Freden opnås på gaden

Kristeligt Dagblad møder de tre ildsjæle i en lejlighed på Nørrebro i København, som den selvbestaltede komité Peres’ Fredscenters Danske Venner har lånt til dem. Det er også venskabskomiteen, der har inviteret dem til Danmark for at mødes med politikere, religiøse ledere og universitetsstuderende.

Mens de tre får sig en lokal shawarma med hummus i en pause i deres travle program, fortæller de om deres indsats og kommenterer Abbas’ aktion i New York – det sidste med deres personlige holdninger, da centret er en ikkepolitisk, nonprofit-organisation.

”Jeg ser gerne en palæstinensisk stat, men jeg tror ikke, at en anerkendelse i FN gør den store forskel. Jeg forstår hans ønske om at forsøge noget, da fredsprocessen er gået helt i stå. Men det er svært at sige lige nu. Freden skal ske nedefra, fra folket,” siger Keren Stern, der har en uddannelse i konfliktløsning og arbejder i centerets afdeling for eksterne relationer.

Sulaiman Khatib forstår måske endnu bedre Abbas.

Han bor i Ramallah og kender til palæstinensernes frustrationer. Han har været fængslet, fordi han tog sagen i egen hånd med vold.

Han blev klogere og var med til at etablere Al Quds Association for Democracy and Dialogue (Al Quds Forening for Demokrati og Dialog), der står for sportsprojekter mellem unge israelere og palæstinensere, siden 2004 i samarbejde med Peres Center for Fred.

”Jeg synes, at det er et godt skridt. Det kan være med til at ændre spillets regler, men det vil ikke bringe os frihed og uafhængighed i den nærmeste fremtid,” siger Sulaiman Khatib.

Han mener, at flertallet af palæstinenserne ikke handler ideologisk, men ser på konflikten følelsesmæssigt. Derfor gør hans indsats en forskel, fordi den ifølge Sulaiman Khatib ændrer synet på den anden part, et syn præget af fortvivlelse, had og frustrationer.

”Jeg møder forældre fra landsbyer og flygtningelejre, og de fleste ønsker en bedre fremtid. De stoler på os og ser en mulighed for, at deres børn ikke ender i samme onde cirkel som de selv,” siger Sulaiman Khatib.

Han møder ofte kritik af sit arbejde, både i familien og ude i verden. Hans egen bror mener, at man skulle vente med at blive venner med israelerne, indtil en fredsaftale ligger fast, mens andre beskylder ham for at normalisere forholdet til israelerne. Sulaiman Khatib peger på den arabiske kultur som en afgørende forhindring på vejen til fred med israelerne.

”Der bør også ske store forandringer indefra,” mener han.

Også blandt israelerne er der skepsis over for meningen med deres indsats, fortæller Shahar Elyakim:

”Vi tager børnene med på museer, sætter dem sammen med kendte sportsfolk, lader dem smage hinandens mad og viser dem havet, som mange aldrig har set. Børnene er stærkt påvirkede af følelser, deres familie og det, de ser i medierne. Vi viser dem en anden virkelighed. Sport bliver deres fælles sprog. De lærer at løse problemer på sportsbanen. De lærer sportens værdier om respekt for hinanden og om, at hårdt slid fører til resultater. Vi håber, at den inspiration og glæde, vi giver dem, vokser og fører til forandring,” siger Shahar Elya-kim.

Keren Stern supplerer:

”Vi arbejder ikke for fredsprocessen, men forbereder folk på den fred, der forhåbentlig kommer. En fredsaftale på papir betyder ikke, at alt er godt. Og bare fordi fredsprocessen er gået i stå, betyder det ikke, at vi ikke har succes. Vi kan se, at vores arbejde virker,” siger hun.

krasnik@k.dk