Per Ørum Jørgensen var kun kandidat til formands-posten hos Kristendemokraterne i godt en uge. I går meddelte han, at han alligevel ikke stiller op. –
- Jeppe Michael Jensen/Scanpix.
Henrik Hoffmann-Hansen |
24. september 2011
En kandidat har allerede meldt sig til at blive Kristendemokraternes næste formand, nemlig redaktør Henri Nissen fra ugeavisen Udfordringen, og han vil skabe ”tryghed” hos de traditionelle vælgere
Dagen før folketingsvalget ville Kristendemokraternes folketingsmedlem, Per Ørum Jørgensen, være formand for sit parti. I går meddelte Per Ørum Jørgensen dog, at han alligevel ikke stiller op, og straks meldte redaktør for den kristelige ugeavis Udfordringen, Henri Nissen, at han vil stille op som formand.
Der er intern uenighed om partiets fremtidige kurs, og Ørum frygter, at det kan føre til en egentlig splittelse, hvis han selv blev valgt.
”Historien har det med at gentage sig, og jeg frygter, at vi igen får en stor diskussion om, hvor kristne vi skal være, eller hvor politiske vi skal være, om vi skal være røde eller blå og så videre. Der tror jeg ikke, at jeg kan være en samlende figur. Det bedste vil være, at vi finder en mere kompromissøgende kandidat,” siger Per Ørum Jørgensen.
LÆS OGSÅ:
Det mener Per Ørum om Gud og liv efter døden
Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger orienterede Per Ørum Jørgensen allerede den nuværende formand, Bjarne Hartung Kirkegaard, ved folkemødet på Bornholm i juni om, at han ville kandidere til formandsposten. Det var Hartung Kirkegaard indforstået med, og da Per Ørums kandidatur forleden blev officielt, trak Hartung Kirkegaard sig. Efter valgnederlaget har der imidlertid været uro om, hvordan partiet skal videreføres, hvis det da overhovedet skal det.
To hovedbestyrelsesmedlemmer har allerede bebudet, at de ikke genopstiller. Der lyder også kritik af, at partiapparatet ikke har været inddraget tilstrækkeligt i det politiske arbejde, som man mener er blevet styret for egenrådigt af Per Ørum og hans medarbejdere på Christiansborg .
En af de skrappeste kritikere er Henri Nissen, der nu selv kandiderer til formandsposten. Allerede under valgkampen skrev han et læserbrev i Kristeligt Dagblad, der dårligt kunne læses som andet end et opgør med partiets valgstrategi. Han understregede stærkt behovet for at fokusere mere på kristendommen og det kristne menneskesyn, for eksempel i flygtninge- og indvandrerspørgsmål, og han lagde luft til den stærke understregning af kampen for udkantsområderne.
”Jeg vil gerne skabe tryghed blandt vores naturlige vælgere. De skal ikke være i tvivl om, hvad vi står for, eksempelvis i forhold til det etiske område, om vi peger på rød eller blå blok, og hvad vi mener på de enkelte fagområder,” siger den 56-årige redaktør.
Han har allerede gennemført sin egen meningsmåling i Syddanmark blandt tidligere og nuværende vælgere. Den viser blandt andet, at 90 procent af dem, som tidligere stemte på Kristendemokraterne, fravalgte partiet på grund af stemmespild. 15 procent var uenige i at fokusere hårdt på udkantsområder, og 12 procent brød sig ikke om, at Kristendemokraterne kritiserede for eksempel Dansk Folkeparti.
Allerførst skal Kristendemokraterne nu igennem en evaluering af det sløje valgresultat, og derfor bliver der ikke her og nu sat en storstillet kampagne i gang for igen at indsamle underskrifter for igen at blive opstillingsbrettiget til Folketinget.
Det bliver med sikkerhed et varmt emne på landsmødet den 29. oktober, hvor Per Ørum Jørgensen også vil aflægge beretning for ”folketingsgruppens” arbejde.
hoffmann@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad