Rikke Albrechtsen skriver fra Bruxelles |
24. september 2011
Politikernes kamp for at redde euroen én gang for alle har ført til et dødvande, hvor intern politisk strid, brudte løfter og markeder uden for kontrol får lov at dominere. Den manglende handlekraft gør det svært at se en udgang på krisen, og den langtrukne ustabilitet kan være ødelæggende, mener eksperter
Lederne af eurozonen forsøger at holde vandet ude af den synkende monetære skude ved at tape hullerne til i stedet for én gang for alle at få lukket dem ordentligt. Det er analysen på den situa-tion, som lige nu præger eurosamarbejdet, hvis man spørger rundt omkring i Bruxelles.
“Vi befinder os i et politisk dødvande. Og det er det, som er skræmmende – både for markederne og for mig som ekspert,” siger Diego Valiante, der forsker i kapitalmarkeder på Centre for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles.
Krisen i eurozonen har nu martret de 17 nationer i den fælles mønt og sat sit spor på EU-samarbejdet som helhed i længere tid, end nogen bryder sig om at huske på. Og der kommer hele tiden nye udfordringer til. Alene i denne uge er Italiens kreditværdighed således blevet nedgraderet af det internationale kreditvurderingsfirma Standard & Poor’s. Den Internationale Valutafond har annonceret, at gældskrisen i euroland kan true den finansielle stabilitet i hele resten af verden, og EU-Kommissionen har indrømmet, at de europæiske banker ikke nødvendigvis er stærke nok til at modstå turbulensen på markederne.
Men status er, at der mangler politisk vilje til at blive enige om en vej fremad og holde sig til den.
“Hvis der ikke kommer et modigt svar, så vil vi ikke kunne løse krisen. Men det kræver selvfølgelig nogle stærke medlemsstater. Og lige nu ser vi ikke nogen stærke europæiske ledere, der tager ansvar,” siger Diego Valiante.
EU’s finansministre mødtes i den forgange weekend i Polen til det, som er blevet beskrevet som et uproduktivt møde, hvor det blev mere tydeligt, hvor landene er uenige, end hvor de står sammen. Det mest konkrete udkomme var, at ministrene tilbageholdt cirka 60 milliarder kroner i lån til grækerne, fordi de ikke har kunnet levere de opstramninger på de offentlige finanser, som landet har forpligtet sig til. Penge, som den græske regering desperat skal bruge, fordi statsminister George Papandreou ellers ikke kan udbetale pensioner og offentlige lønninger, når vi når hen i oktober. Men grækernes akutte likviditetsproblemer er bare et enkelt blandt flere andre uløste sager på ministrenes bord.
Lige så alvorligt er det, at det stadig ikke er lykkedes at få godkendt den næste store redningsplan til grækerne på grund af politisk modvilje i lande som Slovakiet og Finland. Samtidig med at politikerne heller ikke kan blive enige om detaljerne omkring den permanente redningsfond, der fra 2013 skal udvide kassen med kriseværktøjer, så det bliver nemmere at komme nødstedte lande til hjælp, og som gerne skulle give markederne tilliden til euroen tilbage.
“Problemet er, at politikerne hele tiden synes at halse bagefter,” lød analysen fra den svenske finansminister, Anders Borg, oven på mødet.
“Vi jager markederne i stedet for at lede dem. Vi har virkelig brug for at se noget mere politisk lederskab.”
Men faktum er, at der er dyb uenighed om, hvad der er den rette medicin. Politikere og eksperter strides i mødelokaler, avisspalter og på radio- og sendeflader om, hvad der er den rette medicin. Nogle holder fast i, at grækerne har bedst af at gå bankerot og blive smidt ud af eurozonen. Andre mener, at det vil være gift for andre svage økonomier, og at det nok skal gå, hvis bare de øvrige eurolande kan holde de ramte sydeuropæiske lande flydende i form af hjælpepakker. Mens andre igen holder på, at Den Europæiske Centralbank skal gøre som sit amerikanske modstykke og pumpe penge ind i den skrantende europæiske økonomi i håb om, at det vil få gang i hjulene.
Samtidig er der stadig en voldsom politisk drevet nord-syd-splittelse blandt euroens medlemmer, hvor lande som Finland, Holland og Tyskland oplever stadig større modstand både blandt befolkningerne og på hjemlige politiske scener mod at hjælpe de vaklende økonomier i Grækenland, Portugal og Irland – især med den overhængende risiko for, at også Spanien og Italien vil få brug for hjælp. Mens de sydlige lande til gengæld er ved at være oprigtigt trætte af at blive irettesat offentligt af de rige onkler i nord.
Avisen The Financial Times har på lederplads kritiseret de nordlige lande for at misbruge krisen til at statuere et eksempel om mådehold over for de lande, som har bragt sig i økonomisk uføre.
Bladet går særligt i rette med den tyske EU-kommissær Günther Oettinger, der har luftet idéen om, at budgetsyndere skulle have deres flag vajende på halv mast uden for centrale bygninger i Bruxelles i en slags offentlig gabestok, så længe deres underskud ikke var under kontrol.
“Den bizarre idés oprindelse ligger i den nordeuropæiske protestantiske opfattelse af, at gæld er syndig og kræver offentlig ydmygelse,” skriver avisen, der understreger, at det ikke er særlig hjælpsomt at prøve at gøre eurokrisen til en moralsk lektie i stedet for at koncentrere sig om at løse den.
Det har også ledt til en stærk reaktion fra grækerne, der som de hårdest ramte af krisen er trætte af at få hele skylden for den europæiske deroute.
“Vi vil ikke gøres til syndebukke eller den nemme undskyldning, der vil blive brugt af europæiske og internationale institutioner til at gemme deres egen mangel på kompetence til at styre krisen og komme med definitive og komplette svar på angrebene mod euroen, verdens stærkeste møntfod,” skriver finansminister Evangelos Venizelos i en vredladen pressemeddelelse.
Økonomisk analytiker ved CEPS Diego Valiante advarer om, at den langtrukne krisestemning også giver grobund for populistpartier og protestrørelser, der kan ryste det politiske fundament i Europa. De Sande Finner i Finland og Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland lever for eksempel højt på at tale grimt om sydeuropæerne.
“Lige nu minder situationen om 30’erne lige før Anden Verdenskrig. En situation med økonomisk stagnation, social ustabilitet, en urolig udenrigspolitik og fremkomst af ekstreme partier,” siger Diego Valiante, der understreger, at jo længere tid man trækker pinen ud, jo mere offentlige slagsmålene bliver, jo værre er konsekvenserne.
“Det vil bare forstærke ustabiliteten. Ikke bare økonomisk, men også politisk,” siger han.
albrechtsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad