Palæstinenserne bør ikke gennemtvinge FN-afstemning nu

Indtil videre har disse advarsler kun haft begrænset effekt i Ramallah, hvor de palæstinensiske myndigheder har deres sæde. Præsident Mahmud Abbas er stadig fast besluttet på at gå videre med ansøgningen om anerkendelse og har slået fast, at FN-tiltaget vil blive gennemført, ”selv hvis forhandlingerne bliver genoptaget”.

Set fra Abbas’ side er jorden gødet. Statsopbyggende tiltag har reformeret de førhen ikke-fungerende palæstinensiske institutioner og gjort en betragtelig økonomisk vækst mulig. Selvfølgelig er der alvorlige budgetproblemer: Det er svært at betale regningerne, ikke blot fordi Israel er længe om at overføre toldindtægterne, men også fordi den lovede hjælp fra de arabiske lande ofte aldrig når frem.

Alligevel erklærede Verdensbanken i foråret, at de palæstinensiske institutioner er ”i en god position til at etablere en stat når som helst i en nær fremtid”. Hertil kommer, at stor offentlig opbakning og høje forventninger i de palæstinensiske territorier ville gøre det politisk risikabelt at ændre kurs her i sidste øjeblik.

Lige nu vakler palæstinenserne mellem to muligheder: enten at henvende sig til Sikkerhedsrådet med en anmodning om fuldgyldigt FN-medlemskab eller at appellere til Generalforsamlingen, hvis et amerikansk veto gør det umuligt at komme igennem i rådet. Sikkerhedsrådet ville kunne give juridisk bindende medlemskabsstatus, mens en godkendelse hos FN’s Generalforsamling blot vil opgradere en palæstinensisk entitet til status som ”ikke-medlemsstat” ligesom Vatikanet.

Med udsigt til et amerikansk veto modsætter en række internationale iagttagere sig decideret den palæstinensiske plan med den begrundelse, at den næppe vil udløse konkret politisk vinding, men blot fjerne opmærksomheden fra det vigtigste i den mellemøstlige fredsskabelse: en tilbagevenden til forhandlingsbordet.

Men en nuanceret palæstinensisk resolution, der rækker videre end en nulsums-indstilling og tager legitime israelske bekymringer alvorligt, er faktisk mulig og kan meget vel øge chancerne for en tilbagevenden til konstruktive forhandlinger. En sådan tilgang vil kræve, at FN-afstemningen ikke defineres som et alternativ til en forhandlingsløsning, men som et vigtigt skridt hen imod en gangbar gensidig fredsproces. Abbas har bevæget sig i den retning ved at erklære, at palæstinenserne ”fortsat vil være parat til at genoptage forhandlingerne, selv efter FN-afstemningen”.

Her giver den manglende detaljerigdom i FN-resolutionen manøvremulighed. Den tilgang, jeg vil foreslå, må begynde med at afstå fra at gennemtvinge en afstemning i Sikkerhedsrådet straks – og dermed udløse et dramatisk amerikansk veto. Derimod vil et omhyggeligt formuleret forslag til FN’s Generalforsamling om at blive optaget som ikke-medlemsstat kunne vise vejen.

Med reference til FN-resolution 181 (som delte Palæstina i 1947) ville et sådant forslag genbekræfte etableringen af en palæstinensisk stat og en stat til det jødiske folk baseret på 1967-grænserne og med bilateralt aftalt grænsejusteringer og sikkerhedsarrangementer.

En sådan tilgang ville godt nok ikke leve op til mere videregående palæstinensiske krav, men den ville tage udgangspunkt i de parametre, som den amerikanske præsident, Barack Obama, opstillede i maj. Den ville tillige indirekte forholde sig til den israelske regerings krav om, at palæstinenserne anerkender en ”jødisk stat”.

En sådan afstemning ville også forholde sig til det internationale samfunds opfordringer til bilateralt diplomati. I stedet for at lukke døre ville en sådan omdefinering af ansøgningen om FN-anerkendelse som stat give det palæstinensiske lederskab en symbolsk succes, som det i høj grad trænger til. Og det vil bibringe en ramme, hvorfra forhandlingerne kan genstartes, sådan som palæstinenserne længe har krævet det.

FN-ansøgningen kan som sådan meget vel omforme en konfrontation til et potentielt konstruktivt diplomatisk værktøj. Fokus på det overhængende opgør bør ikke forhindre beslutningstagerne i at skue fremad. Enhver afstemning i FN vil blive fulgt af en morgendag. Både palæstinensere og israelere er nødt til at forberede sig på den dag nu.

Michael Bröning er leder af Friedrich Ebert Fondens kontor i Østjerusalem. Fonden er tilknyttet Socialdemokraterne i Tyskland.

Copyright: Project Syndicate

Oversat af Sara Høyrup