Der er forskel på et usikkert blafrende stearinlys og et blændende fyrtårn

For det er ham, der skal være selektiv og i kraft af sin viden og erfaring finde guldkornene/de rigtige fyrtårne frem for eleverne, så de ikke skal udsættes for at drukne i hele den svimlende mængde af ligegyldigt slagger og pladder, som vi i vort moderne samfund til stadighed bliver overdænget med.

Den gode lærer brænder eksempelvis for litterære fyrtårne som Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, Herman Bang, Henrik Pon-toppidan, Martin A. Hansen og så videre. Han tænder en ild hos eleverne, og hans viden og engagement begejstrer. Og dermed udvider han deres horisont og giver dem, ikke ”forførende”, men berigende pejlemærker i et oprørt og uoverskueligt eksistentielt farvand. Kort og godt: Han giver dem en åndelig bagage med, som de kan tære på for resten af livet.

Hvordan skal en elev finde på at søge efter musikalske fyrtårne som Bach, Beethoven eller Brahms, hvis han aldrig har hørt dem eller fået dem præsenteret af en begejstret lærer? For slet ikke at tale om jazzgiganter som Louis Armstrong, Duke Ellington, Charlie Parker eller Miles Davis?

Lærerne Finnerup er nødt til at affinde sig med, at der i denne verden findes genier, som det både er berettiget og en berigelse at beskæftige sig indgående med, og som det er lærernes pligt at gøre opmærksom på!

Store kunstnere, forfattere, filosoffer, politikere og teologer er ikke ”overmennesker” og ”farlige forførere”, blot fordi de er blevet udrustet med helt usædvanlige evner i en ganske bestemt retning.

De er og bliver fyrtårne, og vi skal være glade for, at de er der.

Det kan godt være, at vi skal ”tage ansvar” og ”lyse selv”. Men der er og bliver nu engang forskel på et usikkert blafrende stearinlys og et blændende fyrtårn!

Sten Abrahams,

tidligere seminarielektor,

Seminarievej 30, Lemvig