Bliver det 21. århundredes socialisme en historisk parentes?

DET ARABISKE FORÅR har givet Francis Fukuyamas hypotese om historiens afslutning fornyet vind i sejlene. Med den tropiske storms pludselighed og voldsomme kraft er demokratiske aspirationer blæst ind over Nordafrika og Den Arabiske Halvø.

LÆS OGSÅ: DDR-spids bag lukkede mure

Befolkningen i en region, der af mange blev set som en urokkelig bastion mod det liberale demokratis fremmarch, har med fødderne rettet et alvorligt angreb mod de korrumperede regimer, der i årtier har nægtet dem medbestemmelse, frihed og økonomisk udvikling.

De folkelige protester forekommer i sig selv at støtte Fukuyamas grundantagelse om, at der i det lange løb ikke er noget levedygtigt alternativ, der kan mobilisere masserne i en ideologisk kamp for forandring, til det liberale demokrati.

På den vestlige halvkugle er der imidlertid stadig karismatiske statsmænd, der langtfra ser historien som afsluttet. Den mest prominente er Venezuelas præsident, Hugo Chávez, der i sit politiske og historiske manuskript har givet sig selv rollen som bannerfører for det 21. århundredes socialisme. Chávez har gjort sig til talsmand for de fattige masser i Latinamerika, og han forspilder sjældent en lejlighed til at rette et verbalt angreb mod USA, der ifølge Chávez holder Den Tredje Verden i et imperialistisk jerngreb.

Chávez har, siden han kom til magten i 1999 og specielt efter det mislykkede statskup mod ham i 2002, forsøgt at tegne et billede af sig selv som en David, der kæmper mod den store, onde Goliat (læs: USA), hvilket har gjort ham til en yndet figur i venstreradikale miljøer i Europa og Nordamerika. Samtidig har Chávez – i hvert fald på overfladen – fungeret som frontmanden i den ideologiske omkalfatring af Latinamerika, der har præget det sidste tiår.