Mens vi venter på asyl

”Det er mange problematikker under samme tag,” siger Peter Engholm Jensen, der er afdelingsleder på centeret. Det kan til tider gøre arbejdet meget hårdt og kræver ifølge Peter Engholm Jensen en stor indsats fra personalet, der derfor både består af læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt pædagoger og psykologer. Der er personale døgnet rundt og beboerne er yderligere sat sammen med en kontaktperson, som de kan gå til, hvis de har problemer i løbet af dagen.

En del omsorgsbeboere har ifølge Peter Enghom Jensen opholdt sig i asylsystemet i lang tid, før de kommer til Kongelunden. Det er nemlig ofte ventetiden i systemet, der er årsag til, at de kommer til omsorgscenteret:

”En relativ lang opholdstid i asylsystemet kan medføre stor usikkerhed om fremtiden, hvilket ofte resulterer i, at ansøgernes problemer bliver yderligere forstærket og for nogen i en sådan grad, at de får behov for en omsorgsplads,” siger han og tilføjer, at beboerne ofte har været i asylsystemet i samlet to til tre år, før de kommer til Kongelunden.

”I øjeblikket har vi også flere, der har været i systemet i fire til fem år samt en familie, der har været her i 10 år,” siger han.

”Vi har sjældent nogen, der er her under ét år.”

I den tid lever beboerne i små lejligheder, hvor de fleste både har eget køkken og bad. Der er dog også et fælles køkken på centeret til fri benyttelse samt et vaskeri og udendørsarealer, hvor det blandt andet er muligt at spille fodbold. For de yngre beboere er der også legeredskaber og andre aktiviteter i centerets børnehave og fritidsordning.

Derudover har centeret installeret fjernsyn i receptionen og i tv-stuen, hvor beboerne kan tage plads sofaen og følge med i nyhederne over en kop kaffe.

Til hverdag sidder beboerne dog ikke blot og ser fjernsyn. Her er de i sprogskole to gange om ugen samt i aktivering eller praktik. Nogle gør rent, mens andre ligesom Remzi Batjioni arbejder i centerets basar - et lille lokale indrettet med fyldte tøjstativer og skohylder samt alverdens legetøj på reolerne langs den ene væg.
Her tager den 60-årige albaner godt imod folk, der kommer forbi basaren, hilser pænt og spørger om, der er noget, der kunne friste.

Remzi Batjioni har været meget igennem, siden han første gang flygtede til Danmark i 1999. Dengang kom han til landet sammen med sin kone, børn og børnebørn på grund af krigen i Kosovo. Efter et lille år på et asylcenter i Odense valgte familien dog at tage tilbage til hjemlandet i håb om, at der nu var fred. Da det ikke var tilfældet, søgte familien atter om asyl i Danmark, og siden 2004 har de opholdt sig på mange forskellige centre rundt i landet, før Remzi Batjioni, konen og deres barnebarn i januar 2009 kom til Omsorgscenter Kongelunden, der blandt andet også tager sig af ledsagede mindreårige asylansøgere som Remzi Batjionis barnebarn.

Kort efter ankomsten døde hans kone af et hjertestop, og nu bor han alene med barnebarnet, der er opkaldt efter sin farfar og dermed også bærer navnet Remzi Batjioni. Det betyder meget for den 60-årige farfar, at drengen kan blive i Danmark og en få en god uddannelse. Og tanken om, at de begge kan blive sendt tilbage til Kosovo, gør ham vred og frustreret.

”I Kosovo er der mange problemer. Han skal ikke tilbage i skolen der - han ville skulle starte forfra,” siger han.

Afdelingsleder Peter Engholm Jensen oplever, at det påvirker asylansøgerne, at de ikke selv kan styre, hvad der skal ske med dem:

”Noget af det hårdeste for beboerne er ikke at kende deres fremtid og ikke kunne handle i egen situation,” forklarer han.
I sine 20 år har på centeret har han mærket, hvordan beboerne kan blive frustrerede over den manglende afklaring på deres situation:

”Hele spørgsmålet om, hvorvidt de kan blive eller skal rejse hjem, påvirker dem meget og kan blive en stressfaktor for dem,” siger han.

Hen på eftermiddagen dukker Remzi Batjionis barnebarn også selv op i basaren efter at have været i skole. Centerets børn går enten på Røde Kors’ skole i Lynge eller i almindelig folkeskole.

Da familien første gang kom til Danmark var det nu 13-årige barnebarn meget lille, og på trods af hans unge alder kan antallet af asylcentre, han i dag har boet på, tælles på to hænder.

Ligesom sin farfar er han også glad for centeret samt de aktiviteter, de unge bliver tilbudt. I fritidsordningen går han i drengeklub, kan spille computerspil og dyrke sport. Og på nogle hverdage kommer unge frivillige og laver aktiviteter med de unge, som for eksempel sport eller udflugter til tivoli eller biografen.

Det har dog også været svært og udfordrende for ham at bo et sted, hvor folk hele tiden kommer og går:

”Det er svært at få venner her. Min første ven fik ophold. Så var jeg venner med nogle sigøjnere og serbere, der også fik ophold, og så med en albaner, der blev sendt tilbage, hvilket var ret nederen. Det er surt, når dem, man holder af, flytter,” siger det 13-årige barnebarn.

Han tilføjer dog, at han selvfølgelig også bliver glad på folks vegne, når de får opholdstilladelse.

”Især hvis det er nogen, man kender, bliver man glad på deres vegne. Og så kan man ikke lade være med at tænke, at det måske er en selv, der er den næste, der enten skal flytte eller få ophold.”


Fakta omCenter Kongelunden
Center Kongelunden er et specialcenter for asylansøgere med behov for ekstra og særlig omsorg. Det kan for eksempel være psykisk sårbare, handicappede eller forældre, der ikke kan tage sig af deres egne børn.
Centeret har egen sundhedsklinik med læger og sygeplejersker, og derudover er der også ansat psykologer, fysioterapeuter, pædagoger og social- og sundhedsassistenter på grund af centerets særlige beboergruppe.
En stor del af centerets beboere er også børn, som enten går på Røde Kors skolen i Lynge eller på lokale folkeskoler. Derudover laver frivillige en række aktiviteter for de unge på centeret.

Også de voksne beboere får undervisning i dansk på centeret og bliver enten sat i aktiveringsarbejde eller praktik et bestemt antal timer om ugen.

I praksis har mange beboere på omsorgsplads på Kongelunden samlet set opholdt sig i op til to til tre år i asylsystemet, og det er sjældent, at en beboer har et samlet ophold på under et år.