Den største fattigdom er at være uønsket

Det er rigtigt, at danske unge generelt har ”alle forudsætninger for et godt liv”, som Mads Lundby Hansen mener. Det gælder bare ikke alle. De unge, vi møder i regi af Kofoeds Skoles Ungdomsboliger, kommer med problemer som massivt omsorgssvigt, mangel på et positivt socialt netværk, psykiske problemer, misbrug, kriminalitet, gæld og ingen eller dårlige erfaringer med uddannelse og arbejdsmarked. Dette er langtfra gode forudsætninger for at få et godt liv – vel nærmest det modsatte.

Kernen i problematikken er næppe størrelsen på overførselsindkomsterne eller mangel på incitamenter til at komme ud på arbejdsmarkedet. Problemet er snarere, at et stigende antal unge føler sig uønskede i samfundet og ikke ser sig selv som en del af fællesskabet. De mister troen på egne muligheder, og det bringer dem i højrisiko for at ende som socialt udstødte.

Derfor er der faktisk al mulig grund til at tage udmeldingerne fra væresteder og andre professionelle miljøer alvorligt, selvom dokumentationen måske lader noget tilbage at ønske. For stikker vi hovedet i busken over for denne udfordring, vedbliver mange af disse unge med at være en udgift for samfundet – måske resten af deres liv. Det vil ganske enkelt være dårligt købmandskab at lade stå til.

Jeg vil gerne opfordre Mads Lundbye Hansen og Cepos til at regne på samfundets omkostninger ved at have et menneske på en livslang overførselsindkomst med lejlighedsvise ophold i psykiatri- og fængselsvæsen. Denne udregning kunne så sidestilles med prisen på at skabe en koordineret indsats, der har potentiale for at bringe udstødelsestruede unge tilbage på et spor, der har retning mod arbejdsmarkedet.

Den største fattigdom i et velfærdssamfund er at være uønsket.

Birger Mosholt er afdelingsleder ved Kofoeds Skoles Ungdomsboliger