Gudstjenesten er blevet for intellektuel. Såden skriver Thorkild Schousboe Laursen i en kronik her i avisen den 26. september og siger, at han godt forstår, at en stor del af den danske befolkning indskrænker gudstjenestedeltagelse til de store begivenheder i menneskelivet eller de store højtider.

LÆS OGSÅ:Flertal: Folkeskolen skal droppe kristendomskundskab

Som jeg forstår kronikken, mener Laursen, at det skyldes, at gudstjenesten er blevet et rent præsteforetagende – at menigheden er for lidt aktiv. Han sammenligner med den katolske messe i Frankrig, hvor medlemmer af menigheden i mangel af organist og kirkesanger ofte leder salmesangen og læser nogle tekster.

For mig er søndagsgudstjenesten en stjernestund, som jeg hver uge ser frem til med forventning og glæde, og jeg ville da også ønske, at fremmødet var noget større, at flere mennesker fik den samme glæde søndag efter søndag. Glæden over ritualerne, evangeliet, epistlerne, bønnerne, velsignelsen, dåb og nadver – og ikke mindst vore dejlige salmer, der jo uddyber og forklarer søndagens tekster.

Prædiken opfatter jeg som præstens måde at forklare menigheden, hvad teksterne siger – og den skal høres af ung og gammel, enfoldig og lærd, glad og trist, ja, alle mulige forskellige mennesker, og det kan ikke lykkes lige godt hver gang!

Messen i Frankrig kender jeg ikke, men jeg kan ikke forestille mig andet end, at man inden hver messe må aftale med det enkelte menighedsmedlem, om han eller hun vil være ”forsanger” eller ”oplæser” – altså at det er nogle få udvalgte, der får den henvendelse eller mulighed.