Dr.phil. Gunnar Viby Mogensen, der har udgivet bogen ”Det Danske Velfærdssamfunds Historie”, finder også debatten om ulighed misvisende.

”Uligheden i det danske samfund steg fra begyndelsen af 1990’erne. Det skyldes først og fremmest, at man begyndte at indregne gevinster fra værdipapirer og indtægter fra fast ejendom i beregningerne af den såkaldte gini-koefficient. Det har betydet, at uligheden er vokset i perioder med stigende ejendomspriser og stigende aktiekurser. Derfor har vi set, at uligheden er vokset frem til 2008, hvor finanskrisen indtraf. Men faldet i uligheden gør det ikke lettere at afskaffe fattigdom, for økonomisk fattigdom og ulighed er to forskellige ting,” siger Gunnar Viby Mogensen, som understreger, at Danmark er det mest lige samfund i verden.

Chefanalytiker Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anerkender, at uligheden faldt i 2009.

”Niveauet for ulighed i 2008 var det højeste i mange år, og uligheden faldt året efter blandt andet grund af krisen på aktiemarkedet. Men samtidig viser tallene, at der er blevet flere fattige,” siger Jonas Schytz Juul.

Han henviser til tal fra Finansministeriet, som viser, at antallet af fattige danskere, der må leve for under halvdelen af den såkaldte medianindkomst – altså det beløb, som den ene halvdel af danskerne tjener over, og den anden halvdel af danskerne tjener under – er vokset fra 4,07 procent af befolkningen i 2001 til 6,04 procent i 2009.

Den tidligere socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft afviser også kritikken. Han fremhæver, at den faldende ulighed kommer efter en årrække med voksende forskel på rig og fattig.

”Derfor er det kun den halve sandhed, at uligheden bliver mindre. Under valgkampen har vi haft fokus på de grupper, der må leve i fattigdom på grund af de lavere sociale ydelser. Det er nok så meget her, vi mener, at den foregående regering har forsømt at gøre en indsats eller måske direkte er årsag til stigende fattigdom,” siger Mogens Lykketoft.