Tja, hvorfor egentligt ikke, når nu der allerede er en hel del andre "mærkværdigheder", som nogen kalder det i en kommentar til artiklen på Det Sociale Netværks Facebookside, på finansloven.

Inddragelse af de pårørende og uddannelse, respektive videreuddannelse af personale lyder jo lige umiddelbart ganske tiltalende. Men specielt når jeg kigger på illustrationen til artiklen, kan jeg spørge mig, hvad de pårørende skal inddrages i, og hvad personalet skal uddannes, respektive videreuddannes, til. Til at blive bedre til at fortælle traumaoverlevere om forlængst modbeviste kemiske ubalancer, forårsaget af endnu ikke fundne defekte gener? Til at blive bedre til at påtvinge de samme traumaoverlevere indtagelsen af kemiske substanser, hvis "anti-"virkning kun slår placebo i forsøg, betalt af producenterne af disse kemiske substanser, og specialdesignet til at sikre et for de kemiske substanser favorabelt resultat, dermed videnskabeligt værdiløs? Til at blive bedre til at indbilde traumaoverleverne, at det er deres egen skyld, hvis de udsættes for diverse retraumatiserende overgreb i form af tvang, de kunne jo bare opføre sig ordentligt og holde deres kæft?...

Jeg er lige p.t. atter en gang vidne til, hvordan systemet systematisk begår overgreb, sanktioneret af særlovgivningen på området, der tilsidesætter alt, hvad der hedder menneskerettigheder, og degraderer psykiatriserede mennesker til deres diagnose. I det her tilfælde drejer det sig om et menneske, der i årevis som FN-medarbejder i nogle af de højeste positioner udstationeret i nogle af verdens mest brandfarlige brændpunkter, såsom Rwanda og Kosovo, har gjort en kæmpeindsats for at skabe fred. Det har givet ikke ubetydelige ar på sjælen. Har den danske psykiatri respekt for det? Personen selv siger, at den "behandling" vedkommende modtager af den danske psykiatri "kan sidestilles med overgreb, voldtægt og tortur". Vedkommendes beskrivelse støttes af FN-specialrapportør Manfred Nowaks udtalelse, at al tvangsbehandling i psykiatrien kan sidestilles med tortur. Imidlertid vælger den danske psykiatri, at tage sådanne udtalelser som "symptom" på "paranoia", og legitimerer derved yderligere overgreb. Skal vi have den slags på finansloven? Er det ikke allerede mere end rigeligt sygt, hvis der afsættes så meget som en 50-øre af satspuljemidlerne til gennemførelsen af tortur her i landet? Hvis der er noget, der burde sættes på finansloven, så er det tvangsfrie alternativer, der anerkender folks livshistorie og respekterer mennesket. Dvs. ikke-psykiatriske, ikke-medicinske hjælpetiltag i stil med finske Åben Dialog. Ja, altså, med mindre Danmark fortsat ønsker, at være et af de mange lande, hvor tortur er på dagsordenen.

Det er da en oprørende historie, du giver os et indblik i. Findes der ikke en mulighed for at få pressen til at gø? Den lyder også usandsynlig, hvis man ser bort fra en række tilfælde med hvide snit, sterilisering af mindrebegavede, eugenik, misrøgt af børnehjemsbørn o.l. bedrifter sundhedsvæsenet har begået tidligere.

Men når man læser omn den slags er det altid til en art fortællertema, der ser det som fortiden og overstået altsammen. Splinten og bjælken.

Du kan også gøre, som Gretelise Holm peger på i "Møgkællinger"! Det vil dog næppe være behageligt for dig (Jer) selv i praksis.

Vi er et lille land med mindre og færre specialisering/specialister end mange steder i udlandet. Så man erstatter måske den manglende kunnen med autoritet. Evt. kunne en mere fredelig løsning være selv at finde denne viden, og tvinge den ind i bevidstheden hos de relevante specialister.

For mennesker, der aldrig har oplevet det psykiatriske system direkte, indefra, må det nærmest lyde usandsynligt, ja, at den slags foregår i vores land (og ikke bare i vores, men overalt i verdenen) og i vores dage. Selv om jeg aldrig har haft den store fidus til psykiatrien, specielt ikke efter jeg har sat mig grundigt ind i faget og dets, stort set ikke-eksisterende, videnskabelige grundlag, og også har hørt et utal mennesker fortælle om deres erfaringer i og med systemet, må jeg sige, at jeg blev overrasket og forfærdet over det mål af ringeagt og mangel på empati og forståelse for mennesker i dybe emotionelle kriser, jeg stødte på, da jeg for første gang kom i direkte kontakt med psykiatrisk personale, især lægerne. Mangt og meget havde jeg regnet med, men ikke en så udpræget - ja, forhærdethed. Man kunne godt blive til en møgkælling, ingen tvivl, når man ser et andet menneske blive udsat for systematiske overgreb, gennemført i hjælpens navn og med loven, den om anvendelse af tvang i psykiatrien, i hånden, mens ens egne hænder er bundet mht. at stoppe torturen med lovlige tiltag, og alle ens bøn falder på døve ører hos de selvbestaltede "eksperter".

Vi er et lille land, ja, og man kunne nemt komme til at tro, at den måde, vores psykiatriske system behandler mennesker på, skyldes mangel på ekspertise. Det er dog ikke tilfældet. Den danske psykiatri orienterer sig i stor omfang ved den US-amerikanske, og er dermed ganske up to date med sin medikalisering af livsproblemer. Fortællingen om defekte gener og ubalancer i hjernekemien, der iøvrigt står i direkte forbindelse med fortidens eugeniske teorier, har sin oprindelse i det tætte samarbejde, den US-amerikanske psykiatri indgik med medicinalindustrien tilbage i 1970erne. Sidenhen har denne fortælling, takket være massiv propaganda, fundet vej ind i nærmest undtagelsesløst alle verdenslandes diskurs, og fortrængt ethvert andet syn på sagen. Med få undtagelser, som Vestlapland f.eks.. Men bare fordi fortællingen i størsteparten af verdenen i dag officielt er anerkendt som værende sand, er den det ikke nødvendigvis. Således fortæller psykiatriens egen forskning, som det indtil for ganske kort tid siden er lykkedes psykiatrien at holde godt skjult for offentligheden, en helt anden historie, end den om genetisk betingede hjernesygdomme, der ikke baserer sig på mere videnskab, end middelalderens fortællinger om dæmonbesættelse.

Tvang og bevidsthed udelukker hinanden. Man kan ikke tvinge nogen til at have indsigt, selv om det er, hvad psykiatrien prøver på at gøre, gang på gang igen. Et menneske, hvis sjæl er blevet knækket, kan ikke opnå bevidsthed. Og tvang knækker sjælen. Men man kan jo håbe på, at udbredelsen af kendskab til psykiatriens egne forskningsresultater med tiden kan få offentligheden til at vågne op, og politikerne til at afstå fra, at sætte det rene opspind på finansloven.

Marian B. Goldstein skrev:

Det lyder nærmest som kvaksalveri. Nu har jeg selv oplevet en person, der skulle have ungdomspsykiatrisk behandling. Straks ved mødet viste det sig, at der var ca. 2 mdr. ventetid. Men så fik lægen den ide at køre forbi patienten på vej hjem fra arbejde. Altså uden for arbejdstiden. Så dermed blev vedkommende behandlet 8 uger før systemets egne normer. Det er svært i den historie at finde en kold og pengefikseret psykiatriker, omend jeg holder vedkommende anonym for ikke at give ham problemer med andre kolleger af en anden holdning.

Derudover kender jeg personligt en psykiatrisk overlæge (stadig for unge) der bestemt INGEN veneration eller økonomisk eller faglig ærbødighed har over for medikamenter. Uanset de måtte være understøttet af pengestærke interesser.

Så for i det mindste nogen i behandlingssystemet findes der andre og menneskelige prioriteringer. Ikke kun effektivisering, penge og modernitet.

Kunne I f.eks. prøve andre muligheder? Fikse en midlertidig addresse og så komme til behandling andetsteds?

Marian B. Goldstein skrev:

Det lyder nærmest som kvaksalveri. Nu har jeg selv oplevet en person, der skulle have ungdomspsykiatrisk behandling. Straks ved mødet viste det sig, at der var ca. 2 mdr. ventetid. Men så fik lægen den ide at køre forbi patienten på vej hjem fra arbejde. Altså uden for arbejdstiden. Så dermed blev vedkommende behandlet 8 uger før systemets egne normer. Det er svært i den historie at finde en kold og pengefikseret psykiatriker, omend jeg holder vedkommende anonym for ikke at give ham problemer med andre kolleger af en anden holdning.

Derudover kender jeg personligt en psykiatrisk overlæge (stadig for unge) der bestemt INGEN veneration eller økonomisk eller faglig ærbødighed har over for medikamenter. Uanset de måtte være understøttet af pengestærke interesser.

Så for i det mindste nogen i behandlingssystemet findes der andre og menneskelige prioriteringer. Ikke kun effektivisering, penge og modernitet.

Kunne I f.eks. prøve andre muligheder? Fikse en midlertidig addresse og så komme til behandling andetsteds?

Det triste er, at det offentlige i DK ikke tilbyder virkelig hjælp til traumaoverlevere. Bispebjerg har en såkaldt "Psykiatrisk traumeklinik for flygtninge". Der tilbydes 30 sessions med dels psykolog og dels læge (= piller). Psykologtimerne sigter alene mod, at man lærer at leve med sine traumer: "Målet er ikke helbredelse, idet der næsten altid er tale om patienter med kroniske lidelser." Det ser man lidt anderledes i Holland, hvor traumaoverlevere tilbydes terapiforløb på ca. 3 1/2 års varighed, med 2 timers terapi ugentligt, og i Tyskland, hvor man immervæk får 100 terapitimer betalt af sygesikringen. Ved en så kompleks reaktion på traumer, at den kan fejldiagnosticeres som "paranoid skizofreni", er 30 sessions, af hvilke en del oven i købet på forhånd er beregnet til intet andet, end ordination af ulykkespiller (og det, der er værre), en dråbe på en varm sten. En sådan tilgang kan faktisk gøre ondt værre, hvis man får rørt op i de traumatiske begivenheder, uden at de når at blive tilstrækkeligt bearbejdet, fordi tiden er løbet ud. Men ja, på den måde får man da med sikkerhed skabt nogle flere kroniske patienter = livslange konsumenter af medicinalindustriens produkt.

Derudover findes der traumeproblematiker, der er tilpas komplekse, at personen ikke engang kan se i øjnene at være traumatiseret, for ikke at tale om, at specificere traumerne, uden at der forudgående er skabt rammer omkring personen, der lader vedkommende føle sig 150% tryg. Til denne gruppe mennesker findes der ingen tilbud i det offentlige system overhovedet. Det er netop denne gruppe mennesker, der igen og igen havner på den lukkede, det mest utrygge sted i verdenen for et traumatiseret menneske. I det nævnte, konkrete tilfælde var det lige ved at lykkes, at skabe nogle trygge rammer, mod alle odds, da kommunal bureaukrati lavede os en stor fed streg gennem regningen. Med besked om, at vi jo for længst kunne have kylet personen ud på gaden, eller fået vedkommende afleveret på den lukkede.

Undtagelser findes der uden tvivl. Søren Hertz f.eks., på børne- og ungeområdet. Spørgsmålet er dog, hvorvidt f.eks. en Søren Hertz egentligt har de medicinske, psykiatriske briller på, når han ser visse adfærdsmønstre mere som et symptom på dysfunktionelle interpersonelle relationer, end på en eller anden alene individet iboende patologi. Den mest udprægede grad af menneskeforagt observerer jeg hos dem, der i ramme alvor og med professionel autoritet definerer andre som værende sindssyge, og, på trods af talrige modstridende beviser, urokkeligt holder fast i, at denne sindssyge repræsenterer en fejlfunktion i individets hjerne, forårsaget af defekte gener. Og det er, hvad psykiatrien, den danske såvel som den internationale, grundlæggende står for.