Anders Ellebæk Madsen |
29. september 2011
En ny regering må støtte rettigheder til konkrete mennesker
Præsten Yousef Nadarkhabni sidder fængslet i Iran. Hans forbrydelse er, at han er kristen. To gange har han afvist at trække sin bekendelse til kristendommen tilbage, og ifølge iransk lov venter der ham en dødsdom, hvis han gør det samme tredje gang, han bliver spurgt.
LÆS OGSÅ: Iransk præst dødsdømt for at forlade Islam
Det er på den baggrund, at landets præsident, Ahmadinejad, besteg FN’s talerstol i torsdags. I øjeblikket slår despoten sine egne rekorder i mishandling af anderledestænkende, lyder det fra Paul Marshall, en af verdens førende forskere i religionsfrihed. Og det er ikke kun kristne, der rammes. Tilhængere af den mindre Bahai-tro lider endnu mere, ligesom både politiske og seksuelle minoriteter forfølges.
Desværre er det ikke kun i Iran, den er gal. I dagens Kristeligt Dagblad kan man også læse historien om de kristne kvinder, der kidnappes og tvangskonverteres i Pakistan, og generelt rummer Mellemøstens muslimske lande mere had til de vantro end det, der kan begrænses til ekstremister som Taleban.
Man må sætte sin lid til, at det arabiske forår ikke bare bliver et oprør imod diktatorer, men også en kamp for religionsfrihed. Uden den frihed er der langt til at tale om menneskerettigheder i Mellemøsten. Men der har været påfaldende lille interesse for religionsfriheden blandt de demokratiske oprørere, og i Libyen har det danskstøttede overgangsråd reflekteret sig frem til, at religionsfrihed er et rent teoretisk problem, fordi alle libyere alligevel er muslimer.
Hvem skal hjælpe de ulykkelige mennesker, der forfølges for deres tro? Måske kan en ny regering herhjemme med fokus på social retfærdighed skubbe i den rigtige retning. Efter mange år med europæiske politikere, der virker pinligt berørt over at tale højt om religiøse rettigheder, ville større udenrigspolitisk indignation gøre godt.
Tidligere har R og SF afvist handling specifikt til fordel for de forfulgte kristne. Man ville ikke give bedre behandling til fængslede kristne end andre udsatte grupper. Det er et skoleeksempel på, hvordan lighedstænkning reelt kan være undertrykkende, fordi øjnene lukkes for konkrete menneskers lidelse, mens der argumenteres med principper.
Bliver det norm, at politikere ikke må tale om kristenforfølgelserne i Mellemøsten, er vejen også banet for at tie om den iranske regerings henrettelse af homoseksuelle eller systemkritikere, som også bare er enkeltgrupper blandt mange andre.
Men rød blok har mange indignerede stemmer, og man må håbe, at disse stemmer i sidste ende vinder og tager kampen op mod undertrykkelsen af en konkret gruppe mennesker. Det ville give talen om retfærdighed krop. AEM
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad