Flere kirkelige organisationer offentliggør ikke aktuelle regnskaber på nettet trods pligten til økonomisk åbenhed.
- Colourbox.
Tobias Stern Johansen |
28. september 2011
Flere end 30 kirkelige medlemmer af brancheorganisationen ISOBRO offentliggør ikke aktuelle regnskaber på nettet trods pligten til økonomisk åbenhed. ISOBRO vil skærpe retningslinjer
Selvom adskillige kirkelige organisationer har skrevet under på, at de vil offentliggøre deres regnskaber, er det umuligt at opstøve aktuelle tal på internettet.
LÆS OGSÅ: Kirkelige virksomheder glemmer regnskaberKristeligt Dagblad har gennemgået hjemmesiderne for de cirka 100 kirkelige organisationer, der er medlemmer af paraplyorganisationen ISOBRO. Medlemmerne har forpligtet sig til at følge ISOBRO’s etiske retningslinjer, hvori der står, at ”en selvstændig årsrapport/et selvstændigt årsregnskab (...) skal være offentligt tilgængelig(t).”
Men flere end 30 kirkelige medlemmer har enten kun forældede regnskaber liggende eller gør slet ikke regnskaber offentligt tilgængelige på internettet. Ifølge juraeksperter lever de kirkelige organisationer dermed ikke op til de etiske retningslinjer, de har forpligtet sig til at følge.
ISOBRO’s generalsekretær Robert Hinnerskov vil rejse sagen for ISOBRO’s etik- og lovudvalg med henblik på at skærpe retningslinjerne.
”Jeg kan godt se, at man kan være i tvivl om, hvordan man skal forstå offentlig tilgængelighed. Vi er ikke klare nok på at kommunikere til vores medlemmer, hvorledes det skal gøres. Hvis det opfattes som, at regnskab ligger på hjemmesiden, bør det klargøres. Vi vil gerne se på, hvorledes det kan gøres klarere i vores etiske retningslinjer,” siger han.
Ifølge Robert Hinnerskov skal ”offentlig tilgængelighed” traditionelt forstås sådan, at regnskabet enten ligger på hjemmesiden eller bliver sendt med posten, hvis man beder om det.
”Men jeg opfatter det efterhånden som normalt, at det er tilgængeligt på hjemmesiden. Udfordringen ligger derfor på vores bord,” understreger han.
ISOBRO gør klogt i at skærpe sine retningslinjer, mener revisor, ph.d. og lektor ved Handelshøjskolen i København (CBS) Jens Kristian Elkjær-Larsen. Som Kristeligt Dagblad skrev forleden, advarer han og andre juraeksperter mod at sætte sin troværdighed over styr ved at putte regnskaberne.
”Det er ikke nok at sige, at man kan ringe til organisationerne og bede om dem. Som moderne virksomhed i 2011 fremlægger man sine tal. Regnskaberne er der jo, så det er kun et spørgsmål, om man vil være halvåben eller helt åben omkring dem. Og de har værktøjerne, såsom deres hjemmesider, til at få dem ud,” siger han.
Eksempelvis oplyser Folkekirkens Mision, Kirkernes Integrations Tjeneste, KLF, Kirke og Medier og den kristne børne- og ungdomsbevægelse KFUM og KFUK ingen tal for økonomien på deres hjemmesider.
Jurist og formand for Selskab for Kirkeret Peter Christensen betoner, at adskillige ISOBRO-medlemmer lever af offentlige penge og private bidrag:
”Når pengene kommer dels fra offentlige midler og dels fra indsamlinger, hvilket vil sige fra os alle sammen, så er det afgørende at have en åben økonomi. Som organisation bør man i hvert fald lægge nogle hovedtal ud på sin hjemmeside.”
Desuden er ISOBRO grundlagt blandt andet for at sikre, at organisationerne er så økonomisk ansvarlige som muligt, påpeger kirkekonsulent og ph.d. Mogens S. Mogensen.
”Man skal appellere stærkt til alle medlemmerne om at offentliggøre deres regnskaber på hjemmesiderne. Virkeligheden i dag er, at det sted, man søger efter information, er på nettet. For at ingen skal være i tvivl om, hvordan pengene er blevet brugt i en organisation, kan det kun være i ISOBRO-medlemmernes egen interesse, at det sker,” siger han.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad