Prædikenen skal engagere menigheden, ikke lukke den ude, skriver dagens kronikør.
- Christian Als/Scanpix Danmark
Af Thorkild Schousboe Laursen |
26. september 2011
Vi bliver nødt til at arbejde med højmessen, for den nuværende ordning er ikke god nok, mener dagens kronikør. Vi kunne passende tage ved lære af vore katolske brødre og søstre. De har fornyet gudstjenesten med menighedens aktive deltagelse. Hos os er den blevet et rent præsteforetagende, skriver han
Vi er løbet ind i en blindgyde, når det gælder folkekirkens gudstjeneste. En af vore ”ædelstene” er blevet vort største problem – den danske salmebog. Med rette, og jeg understreger med rette, rummer vor salmebog en enestående skat af pragtfulde salmer. Vi roser os af den over for omverdenen.
LÆS OGSÅ: Nyt forslag skriver Dronningen ud af folkekirkenFor eksempel er pinsen sunget ind i det danske folk gennem Grundtvigs uforlignelige pinsesalmer. Helligåndsteologien er blevet folkeliggjort gennem disse salmer på en måde, som mange andre kirker misunder os. Hvem af os kunne forestille sig en pinse uden: ”I al sin glans nu stråler solen”? Nej, den er nærmest folkeeje. I de 35 år, jeg har været præst, har jeg ikke haft et konfirmandhold, der ikke har kåret ”Hil dig, frelser og forsoner” som den bedste salme. For nu at nævne et andet eksempel.
Hvad er så problemet? Problemet er, at det, som var og er en gevinst, er blevet en klods om benet. Vores gudstjeneste har fået slagside i en sådan grad, at jeg godt forstår, at en stor del af den danske befolkning stemmer med fødderne og indskrænker gudstjenestedeltagelsen til de store begivenheder i et menneskeliv eller de store højtider.
Salmerne har intellektualiseret gudstjenesten i en sådan grad, at det kræver næsten umenneskelige ressourcer at være gudstjenestedeltager.
Det opdager man, når man efter et langt præsteliv bliver bænket som de øvrige gudstjenestedeltagere. Når jeg fungerer som præst, er jeg ”på” og engageret. Nu er jeg modtager og skal anstrenge mig for også at være deltager, for der er kun den mulighed at deltage med sit intellekt. Kroppen er stort set afskåret bortset fra lidt rejsen og sætten sig. Ellers er det hovedet, det hele handler om.
EN DANSK GUDSTJENESTE består af mindst fem hovedsalmer. Er der dåb og altergang, kommer man nemt op på otte eller ni. Og det er jo kernesalmer, fast føde, skrevet af vore største digtere – Kingo, Brorson, Grundtvig og mange flere. Det er ikke løs snak. Hovedparten af vore salmer er næsten dogmatiske afhandlinger på vers. Der skal læses kommaer og reflekteres. En del ord er ikke just fra i dag, men smukke og fyldt med indhold. Jo, der skal arbejdes.
Indimellem skal der lyttes til tekster fra verdenslitteraturen, hele tre er det nu blevet til fra Det Gamle Testamente, Det Nye Testamentes brevlitteratur og de fire evangelier. Dertil kommer en prædiken, som også virkelig kræver intellektuel opmærksomhed og medleven. Ikke underligt, at hjernen en gang imellem kobler fra, eller man griber sig selv i en diskret gaben.
Da Luther i 1500-tallet ønskede at reformere den romerskkatolske kirke, var noget af det sværeste for ham at reformere gudstjenesten. Luther elskede den romerske messe, men menigheden måtte inddrages mere. Modersmålet skulle fremmes, de faste liturgiske led erstattes med salmer, og enkelte dele af nadverritualet skulle ændres. Men i sin grundstruktur skulle der ikke ændres noget.
GENNEM DE SENESTE 20 år har min kone og jeg holdt ferie i Frankrig. Så vidt muligt har vi deltaget i søndagens gudstjeneste, den romerske messe i sin ”nye” udgave efter Andet Vatikankoncil. Genkendeligheden i forhold til vor danske gudstjeneste er ganske let – og dog er den meget anderledes.
Den katolske kirke i Frankrig er stærkt præget af sækulariseringen i samfundet. Pengene er få. Det er derfor de færreste kirker, som har ansat organist eller kor. Menigheden må synge selv, oftest under ledelse af et engageret menighedsmedlem. Salmer er der ikke mange af, og de, der er, er ikke just præget af indholdsmæssig tyngde. Man glæder sig til at komme hjem. Og så alligevel. Hjemme igen mødes man måske af 15 vers i Kingos ”Far verden, far vel”. Og det er flot, men bestemt ikke let. For meget og for lidt, begge dele er et problem.
Hvad er det så, der gør, at en fransk messe kan være den helt store oplevelse? Luther ville gøre op med præstevælde og mangel på engagement. I dag er det blevet lige omvendt. I vor danske gudstjeneste er der fire ”medvirkende”, hvoraf de to er altdominerende, og alle fire er godt aflønnede. Præsten leder foretagendet, og organisten styrer menighedens sang. I en fransk gudstjeneste er der ofte 10 ”medvirkende”, og kun én er aflønnet.
Som i vores gudstjeneste er der tre læsninger, men de to læses altid af lægfolk, og de er dygtige til det. Evangeliet læses under stor opmærksomhed, bogen kysses, og menigheden korser sig for pande, mund og hjerte, at Ordet må blive forstået, udtalt og taget til hjerte. Det er helt reformatorisk ”evangelii klare dag”. Her æres og respekteres Guds Ord, og der prædikes, både godt og mindre godt, som i Danmark, men altid engageret.
Den store kirkebøn bedes af et medlem af menigheden, medlemmer samler kollekten ind, og den bæres til alteret sammen med brød og vin frembåret af medlemmer af menigheden. Det er medlemmer af menigheden, der uddeler brødet og assisterer præsten under altertjenesten.
Hertil kommer så hele den musikalske deltagelse. Synger man ikke med, bliver der ikke nogen sang, og præ- og postludium er menighedssalmer, hvorunder gudstjenestens medvirkende kommer ind eller går ud. Hos os er præ- og postludium blevet til mindre klassiske orgelkoncerter, der har mistet deres processionskarakter.
DEN STØRSTE FORSKEL er måske, at hos os har mange præster glemt, hvad salmerne overhovedet er til for. Salmerne erstatter gudstjenestens faste led og kan derfor ikke vælges efter deres dogmatiske indhold, fordi de er kønne, eller fordi det måske er længe siden, den sidst er blevet sunget – eller hvilke overvejelser den enkelte præst nu gør sig. Gudstjenesten falder fra hinanden, hvis de ikke vælges efter deres oprindelige funktion, og gudstjenesten reduceres til et læseselskab af oldkirkelige tekster med indlagte dogmatiske overvejelser på vers. Ikke underligt, at det kun interesserer de særligt udvalgte. Gudstjenesten som drama er borte.
Vi bliver simpelthen nødt til at reducere antallet af salmer. Dels synger den danske befolkning ikke så meget mere, dels bliver gudstjenesten alt for tung. Vi kunne udmærket ”nøjes” med to eller tre hovedsalmer, indgangs- og udgangssalme og eventuelt en salme efter prædikenen, som det gamle offertorium.
Mellem de to første læsninger kan et eventuelt kor synge en motet, eller der kunne spilles et musikalsk indslag med instrument. Mellem anden og tredje læsning kunne der synges et halleluja – det halleluja, som Luther kaldte englenes evige sang i kirken som optakt til evangelielæsningen.
Endelig kunne man foreslå, at trosbekendelsen blev henlagt til efter præstens prædiken, som Grundtvig ville have det. Det gør man blandt andet i den franske kirke. Derved får prædikenen også en anden karakter. Den løftes ind som det troens mundtlige ord, som bekendelsen er et svar på, og ikke det forfærdelige rod, vi nu har fået, hvor vi bekender troen efter anden læsning. Hvem har dog fundet på det?
Vi bliver nødt til at arbejde med højmessen. Ordningen fra 1992 må ikke blive en sovepude, for den er ikke god nok. Vi kunne passende tage ved lære af vore katolske brødre og søstre. De har virkelig fornyet gudstjenesten med menighedens aktive deltagelse. Hos os er den blevet et rent præsteforetagende.
Hvor er det almindelige præstedømme blevet af hos os? Katolikkerne har gjort noget ved det. Beskæmmende for en luthersk kirke!
Thorkild Schousboe Laursen er tidligere sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad