Britta Søndergaard |
24. september 2011
Religionssociolog foreslår ny instans, der skal bevilge religiøs skilsmisse til muslimske kvinder
Amal blev skilt fra sin voldelige mand efter dansk lovgivning. Men den imam, der i sin tid viede parret i moskéen, ville ikke bevilge en religiøs opløsning af ægteskabet, fordi Amals mand ønskede at bevare forholdet. Hun blev truet med vold, hvis ikke hun flyttede tilbage til ægtemanden, og til sidst var truslerne så omfattende, at hun måtte gå under jorden.
Denne historie fra det virkelige liv er typisk for en gruppe herboende muslimske kvinder, der kommer i klemme, fordi de ikke kan blive religiøst skilt.
Men kvinderne kan hjælpes, hvis der oprettes en offentlig instans bestående af både imamer, jurister og socialrådgivere, som kan yde bred ægteskabsrådgivning og også har myndigheden til at opløse muslimske religiøse ægteskaber.
LÆS OGSÅ:
Bo i provinsen og undgå skilsmisse
Sådan lyder forslaget fra religionssociolog Mutya Abainza Koudal, der har undersøgt skilsmisser blandt muslimske kvinder og er på vej med en bog om emnet.
”Vi bør overveje en form for instans, som kan rådgive om for eksempel muslimske ægteskabskontrakter og har myndighed til at opløse muslimske ægteskaber, for ellers kan vi ikke løse situationen for de kvinder, der er kommet i klemme,” lyder opfordringen fra Mutya Abainza Koudal. Hun understreger, at der ikke er tale om et sharia-råd, men om et organ, der skal arbejde inden for den danske lovgivnings rammer.
”Det kan sikre, at problemerne tages i opløbet. Rådet er på den måde et alternativ til parallelle muslimske retssystemer og skal imødekomme religiøse behov inden for det danske retssystem,” siger Mutya Abainza Koudal.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, mener dog ikke, at den danske stat kan støtte et initiativ, der har myndighed til at bevilge religiøse, muslimske skilsmisser.
”Vi er meget optaget af, hvad vi skal gøre for at hjælpe fraskilte muslimske kvinder rent socialt. Trossamfundene er velkomne til at lave deres egne særlige råd, men den danske stat skal ikke støtte en instans, der kan bevilge religiøse skilsmisser,” siger Karsten Lauritzen.
soendergaard@k.dk