Jeg vil æde min gamle hat

Den politiske kommentator Henrik Qvortrup har trukket overskrifter og opmærksomhed i medierne på at skulle æde sin stråhat.

Qvortrup var uforsigtig nok til at erklære, at han ville æde sin gamle stråhat, hvis partiet Liberal Alliance kom over spærregrænsen og i Folketinget. Det gjorde partiet, så hatten var serveret! Qvortrup benyttede lejligheden til at lave et stunt med en kok, der kogte og dampede, og så tog mediemanden en bid, mens medierne kværnede.

LÆS OGSÅ:  Henrik Qvortrup skal æde hat

Formuleringen om at ville æde sin gamle hat på et eller andet trives i sproget. Det er en slags besværgelse, der bruges som overbevisning, en måde til at forsikre tilhørerne om, at ens fremsatte formodning i en sag er rigtig. Egentlig er det ment som en slags nonsens, for det må vel anses for ret absurd, at man æder sin hat, så det, man gerne vil med besværgelsen, er egentlig at sige: Det er helt og aldeles nonsens ikke at tro på min påstand, ja, det er lige så tosset som at æde sin hat.

Der er noget med hatte! Der er i al fald rigtig mange af dem i faste vendinger. Man kan stå med hatten i hånden, hvis man er nødt til at være ydmyg, eller være høj i hatten, hvis man omvendt er arrogant eller overlegen. Det kan også hedde at være karl for sin hat, hvis man er på omgangshøjde, mens man snarere er på hat med én, hvis man er fortrolig med en anden person. Det er også en sproglig mulighed at få noget oven i hatten, altså at få noget ekstra, og så kan man trække noget op af hatten, en kanin for eksempel, hvis man er til overraskelser.