Nyt flertal, ny regering, ny justitsminister, nye ordførere på justitsområdet ... hvad siger de egentlig til forslaget om, at psykologers tavshedspligt skal sidestilles med præsters og lægers? Har Kristeligt Dagblad undersøgt dette? Er der mon opstået et nyt rum for politisk bevægelse i dette spørgsmål?

Kære Erik,

Umiddelbart virker det som om man bruger en forkert sag til at starte en vigtig principiel diskussion for psykologer.

Som retsplejelovens bestemmelser om tavshedspligt er formuleret for præster, læger eller forsvarers vedkommende, er tavshedspligten ikke absolut.

Tavshedspligten for de pågældende persongrupper tjener det formål, at personer kan tiltro sig til dem uden at skulle frygte, at oplysninger sagt i fortrolighed vil blive brugt imod dem senere. Præsten, lægen og forsvareren er således underlagt tavshedspligt af hensyn til giveren af oplysningerne og ikke for at de af egeninteresse kan undsige sig sin vidnepligt.

Det fremgår således af retsplejelovens § 170, stk. 1:

"Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og advokater om det,som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed." (min fremhævelse)

Jeg er enig i, at de hensyn der tilsiger en stærk beskyttelse af præsten og lægens tavshedspligt også gør sig gældende for psykologens vedkommende.

Som i beskriver sagen undre det mig dog, at sagen ses som principiel i forhold til psykologer. Den tolk, som var klienten, har, så vidt i og andre medier oplyser, givet sit samtykke til, at psykologen kan afgive vidneforklaring. Det er selvfølgelig vigtigt at retten sikrer sig, at tolkens samtykke til videregivelsen er afgivet på betryggende måde, men de omstændigheder skulle retten kunne sikre.

Selvom psykologen i den pågældende sag havde den samme beskyttelse som præster, læger eller forsvarer kunne hun således ikke undsige sig at afgive forklaring.