For lidt – ikke for meget – mad forklarer sukkersygen i u-landene

Han fortæller, at Nordkorea om 20-30 år formentlig får det samme problem, som Kina oplever nu.

”Vi kender også fænomenet fra Indien. Mennesker har sultet, og lige pludselig får de det lidt bedre. Og jeg synes, det er så branduretfærdigt, at man faktisk ikke kan tåle at have det godt,” siger han.

Ib Bygbjerg sammenligner udviklingen af sukkersyge hos oprindeligt underernærede børn med en bil, der får forkert brændstof på.

”Du er programmeret til at køre på 92 oktan. Du futter af sted i din lille 92 oktans trecylindrede motor, og så er der lige pludselig nogen, der fylder diesel eller 98 oktan på. Det kan motoren simpelthen ikke klare. Du er formentlig blevet programmeret til din ”oktan” allerede i din moders liv. Og der er regulatorer, der bestemmer, om et insulin-gen bliver meget eller lidt aktivt. Der kan man så træde på en bremse eller en speeder. Og hvis nu et foster ikke vil aborteres i mors liv, men gerne vil overleve, selvom det bliver lidt mindre, er det hensigtsmæssigt at bremse. Problemet er, at man bagefter dårligt kan løfte foden fra bremsen,” siger Ib Bygbjerg.

”For lav fødselsvægt er en bremse for livet. Hvis man knokler rundt i rismarken fra morgen til aften og lever spartansk, går det nok. Men har man et stillesiddende job på en skofabrik eller bag en computerskærm, brænder man ikke længere nok kalorier af. Det kan lavoktan-motoren, der nu får kraftigere brændstof, ikke finde ud af. Fra fødslen og til tid og evighed er du programmeret til den lave oktan. Som der stod i Det Gamle Testamente: ”I dit ansigts sved skal du tjene dit brød.” Det gælder også kineserne, selvom de ikke tror på vores Vorherre,” siger han.

Kinesere født under hungerkatastrofen er simpelthen gearet til at spise mindre og til at arbejde fysisk hårdere.

Ifølge Ib Bygbjerg er det næppe muligt at standse epidemien, men hvis man sørger for bedre ernæring og undgår infektioner i svangerskabet, kan man måske forhindre gentagelser. Det er alt for sent at forebygge type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdommene, når man har rundet de 30 år.

”Måske kan man udrette noget i barndommen ved ikke at hælde alt for meget på. Man skal være forsigtig og ikke reagere på lav fødselsvægt med ’neeeij, nu har jeg fået et lille, tyndt barn; nu må jeg gøre en heeel masse for, at det kan blive stort og stærkt’,” siger han og efterligner en bekymret forælder.

Gennem de seneste 30 år er kinesernes gennemsnitshøjde, gennemsnitslevetid og mange andre indikatorer, der normalt tegner fremskridt og udvikling, øget dramatisk. Men hvad, hvis alle disse mennesker bliver syge?

”Man bliver nødt til at se på andre risikofaktorer, man kan ændre på,” siger Ib Bygbjerg. ”Selvfølgelig skal man undlade at spise for meget, se for meget fjernsyn og spille for meget computerspil; man må genoplive de gamle dyder med morgengymnastik, som mange kinesere jo stadig gør, og selvom man nu har råd til det ikke spise kød hver dag. Behandling er også en mulighed. Men det er vanskeligt at få råd til det, hvis 10, 15, 20 procent af bybefolkningerne, som jo er mange mennesker i Kina, lige pludselig skal have livslang medicinering. Den eneste løsning er selvfølgelig at forebygge,” mener han.

Sammenhængen mellem sult i svangerskabet med deraf følgende lav fødselsvægt og sukkersyge senere i livet stod første gang klart, da forskerne Hales og Barker undersøgte den store forekomst af kroniske levevilkårssygdomme blandt minearbejdere i Wales – som var ufortjent, for så vidt at de pågældende levede beskedent.

”De to forskere gik baglæns og sagde, at hvis det ikke er noget, minearbejderne gør forkert nu, var det måske noget i deres ungdom eller barndom? Til sidst kunne de ikke komme længere tilbage end at spørge: ’Hvad vejede I, da I blev født? Da var I vel store og fede?’,” siger Ib Bygbjerg.

Men minearbejdere vejede faktisk for lidt ved fødslen, viste det sig. En tilsvarende undersøgelse har netop fundet sted i Poona i Indien, hvor man har studeret børn af mødre, som ikke har fået nok at spise eller har haft andre sygdomme i svangerskabet.

Billedet kendes også fra Europa. For eksempel Nordbotten i Sverige.

”Når der virkelig var bundfrossent, og høsten slog fejl, havde den lokale befolkning også tendens til at få visse levevilkårssygdomme. Ligeledes under den store hungerkatastrofe i Holland under Anden Verdenskrig, da de stort set levede af roesuppe: 30, 40, 50 år senere var der en øget forekomst af sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme blandt hollænderne,” siger den danske professor.

Hele den globale sundhedstilstand er under forandring. For, som Ib Bygbjerg siger – livsstil ”smitter” selvfølgelig også. Ikke direkte, men det kan overføres fra slægtled til slægtled. Nogle undersøgelser tyder på, at udviklingen ikke standser ved det barn, der blev født for lille, som så vokser op og får sin type 2-diabetes. Formentlig kan det fortsætte i næste generation, før sygdommen bliver tilpasset lidt.

”Vi er ved at undersøge det i Indien. Og i Afrika, hvor vi ser på, om det betyder noget, at mennesker med malaria, som jo er smitsom, føder børn, som gennemsnitligt vejer et kvart kilo mindre. Første gang vi foreslog et forskningsråd at undersøge, om malaria i svangerskabet kunne medføre type 2-diabetes 20 år senere, troede de, vi ikke var rigtig kloge. Men nu har vi skrabet penge sammen og skal til at undersøge 60 i hver gruppe. Så får vi se.

Men forsvinder de smitsomme sygdomme så fra den globale dagsorden?

”Det er selvfølgelig min store skræk. For det er da et kæmpestort problem, at der allerede nu dør dobbelt så mange i verden af kroniske, ikke-smitsomme sygdomme som af smitsomme. Men der dør jo stadigvæk også 20 millioner om året af smitsomme sygdomme, som vi kunne have vaccineret eller behandlet imod. Så det er selvfølgelig min skræk, at man pludselig siger, at nu kan det være det samme med tuberkulose, hiv, malaria, børnediaré og luftvejsinfektioner.”

”Mit budskab vil være: nej, for Guds skyld. For er det bedre at dø af tuberkulose end af en blodprop i hjernen? Og så kommer det allermest interessante – og skræmmende: Nu har vi det, man kalder den dobbelte sygdomsbyrde i blandt andet Kina og Indien. Og vi har senest vist ved store gennemgange af alt, hvad der er skrevet af litteratur, at hvis du har type 2-diabetes, tredobles risikoen for at reaktivere din tuberkulose, som vel at mærke en tredjedel af verdens befolkning har sovende i sig, uden at der sker noget. Så det er faktisk næsten lige så slemt som at få hiv, hvor du også reaktiverer din tuberkulose,” siger han.

”Derfor nytter det ikke noget at sige enten kroniske, ikke-smitsomme sygdomme eller smitsomme sygdomme eller ernæringsproblemer. De er alle vigtige. Også sygdommene er globale nu. Det er ikke kun i Afrika, at man dør af malaria. Det er ikke kun de små børn. 30 procent af Tanzanias voksne befolkning har forhøjet blodtryk. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi da er ligeglade med, at der dør en milliard børn af malaria om året. Vel er vi ej!”.

”Det her må være den stærkest tænkelige anspore til, at vi ikke glemmer de gravide kvinder, ikke glemmer de smitsomme sygdomme og ikke glemmer underernæring, bare fordi vi nu er blevet så optaget af overernæring,” understreger Ib Bygbjerg.

udland@k.dk