Karin Dahl Hansen |
23. september 2011
Når en almindelig dansk familie mødes, står det klart, at det hele måske slet ikke er så slemt, skriver Kristeligt Dagblads skribent
Vi nærmer os afgrunden. I hvert fald hvis man skal tro politikere, økonomer og medier. Under den netop overståede valgkamp har det ikke skortet på sortsyn.
Halvdelen af os er på overførselsindkomst, Danmarks vækst er lav, recession truer, og de offentligt ansatte bruger angiveligt mere tid på at udfylde formularer og vende papirer end på borgernær kontakt.
Men før vi falder helt ned i kulkælderen, er det måske værd at løfte blikket og kigge lidt tilbage for så at konstatere, at det slet ikke er så ringe endda.
Ja, faktisk er vi styrtende rige, og vores problemer og udfordringer er til at overse i forhold til tidligere generationer, for hvem smalhals var et vilkår og fattigdom normen.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nylig deltog i en fætter-kusine-fest. Vi var 30 familiemedlemmer mellem 6 og 70 år samlet i en have i det midtjyske. Trods mørke skyer holdt det tørt, så vi kunne sidde ude i haven, hvor Dannebrog var hejst i dagens anledning.
Vores fælles bindeled var Sigrid og Jens Hansen, mine bedsteforældre, der var født lige efter år 1900. De fleste af festens deltagere havde jeg ikke set siden 1997, hvor farmor blev begravet. Sigrid og Jens Hansen var landmænd og havde en gård nær Bjerringbro. Fattige var de ikke, det var en stor gård, og da de som gamle solgte den og flyttede ind til byen, fik de også råd til en rejse til Madeira.
Men de havde kun gået syv år i skole, og hverdagen bød hverken på seks ugers ferie, 37 timers arbejdsuge eller et fuldautomatiseret køkken. Mon ikke de ville have måbet over nutidens piveri over ikke at kunne tilbringe sine sidste 20-30 år på efterløn og folkepension eller over at skulle arbejde 12 minutter mere om dagen eller måtte undvære den årlige skitur?
De fik tre børn før, under og efter Anden Verdenskrig. Alle fik de en realeksamen, og en enkelt blev endda student, hvilket ikke var helt almindeligt for en pige fra landet på den tid. Bagefter uddannede de sig videre. To politibetjente og en lærer kom der ud af det. Og nu var vi så samlet i haven. Efterkommerne. 10 børnebørn, der i dag er i 30’erne og 40’erne.
Alle som en er vi blevet studenter, og efterfølgende har vi taget mellemlange uddannelser. Vi har såmænd også alle job, flere har tid til at dyrke krævende fritidsinteresser som maratonløb, og tanken om at skulle vente med vort livs rejse, til vi bliver pensionister, ligger os fjern. Vi har alle rejst, to har endda fundet deres ægtefæller uden for landets grænser.
Familien Hansen har ligesom alle andre middelklassefamilier været ramt af glæder og sorger. Jens Hansen døde alt for tidligt af kræft, og flere af hans efterkommere har haft sygdommen. Men et velfungerende hospitalsvæsen har, i modsætning til dengang, stået klar med livreddende behandling.
Også anden modgang har ramt i form af skilsmisse, et lidt for stort alkoholforbrug og et alt for tidligt dødsfald i familien. Men velfærdsstaten har holdt hånden under de ramte, som i dag er velfungerende mennesker.
Nu er næste generation på vej. 13 oldebørn mellem 2 og 24 år. De ældste to er netop begyndt på universitetet.
Der er sket meget på 100 år for en almindelig familie i Danmark, og selvom vi naturligvis bør tage de økonomiske udfordringer alvorligt, være bekymrede over de mange danskere på passiv forsørgelse og være kritiske over for kvaliteten af uddannelserne og det høje skattetryk, ja, så tror jeg, at Sigrid og Jens Hansen ville have syntes, det er en meget privilegeret tilværelse, deres efterkommere har.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad