Som kandidat for Kristendemokraterne under valgkampen var Per Ørum Jørgensen en meget sympatisk og tillidsvækkende person,- med en, efter min mening klog midterplacering, hvorfra han var i stand til at favne vidt. Men desværre blev han ikke valgt! Jeg kunne have stemt på ham, men valgte mit sædvanlige ståsted, - sådan tror mange andre har ageret. Der er trængsel omkring midten af dansk politik. Måske er der slet ikke plads til et parti mere?

Per Ørum Jørgensen mener ikke, at han har de diplomatiske evner, som en formand for KD skal have. Derfor kandiderer han ikke til formandsposten for det hensygnende kristelige parti.

Nu kan jeg jo ikke vide, hvilke diplomatiske færdigheder, Ørum mener, at han mangler.
I det mindste nåede han da at lære sig kræmmerpolitikkens kunst.

Indtil Per Ørum Jørgensen viste, at han i rigt mål beherskede denne lidet flatterende kunstart, troede jeg, at Dansk Folkeparti havde taget patent på den.

Beskæmmende ofte har DF skulle have indrømmelser på udlændingepolitikken for at støtte helt andre sager, der slet intet har haft med udlændingepolitik at gøre.

Dén model kopierede Ørum, da han sprang fra tilbagetrækningsreformen, fordi han ikke kunne få garanti for at akutfunktionerne på nogle mindre sygehuse blev bevaret. "Sygehussagen" har intet med efterløn eller pensionsalder at gøre. Men det hindrede ikke, at Per Ørum Jørgensen trak sin støtte til tilbagetræningsreformen tilbage, når han nu ikke kunne få det som han ville i sygehussagen.

Så noget lærte han da som partileder. Omend ikke diplomati.