Klassikere som Nabokovs "Lolita" romantiserer perversioner, mener ledende russisk præst
Nogle af litteraturens helt store navne står for skud, når en ledende russisk præst nu går i krig mod bøger med det, han betegner som "en retfærdiggørelse af pædofili".
Vsevolod Chaplin, der er leder af informationsafdelingen for Moskvas ortodokse kirke, opfordrer de russiske myndigheder til enten at forbyde eller begrænse adgangen til bøger som Nabokovs "Lolita" og Nobelprisvinderen Gabriel Garcia Marquez' "Hundrede års ensomhed".
LÆS OGSÅ: På biltur i blide og drømmeagtige regionerBegge bøger fokuserer på seksuelle forhold mellem voksne og børn, og dermed er de med til at retfærdiggøre pædofili, mener Vsevolod Chaplin, der i første omgang taler for at fjerne bøgerne fra gymnasiernes undervisning.
"Det er åbenlyst, at en udbredelse af disse romaner i skolerne ikke vil gøre vores samfund mere moralsk lykkeligt",
siger Vsevolod Chaplin ifølge den britiske avis The Guardian.
Siden Sovjetunionens fald i 1991 har den russiske ortodokse kirke oplevet en markant vækst, så mere end 100 millioner russere nu er tilknyttet kirken. I de senere år har kirken netop slået på en strengere moral og blandt andet dikteret russiske kvinder en "ortodoks tøjstil" med længere kjoler og tøj, der i større grad skjuler kroppen.
Netop Vladimir Nabokov, forfatter til "Lolita", flygtede selv fra Rusland kort efter revolutionen i 1917. I 1955 fik han udgivet "Lolita", der på grund af sin historie om et forhold mellem en midaldrende mand og hans 12-årige steddatter blev forbudt i flere lande.