Når du, Torsten Ringgaard, skriver: er din konklusion forkert.

Jeg er én af dem, der i årevis har kørt op til 35 kilometer hver søndag, for at få en forkyndelse, der var i overensstemmelse med Bibelens klare tale. Jeg har i de sidste 30 år, i årelange perioder, kørt til 4 forskellige kirker, fordi en bibel-tro præster blev afløst af ikke-bibel-tro præst. I alle disse år, har vi været til gudstjeneste i godt besøgte kirker med bibeltro/nej-præster, mens deltagerantallet samtidig faldt markant i de kirker vi forlod, fordi en bibeltro-præst blev afløst af en ikke-bibeltro-præst.

Du har ret i, at vi er opdraget til, at gå i kirke hver søndag, og det vil vi også gerne, men hvis vi ikke kan finde en kirke med en bibeltro præst, bliver vi hellere hjemme! - og det med den bedste samvittighed.

Det er grunden til, at der i gennemsnit er over 5 gange så mange i de kirker der har nej-præster, som i dem, der har ja-præster. Det er ja-præsterne, der skræmmer missionsfolkene væk fra kirkerne.

Ole Techow

Jeg kan ikke se rettere, end det er ganske naturligt, at når missionsfolkene samler sig hos enkelte præster, så vil netop disse gudstjenester blive langt bedre besøgt (i teorien) end alle de steder, hvor de almindelige "ugudelige" præster har gudstjenester - det er jo en koncentration der sker.

At det så slet ikke passer alle steder, er en hel anden sag. Der findes jo rigtig mange præster/kirker som samler mange mennesker på helt almindelige søndage, og hvor der er et rigt sogne- og kirkeliv, men det skrives der ikke så meget om - sensationer og ekstremer er altid mere interessante.

Iøvrigt har jeg da lige siden min barndom i 50-erne set mange eksempler på missionsfolk, som næsten aldrig kom i kirken, fordi de ganske enkelt følte sig så frelste, at de ikke mente det var nødvendigt, og de vel heller ikke brød sig om at være sammen med den almindelige syndige hob.

Ole Techow, du skriver, at det er ja-præsterne, der skræmmer missionsfolket væk fra kirkerne. Begrebet skræmme er forbundet med angst, tænker jeg. Jeg bliver skræmt, når en stor hund med faretruende tænder kommer løbende mod mig. Eller når jeg en vinterdag mister herredømmet over min bil, der skrider ud mod en dyb grøft. Jeg bliver skræmt, fordi jeg ikke mere har kontrollen. Ok, så er spørgsmålet: Bliver missionsfolket virkelig skræmt i mødet med en Ja-præst? Har missionsfolket en forestilling om, at ja-præsten kan frarøve kirkegængeren "livet" med Gud? Hvis det er sådan, så forstår jeg godt angsten. Men det er jo netop her, jeg ser evangeliets vidunderlige budskab, nemlig, at det ikke er mennesket, der skal klamre sig til Gud, men derimod den Almægtige Gud, der løfter og bære os i sin uendelige kærlighed. Sagt på en anden måde, så er det ikke min tro/bibeltroskab, der frelser mig, men derimod den trofaste Gud. Det betyder så i denne situation, at jeg godt kan gå i kirke hos en præst, som anfægter min måde at anskue teologien på. Måske vil det endda være givende, at blive anfægtet. For ud af anfægtelsen, ud af et stort kaos, der træder Skaberen frem, som altid, og så skaber livets Gud en tro på, at det er Ham, der holder hånden om os. Jeg har en tro på, at det er det evangelium mange ja-præsterne gerne vil forkynde. Jeg forstår godt, at det virker skræmmende, angstprovokerende, for ved det evangelium mister jeg så andeles selv herredømmet i mit liv. Men det er så sandelig også befriende, den dag, det så åbenbares for mig, at der, hvor jeg mister herredømmet, der mister livets Gud det aldrig. Man kunne stille spørgsmålet: Er det dybest set angsten, der holder missionsfolket væk fra ja-præsternes forkyndelse, eller er det snarere en selvhøjtidelig foragt for teologer, der udlægger den bibelske forkyndelse anderledes end man er enige om indenfor de missionske rammer?
Venlig hilsen Torsten Ringgaard

Hvad er problemet med en stor hund med faretruende tænder sammenlignet med en såkaldt ja-præst? Hunden kan højst bide mig til døde, men præstens forførelse kan føre mig til evig fortabelse, så jeg mener virkelig det du skriver:

Problemet er jo, at vi ikke "får" evangeliet af en ja-præst, men vi får i stedet for noget "hjemmstrikket ubibelsk vrøvl".

Når jeg stiller det så skarpt op, er det ikke for at være uvenlig, specielt ikke over for dem, der sikkert tror, at de rækker evangeliet, men jeg må fastholde, de er ulve i fåreklæder.

Ole Techow skriver "præstens forførelse kan føre mig til evig fortabelse" og senere skriver Ole T "problemet er jo, at vi ikke får evangeliet af en ja-præst, men vi får i stedet noget hjemmestrikket ubibelsk vrøvl".
Med de ord nærmer vi os kærnen af sagen: nemlig forståelsen af den frelse Gud har skænket os i Jesus Kristus. At Gud har skænket os frelsen i Jesus Kristus kan udlægges på to måder. Meget kort sagt, så kan det på den ene side forstås således, at min frelse er afhængig af min tro på Jesus Kristus. Min modtagelighed har ud fra den synsvinkel afgørende betydning. Den udlægning er i den grad antikristelig, men ganske kærkommen for et menneske, der gerne vil have lidt af æren for frelsen selv, ja måske endda hele æren. På den anden side kan det forstås således, at Gud åbenbare sin frelse, sin kærlighed, gennem Jesus Kristus. Her spiller min modtagelighed ikke den mindste betydning for min evige frelse. Derimod spiller det en jublende rolle i mit daglige liv, at jeg kan se mig modtaget af Gud til alle tider. Den tro vil jeg nødig undvære, skønt jeg ved den kun er mig til glæde her og nu.
Det betyder dybest set, at min frelse ikke beror på mit forhold til Bibelen, men det beror alene på Guds forhold til mig. Sjovt nok syntes jeg ikke bibelen taler om stort andet, når den i sin iver drager mennesket hen mod påsken. Apropos hjemmestrikket, så vil jeg da også mene, at evangeliet netop favner mig med hele mit hjemmestrikkede liv med alle de knuder og "masker der løb af pinden" med dertil følgende store huller her og der og mange vegne. Men sådan er det jo at være menneske. Men hvad gør det, når jeg bare er et menneske i Guds favn.

Det er nu mit indtryk, at det bliver udlagt på mange, mange forskellige måder.

Men som jeg læser Bibelen, får vi skænket frelsen gratis, af Guds nåde, ved at Guds Ord bliver åbenbaret for os af Helligånden, når det prædikes rent og purt i overensstemmelse med Bibelens klare tale (og så skænkes den ligeledes ved nådemidlerne dåb og nadver). Æren tilkommer alene Gud!

Det eneste vi kan få "æren" for, er at afvise Guds tilbud, alts¨at sige nej til Gud.

Jeg er faktisk ikke uenig med dig i - for det er ikke hjemmestrikket ubibelsk vrøvl - men det er helt klart ubibelsk vrøvl at prædike, at homosexuelt ægteskab kan velsignes af Gud.

Venlig hilsen Ole Techow

Ole Techow, du skriver: "Det eneste vi kan få "æren" for, er at afvise Guds tilbud, altså at sige nej til Gud".
Dine ord udtrykker endnu engang sagens kærne. For jeg anser ikke Guds frelse af mennesket som et "tilbud". Jeg anser det som en universiel virkelighed som rummer hver og en uanset menneskets stillingtagen. Den Almægtige Gud samarbejder da ikke med os, når Gud frelser, eller rettere sagt frelste verden. Gud giver og gav sig derimod hen til verden, sådan som verden er. Gud favner og favnede verden, sådan som verden er.