Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Mennesker, der lyver til din ven.
Mennesker, der lyver
Thomas Müller leverer en indtrængende iscenesættelse af den amerikanske dramatiker Tracy Letts’ barske – og barsk humoristiske – skuespil ”Familien”. –
- Allan Toft.
Emneord for denne artikel
Ætsende familiedrama på Aalborg Teater
Det er en lettelse at være sammen med et menneske, der kan lyve.
Sådan omtrent lyder en replik i den amerikanske dramatiker Tracy Letts’ barske – og barsk humoristiske – skuespil ”Familien”, der i Thomas Müllers indtrængende iscenesættelse har haft premiere på Aalborg Teaters store scene.
Vi er langt ude på den golde prærie. Men ensomheden i det øde landskab kan ikke være mere belastende end ensomheden indenfor hos de modvilligt sammenbragte familiemedlemmer, blot ”tilfældigvis forbundet via gener, en tilfældig samling celler”.
Andet er familien ifølge stykket ikke. Det skulle lige være en mere eller mindre permanent krigstilstand.
Annonce
Handlingen, så spinkel den end er, former sig som en rejse mod den definitive desillusion og en smerte, større end ord kan rumme. Lyset er grelt som en sandhed, der ikke mere kan fortrænges.
Husets herre, Beverly, lyriker og ”verdensklassealkoholiker”, er forsvundet, druknet, viser det sig. Han lader til at have begået selvmord.
Der dækkes stort op ved begravelsen. Samværet – ordet lyder alt for meget af fred – indledes med en slags bordbøn, hvor Herren bedes om velsignelse over den samhørighed, der ikke findes, og takkes for den glæde, der heller ikke findes. At noget af middagen tabes på gulvet, er meget symbolsk – på alt det andet, der også tabes. Ikke mindst hvad personerne endnu måtte have tilbage af facader.
Det er forbi med den lettelse, som løgnen midlertidigt kan snyde frem i betrængte sind. Dramaet kan begynde, rivende alt med sig. Det skjulte åbenbares – hvilket blandt andet medfører, at en ung forelskelse må erklæres forbudt, fordi de elskende afsløres som søskende. Ja, familieskab er kun til ulejlighed!
Mødes og skilles – især det sidste, det er familieliv. Et følelsesmæssig kaos af kontakt og brud, af håb og opgivet håb og af kærlighed, der er nabo til had.
Sådan omtrent lyder en replik i den amerikanske dramatiker Tracy Letts’ barske – og barsk humoristiske – skuespil ”Familien”, der i Thomas Müllers indtrængende iscenesættelse har haft premiere på Aalborg Teaters store scene.
Vi er langt ude på den golde prærie. Men ensomheden i det øde landskab kan ikke være mere belastende end ensomheden indenfor hos de modvilligt sammenbragte familiemedlemmer, blot ”tilfældigvis forbundet via gener, en tilfældig samling celler”.
Andet er familien ifølge stykket ikke. Det skulle lige være en mere eller mindre permanent krigstilstand.
Husets herre, Beverly, lyriker og ”verdensklassealkoholiker”, er forsvundet, druknet, viser det sig. Han lader til at have begået selvmord.
Der dækkes stort op ved begravelsen. Samværet – ordet lyder alt for meget af fred – indledes med en slags bordbøn, hvor Herren bedes om velsignelse over den samhørighed, der ikke findes, og takkes for den glæde, der heller ikke findes. At noget af middagen tabes på gulvet, er meget symbolsk – på alt det andet, der også tabes. Ikke mindst hvad personerne endnu måtte have tilbage af facader.
Det er forbi med den lettelse, som løgnen midlertidigt kan snyde frem i betrængte sind. Dramaet kan begynde, rivende alt med sig. Det skjulte åbenbares – hvilket blandt andet medfører, at en ung forelskelse må erklæres forbudt, fordi de elskende afsløres som søskende. Ja, familieskab er kun til ulejlighed!
Mødes og skilles – især det sidste, det er familieliv. Et følelsesmæssig kaos af kontakt og brud, af håb og opgivet håb og af kærlighed, der er nabo til had.
Som publikum suges man ind i det herskende kaos, der antydes også af scenografien med dets glimt af dagligt roderi uden forsøg på bortledning af forargede blikke. Hvad skal man med reoler, når der er rigelig og gæstfri plads på gulvet?
Forløbet, der bevæger sig gennem familiens minefelt, er ondt – men ikke udelukkende. Uanset hvad er det først og fremmest virkeligt. Forestillingen, der før pausen – måske bevidst – er lidt langsommelig, udvikler sig til at blive en kompleks og ætsende oplevelse.
Som Berverly er Henrik Weel dirrende af liv, ydre som indre. Og man ærgrer sig over, at hans figur så hurtigt skrives ud af stykket. Han imidlertid mere end erstattes af Marianne Høgsbro, der i rollen som digterens pillemisbrugende og kræftsyge hustru, Violet, kun kan karakteriseres retfærdigt ved hjælp det største ord: mesterlig.
Specielt i sidste scene får Marianne Høgsbro på gribende vis den udsathed frem, som vel er den egentlige pointe i beretningen om den tilsyneladende så forhærdede. Som mange andre i familien er Violet en nødstedt.
Figuren vokser yderligere, da hun endelig tvinges til at indse dette og ikke kan finde flere ”nødudgange”.
Ægteparrets tre døtre spilles glimrende af Nanna Buhl Andresen og Lise Baastrup – og ikke mindst af Hanne Windfeld, der med psykologisk dybde afdækker det modsætningsfyldte hos den ældste og mest fremtrædende.
Tracy Letts: Familien. Instruktion og bearbejdelse: Thomas Müller. Aalborg Teater, store scene.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
