Den hellige kunst

”Velkommen til kunstens helligdom” står der ved indgangen til gallerierne på Zwingermuseet i Dresden. Jeg var der for nogle år siden, og der var virkelig stor kunst at se der. Raffaels Madonna hang der, og Rubens Batseba. Jo, det var stort – men ligefrem helligt?

LÆS OGSÅ: Hverdagens katedraler

Det forekom mig, at selve forestillingen om den hellige kunst tilhørte en forgangen tid, og at det ikke kun var malerierne, der var gamle, men også den måde, de blev præsenteret på. Og havde man nu ikke igennem det meste af det 20. århundrede prøvet at komme netop denne kunstopfattelse til livs i et forsøg på at afsakralisere både kunsten og kunstnere? Havde man ikke først skilt kunst og kirke og derefter arbejdet hårdt på ikke at gøre kunsten til en erstatningsreligion?

Jo – og nej. Endnu i 1960’erne skrev digteren Thorkild Bjørnvig om kunsten som et ”sakralt provisorium”. Den moderne kunst rummer i sine stærkeste manifestationer et ”udtryk for indsigter og erfaringer, som ellers er blevet hjemløse og nægtet realitet i verden, som den er i dag”. Kunsten var altså en slags refugium for det moderne menneske, for hvem der ikke rigtig var nogen tro og kirke tilbage. Hvad der var af religiøse følelser og erfaringer, måtte kunsten tage sig af. I hvert fald midlertidigt og som en slags erstatning. Hvad der var for enden af provisoriet, stod vist ikke rigtig klart. Skulle man vende tilbage til de oprindelige religiøse tilstande? Eller ville man bevæge sig ind i et nyt tusindsårsrige? Eller – hvis man så ganske nihilistisk på det – ville det religiøse simpelthen blive overflødigt?

Jeg kom til at tænke på museet og Bjørnvig, da jeg for et par uger siden her i avisen læste et interview med rektor for forfatterskolen Pablo Llambías. Heri sagde han, at ”Vi skal tilbage til 60’ernes forestilling om kunst som det sakrale sted, vi går hen”. ”Vi kan enten gå til religion eller til kunsten, hvis vi vil have ophævet afstanden mellem mennesker”.