Birger Mosholt |
28. september 2011
Et stigende antal unge føler sig uønskede i samfundet og ser ikke sig selv som en del af fællesskabet. De mister troen på egne muligheder, og det bringer dem i højrisiko for at ende som socialt udstødte. Det skriver Birger Mosholt, der er afdelingsleder ved Kofoeds Skoles Ungdomsboliger
I Kristeligt Dagblad kan man den
19. september læse, at Kirkens Korshær og Landsforeningen af væresteder oplever, at et stigende antal unge mellem 18 og 25 bruger varmestuer og væresteder.
LÆS OGSÅ: Det er alt for tidligt, de ender på varmestuen
Denne tendens genkender Kofoeds Skoles Ungdomsboliger. Kofoeds Skoles Ungdomsboliger er et botilbud til socialt udsatte og hjemløse unge efter servicelovens paragraf 110 og paragraf 85. På Amager råder vi over 35 boliger til unge mellem 18 og 29 år. Vi får stort set dagligt henvendelser om akuthjælp, som vi må afslå på grund af fuld belægning. Dette billede er nyt. Indtil for et par år siden havde vi en gennemgående belægningsprocent på omkring 80.
I artiklen i Kristeligt Dagblad efterspørger Mads Lundby Hansen fra Cepos valid dokumentation for udviklingen på området. Jeg vil her gøre opmærksom på, at den mest gennemgående undersøgelse af hjemløseområdet herhjemme, Hjemløshed i Danmark 2009, som er udarbejdet af SFI, redegør for, at der er ret store mørketal omkring hjemløse og socialt udsatte unge. En af årsagerne er, at udsatte unge ikke opsøger offentlige eller private hjælpeinstanser, før det er sidste udvej.
At komme på et herberg eller i en varmestue er hverken hipt eller smart. De unge kommer først til disse steder, når alle andre muligheder er opbrugt.
Det er rigtigt, at danske unge generelt har ”alle forudsætninger for et godt liv”, som Mads Lundby Hansen mener. Det gælder bare ikke alle. De unge, vi møder i regi af Kofoeds Skoles Ungdomsboliger, kommer med problemer som massivt omsorgssvigt, mangel på et positivt socialt netværk, psykiske problemer, misbrug, kriminalitet, gæld og ingen eller dårlige erfaringer med uddannelse og arbejdsmarked. Dette er langtfra gode forudsætninger for at få et godt liv – vel nærmest det modsatte.
Kernen i problematikken er næppe størrelsen på overførselsindkomsterne eller mangel på incitamenter til at komme ud på arbejdsmarkedet. Problemet er snarere, at et stigende antal unge føler sig uønskede i samfundet og ikke ser sig selv som en del af fællesskabet. De mister troen på egne muligheder, og det bringer dem i højrisiko for at ende som socialt udstødte.
Derfor er der faktisk al mulig grund til at tage udmeldingerne fra væresteder og andre professionelle miljøer alvorligt, selvom dokumentationen måske lader noget tilbage at ønske. For stikker vi hovedet i busken over for denne udfordring, vedbliver mange af disse unge med at være en udgift for samfundet – måske resten af deres liv. Det vil ganske enkelt være dårligt købmandskab at lade stå til.
Jeg vil gerne opfordre Mads Lundbye Hansen og Cepos til at regne på samfundets omkostninger ved at have et menneske på en livslang overførselsindkomst med lejlighedsvise ophold i psykiatri- og fængselsvæsen. Denne udregning kunne så sidestilles med prisen på at skabe en koordineret indsats, der har potentiale for at bringe udstødelsestruede unge tilbage på et spor, der har retning mod arbejdsmarkedet.
Den største fattigdom i et velfærdssamfund er at være uønsket.
Birger Mosholt er afdelingsleder ved Kofoeds Skoles Ungdomsboliger
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad