Følelser for den forkerte

Dermed bliver Stine Stengade ikke for alvor til forestillingens stærke centrum, som det vel egentlig er meningen, at Anna Karenina skal være. Hun fremstår en smule forkælet, en overklassefrue, der vel keder sig en hel del i sit ægteskab. Og da hun så endelig kommer væk hjemmefra og bliver bejlet til af en smuk officer, i en hvid uniform til og med, kan hun ikke modstå fristelsen. Anna ender med at fremstå som en kvinde, der tager og tærer, men aldrig rigtig giver lige så meget igen.

Annas bror Stefan og svigerinden Dasja har også en hel del at slås med – det vil sige hans affærer og hendes bitre drag om munden over at skulle finde sig i det. Laura Bro er voldsomt vred som hustruen og husmoderen, der bliver mere og mere kedelig og rasende i takt med at Mads M. Nielsen som hendes letsindige og temmelig egoistiske mand mere og mere lever sit eget liv. Desværre for hende er han ret så underholdende og ikke så lidt charmerende, selv i sin accelererende vodkabrandert.

Heldigvis er der også en lykkelig kærlighedshistorie i forestillingen. Det afsluttende ægteskab mellem unge Kitty, der i starten af forestillingen bliver slået fuldstændig ud, da Anna tager Vronskij fra hende, og Levin, der tidligere har forsøgt at fri til hende, men har fået et noget forhastet afslag. Her har vi de stabile følelser, mennesker der tror på det projekt, de har sagt ja til ved at gifte sig, og som dermed også nok skal lykkes dem. Karin Bang Heinemeier og Rasmus Hammerich er søde, dejlige og på deres egne måder bundsolide som parret, der overvinder alt og får hinanden. Fordi de vil hinanden.

I Armin Petras’ dramatisering af Tolstojs klassiker får vi et ret litterært teaterstykke. Skuespillerne italesætter simpelthen både deres refleksioner, forfatterens analyse og beskrivelse. De nærmest læser op af romanen som kommentarer til deres ageren og replikker. Det bliver meget teateragtigt, men også meget ægte Tolstoj. Det kræver lidt tilvænning at få tingene forklaret, samtidig med at vi også ser dem – på vores måde. Men i længden får det en inciterende virkning på én, der især sætter sig igennem efter pausen.

Grebet om hjertet og den inderste følelse blev jeg aldrig af denne ”Anna Karenina”. Kun når vi ser Jens Jacob Tychsens Karenin sidde alene og sorgfuld tilbage i det store palads. Eller allermest når han er sin egen og Annas lille søn, dagen før sin fødselsdag. Fuld af savn over den mor, der er rejst fra ham. Loyal og øm over for den far, der ikke ved, hvad han skal stille op – hverken med sig selv eller sin søn.

”Anna Karenina”. Af Armin Petras efter Leo Tolstojs roman. Oversættelse: Helge Bille. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Nikolaj Spangaa. Betty Nansen Teatret. Indtil den 30. oktober.