Ida Jessens ”Nogen må våge i mørket” føjer sig ikke blot til hendes andre vellykkede børnebøger, men til et af tidens store nordiske forfatterskaber. –
- Leif Tuxen.
Sara Nørholm |
29. september 2011
Udveksling Ida Jessens nye børnebog har en nordisk stemning, men er resultatet af et smukt russisk samarbejde
Engang interviewede jeg Ida Jessen, og vi talte blandt andet om den nordiske stemning i litteraturen, der for hende var forbundet med livet på et afsides sted underlagt vind- og vejrforhold.
Hun sagde: ”Det er de blege farver, undergrunden, der er våd og fugtig, og græsset, der er gult hele vinteren igennem, himlen, der er grå. Den enorme himmel. Og alt det vand.”
LÆS OGSÅ: Ida Jessens fem forslag til efterårslæsningI forfatterens nye børnebog har den russiske illustrator Anastasiya Orlova gjort farverne anderledes klare: et fyrtårn i rødt og hvidt, en orange kat, en grøn båd. Men den store himmel og havet er det samme. Og bogens tværformat giver plads til, at man kan fornemme, hvor voldsomt vandet egentlig er.
Også inden det kommer skyllende ind over fyrtårnet som den hundredeårsbølge, der tager alting med sig.
Undtagen fyrtårnet, heldigvis, for her bor fyrpasseren med katten, der hader vand og derfor helst så, at de flyttede ind på land og åbnede et bageri stedet for. Men det går ikke, siger fyrpasseren: ”Der skal være nogen, der våger om natten, så skibene ikke går på grund”.
Nogen må våge i mørket, og fyrpasseren er ikke bange. Indtil det pludselig ser ud, som om verden står på hovedet: ”Havet havde vendt sig om. Det stod på højkant, han kiggede lige ud i det. Der var ikke andet end vand, vand, vand.” Bølgen rammer, og han er magtesløs. Og der er også en båd, der går på grund. Heldigvis. For der ligger et barn i båden.
LÆS OGSÅ: Ida Jessen, du er skabt til semikolonSelvom historien handler om en katastrofe af både mytiske og realistiske tsunami-dimensioner, er det en bog fuld af mod og håb og tryghed.
Den fint fortalte tekst rummer samme varme som de skønt naivistiske illustrationer, hvor bølgen, der vender op og ned på alting, åbner for en samtidig legende og dramatisk anvendelse af perspektivet.
Bogen er resultatet af et smukt samarbejde – også imellem forfatteren og de 20 russiske børn, der på en workshop i Moskva var med til at finde frem til afslutningen på historien. De fastholdt, at det tager tid og arbejde og viljestyrke at overkomme en katastrofe, men også, at det må og skal ende godt.
At havet er et kaos, og at håbet kommer i skikkelse af et sårbart lille menneske, der vokser op og bliver den nye fyrpasser – ham, der våger i mørket – åbner for en fortolkning, der også omfatter kristendommen, hvor det natmørke hav er selve livets modsætning: urdybet og døden.
Det er en fortolkning, men det er netop fortolkningens mulighed, åbenheden i teksten, der viser, at ”Nogen må våge i mørket” som en billedbog for de 4-8-årige ikke bare føjer sig til Ida Jessens andre vellykkede børnebøger, men til et af tidens store nordiske forfatterskaber.
Ida Jessen: Nogen må våge i mørket. Illu-streret af Anastasiya Orlova. 40 sider. 199,95 kroner. Høst & Søn.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad