.
På rød front er de tunge skyts kvindekvoter, øremærket barsel og ligeløn, mens blå front sværger til biologisk krigsførelse.
En gang imellem lyder der et smertensbrøl, når en mandlig civilist uforvarende forvilder sig ind i skudlinjen og bliver pløkket ned.
Annonce
Jeg vil derfor ikke tøve med at erklære journalisterne Lars Henriksen og Erik Holms bog ”Manddomsprøven – powerkvinderne kommer” for en nyskabelse. Bogen er noget så sjældent som en selvhjælpsbog til mænd, der står i skyggen af deres koner. Og præmissen er vel at mærke ikke, hvordan de bryder ud i en fart, men hvordan de lærer at leve med det.
Tanken er, at eftersom stadig flere kvinder gør karriere, kan mændene lige så godt få det bedst mulige ud af udviklingen.
Aldrig havde jeg troet, at jeg i en bog skrevet af mænd og til mænd skulle læse følgende råd: ”Skæbnen vil, at kvinder ikke kan læse tanker, selvom de ofte er meget tæt på, og hvis hun ikke er klar over, hvordan du har det, sker der ingenting. Så få sat ord på dine følelser og frustrationer. Du får det bedre, og et godt bud er, at hun kun vil respektere dig mere for det.”
Jo! Det står der sågu! Bortset fra det yder citatet ikke bogen retfærdighed, jeg medtager det kun for at vise, at det vitterlig er den omvendte verden. Generelt er bogen nemlig i sin tone hverken klynkende, bitter eller opgivende. Den er sjov, skæg og underholdende. Forfatterne gennemgår magtbalancen mellem kønnene fra stenalderen og frem og påviser, hvordan samfundsstrukturerne gennem tiderne har begunstiget mænd eller kvinder. Desværre skal vi angiveligt tilbage til stenalderen for at finde fuld harmoni og stabilitet. Dengang var kønnene ligestillede: Deres opgaver var både helt adskilte og helt uundværlige.
Det mest interessante i bogen er dog alligevel de fire interview med mænd bag powerkvinder: Hjemmegående Thomas Hartvig, der er gift med en topchef i en global medicinalkoncern, som han har fire børn med; Pernille Aalunds mand, 27-årige Søren Stissing, der arbejder i et konsulentfirma; Lene Espersens mand, Danny Feltmann-Espersen, der har en topstilling i H&M; samt Martin Maini Søgaard, der er gift og har to børn med den administrerende direktør og partner i arkitektfirmaet BIG og selv er hjemmegående og læser til lærer på aftenskole. Ikke mindst er det tankevækkende, at de to hjemmegående mænd begge gør brug af au pairer for at få tid til uddannelse og hobbyer. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hjemmegående kvinder kunne lære meget af hjemmegående mænd: Ingen – hverken kvinder eller mænd – holder i længden ud bare at være familiens serviceorgan.
Nogle vil helt sikkert opfatte denne bog som det ultimative knæfald for feminismen. De vil tænke, at de to forfattere, der begge er gift med kvinder med større karrierer end dem selv, har ladet sig kastrere frivilligt. Sådan virker det nu ikke. I bogen citeres kønsdebattøren Bertill Nordahl for, at danske mænd groft sagt kan inddeles i tre typer: Den moderne mand (15-20 pct.), der ikke føler sig truet af kvinderne, men tværtimod er glad for at slippe for rollen som skaffedyr og patriark; den bløde mand ”Søde Jakob” (mindst 50 procent), der lader sig tyrannisere af kvinder, fordi de har omgivet ham som autoriteter hele livet; og den primitive mand (15-20 procent), der går i baglås og reagerer aggressivt på kællingernes dominans. Forfatterne skriver, at deres ærinde er at forhindre, at den store gruppe af bløde mænd gør fælles sag med den primitive mand – frem for med den moderne – når de kommende års endnu mere indædte kønskamp vil tvinge flere til at vælge side.
Det er efter min mening al ære værd. Alternativet er nemlig skræmmende. Det kan studeres flere steder i Asien og Rusland, hvor fødselstallet styrtdykker, fordi kvinderne simpelthen ikke orker at gifte sig.