Da jeg læste interviewet, tænkte jeg på, hvornår Skaarup mon ville sige noget om, hvordan utroskaben fremelskede det bedste i hendes mand og børn. Jeg blev skuffet. Alle udsagn fra Skaarups mund refererede til hende selv. Man må da håbe, at hr. Skaarup virkeligt forstår at holde af sig selv. Børnene behøvede ikke at vide noget, forklarede Skaarup. Åbenheden rækker altså ikke til børnene, der vel strengt taget vokser op på en løgn. Det polyamourøse parforhold er som skræddersyet til to partnere, som hver især har sig selv som den eneste ene.

Skaarup fortæller også, at hun har mødt megen positiv interesse for sin tilgang til kærlighedslivet. Det overrasker ikke. Den populære internetdating afspejler samme syn på kærlighed. Jeg kan være i kontakt med flere partnere på én gang, og jeg vælger dem ud, som passer til mine behov og begær. Dem, som ikke gør, kan jeg kassere med et enkelt klik.

Moderne parforhold handler mere og mere om personlig behovstilfredsstillelse og ikke nødvendigvis om at give sig selv til en anden – da slet ikke, hvis man ikke får noget ud af det selv. Så længe partneren er med på, at det hele handler om mig og min kærlighed til mig selv, kan vi godt få det til at fungere. Hvis den anden har brug for noget, som kræver et offer af mig, er jeg skredet.

Man kan selvfølgelig godt indvende, at den aftalte utroskab kan have sin berettigelse, hvis den kan redde mange familier fra at bryde sammen i skilsmisser og konflikt. Men spørgsmålet er, om ikke et åbent forhold er et tegn på, at familien allerede er brudt sammen? Det er Skaarups fortielse over for egne børn et bevis på. Hvorfor vil hun ikke give utroskaben videre som en værdi til sine børn?

Hemmeligheder og løgne i familien er ofte årsag til mange senere og tunge forløb i stolen hos terapeuten. Så hvem gavner det åbne forhold? Kun den, som søger selvtilfredsstillelsen. Det er tvivlsomt, om de i forvejen hårdt prøvede familier kan overleve på den lange bane med en kærlighedsmodel, hvor alle skal have lov til at elske sig selv allermest.

De fleste moderne mennesker betragter ægteskabet og parforholdet som en kilde til romantik og selvbekræftelse. Min partner skal få mig til at vokse som menneske og opfylde mine behov. I den forstand har partneren overtaget Guds plads.

I den kristne forståelse er ægteskabet og romantikken ikke et endemål i sig selv. Ideelt set skal ægteparret vokse i kærlighed gennem troskab og offervilje og på den måde være hinandens læremestre i den selvopofrende kærlighed. Det er derfor, brudgommen i Højsangen i Bibelen kalder sin elskede for ”min søster”. Erotikken har naturligvis sin centrale plads, men det har det at bringe den andens sjæl tættere på Gud også.

Ægteskabet er ikke en vej til den totale, narcissistiske selvtilfredsstillelse, men til den guddommelige kærlighed, som hele tiden giver sig selv til den anden. Og i himlen er der som bekendt ingen, som tager til ægte.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen