Når det alligevel er vigtigt at forholde sig skeptisk til det forslag fra det private kirkeretsselskab, der nu foreligger, skyldes det ikke forslagets egentlige substans. Derimod bør man være skeptisk over for den politiske virkelighed, der har gjort det og sagen aktuel.

Partierne bag den kommende regering har ikke ytret ønske om en kirkeforfatning, fordi de ønsker en friere og stærkere kirke. Den nye dagsorden presses igennem af en ambition om at reducere folkekirkens berøringspunkter til staten. Det er den store sekularisering – afkristning – der er drivende kraft.

Båndet til staten skal løsnes, fordi det strider imod den rettigheds- og lighedstænkning, der præger den kommende regering. Folkekirkens privilegerede plads i det danske samfund anser mange på den politiske venstrefløj som en urimelighed over for især det muslimske mindretal. Hvordan kan man i en moderne verden give et bestemt trossamfund fortrinsret, lyder det ofte i debatten, selvom Danmark er et af de lande, hvor der diskrimineres mindst mod anderledes troende.

Hvor det ikke forholdt sig sådan for 20 år siden, da diskussionen blev rejst af debatbogen ”Kirkens mund og mæle”, går man med ønsket om en kirkeforfatning i dag et særligt politisk ærinde, også uagtet at mange, der taler for en kirkeforfatning, gør det med de bedste intentioner.

En forfatning til kirken vil med de ændrede politiske positioner være en forberedelse til en øget adskillelse af stat og kirke. Det er ikke tilfældigt, at den nye regering efter alt at dømme også vil svække folkeskolens undervisning i kristendom og gøre faget til et bredere religionsfag. Politikernes mål med en kirkeforfatning er en ligestilling, der svækker folkekirkens og kristendommens position i Danmark. Det er sagens politiske substans. bjer