Peter Dahls tabte ære

Peter Dahl var en af de i alt fire danske montører, der blev dømt for uagtsomt manddrab i Saudi-Arabien i 1984 og som afstraffelse blev tævet med stokkeslag. Som advokat Hans Mogensen, der har fulgt sagen, forklarer:

– Peter og hans kolleger var gennem en voldsom ydmygelse i Saudi-Arabien. Da de kom hjem, blev de oven i købet mødt med holdningen om, at der ikke går røg af en brand, selvom de reelt var uskyldige. De havde svært ved at finde arbejde og mistede gennem årene flere millioner i tabte arbejdsindtægter. Hele forløbet var i den grad fornedrende, og i dag er de villige til at gøre alt, hvad de kan, for at få æresoprejsning.

Ideen til aktionen opstod den 31. januar om eftermiddagen. Peter Dahl fulgte en radiodebat om regeringens håndtering af Muhammed-tegningerne.

– At de folkevalgte politikere ikke engang kunne stå sammen over for de muslimske lande, var dråben, der fik bægeret til at flyde over, forklarer Peter Dahl.

Efter bannerophængningen nåede han en rasteplads uden for Roskilde klokken tre om natten. Herfra ringede han til Ritzaus Bureau og fortalte om episoden, inden han igen satte kursen mod Mols. Samme nat fik politiet et tip om sagen, og Peter Dahl er nu sigtet for at forhåne den saudiske ambassade. En anklage, der kan medføre to års fængsel.

Som tidligere rejsemontør fik Peter Dahl det saudiske styres brutalitet at smage, da han og seks andre danske montører i 1984 sad 85 dage i saudiarabisk fængsel sigtet for at have dræbt en yemenitisk kok ved en trafikulykke. Fire af montørerne blev dømt for uagtsomt manddrab.

Officielt sluttede sagen i november 1984, da montørerne endelig fik lov at rejse hjem. Men Peter Dahl mener, at montørerne blev ladt i stikken af det danske udenrigsministerium og deres daværende arbejdsgiver, det nu nedlagte firma Danish Turnkey Dairies. Montørerne, der for de flestes vedkommende er pensionister i dag, vil ikke have siddende på sig, at de kørte den yemenitiske kok ned. Desuden mener montørerne, at de er berettiget til erstatning, fordi de i årene efter opholdet i Saudi-Arabien blev sortlistet i deres branche og havde svært ved at få arbejde.

Det hele begyndte, da mejerimontørerne den 21. maj 1984 fandt den yemenitiske kok liggende kvæstet neden for trappen foran deres hus i byen Najran i Saudi-Arabien.

– Vi blev direkte solgt af den danske ambassadør, der handlede med samtykke fra Udenrigsministeriet i København, siger Peter Dahl i dag. Han er en af de fire montører, der blev presset til at underskrive en falsk tilståelse i sagen. Tilståelsen gik ud på, at fire af montørerne havde kørt kokken ned med en minibus, da de tog på arbejde den 21. maj 1984.

Men den falske tilståelse førte ikke til øjeblikkeligt tiltalefrafald og løsladelse, sådan som den danske ambassadør ellers havde lovet. Tværtimod blev montørerne anklaget for forsætligt færdselsdrab.

– Heldigvis blev anklagen mildnet under selve retssagen, så vi kun blev dømt for hændeligt færdselsuheld. Men vi blev stemplet som løgnere og måtte acceptere at få hver 75 stokkeslag som straf, siger Peter Dahl, som selv fik 100 stokkeslag, fordi han protesterede til det sidste. Efter løsladelsen i august 1984 blev montørerne tvunget til at blive yderligere tre måneder i Saudi-Arabien. De saudiarabiske myndigheders begrundelse var, at de skulle gøre deres arbejde med mejeriet færdigt.

– Reelt blev vi holdt som gidsler de sidste måneder. Overordnet tror jeg, at vi blev forrådt og solgt for at behage saudierne. De danske myndigheder ville ikke i diplomatisk konflikt med Saudi-Arabien af hensyn til eksporten og vores handelsoverskud. Da kokken døde, mente politiet, han var indblandet i en sag, hvor en tysk håndværker var anklaget for at have overtrådt landets spiritusforbud. Kokken blev derfor forhørt af politiet flere gange. Min teori er, at politiet ved at sparke kokken pådrog ham de indre kvæstelser, som senere førte til hans død. Men i stedet for, at politiet erkendte drabet, blev vi udpeget som syndebukke, forklarer Peter Dahl.

På stigereolen i sommerhusets lille arbejdsrum står syv blå ringbind med optegnelserne fra sagen. Det er materiale, som Peter Dahl møjsommeligt har samlet ind gennem de seneste 10 år.

Igen og igen i sit gravearbejde er Peter Dahl stødt på indicier for, at sagen havde alvorlige økonomiske konsekvenser, og at montørerne blev ofret for at undgå en konflikt, der kunne skade Danmarks forhold til det stenrige saudiske kongedømme. Samtidig mener Peter Dahl at have bevis for, at saudierne brugte episoden til at presse en bedre kontrakt igennem i forbindelse med opførelsen af mejeriet i Najran.

Peter Dahls papirer viser sort på hvidt, at Udenrigsministeriet den 7. juli 1984 satsede på de fængsledes totale uskyld over for saudierne – for blot et par uger senere at vende rundt og gå ind på anklagen om uagtsomt manddrab.

Opholdet i fængslet var psykisk opslidende. I de første par uger boede danskerne i små uhumske bure med ekskrementer smurt ud på væggene og et hul i hjørnet som toilet. Siden blev de flyttet til regulære fængselsceller, hvor 15-16 mennesker var stuvet sammen på 15 kvadratmeter. Varmen var uudholdelig.

Montørerne kunne ofte høre skrigene fra fængslets torturrum, og de så med egne øjne de særlige instrumenter, der kunne rykke negle af.

– Da jeg kom hjem, spurgte jeg min læge, om jeg skulle gå til psykolog. Men han sagde, at hvis jeg snakkede med min familie, så var det godt. Jeg føler ikke, jeg har mén i dag. Men flere af de andre i gruppen har fået psykiske problemer efter opholdet. En kan ikke gå i zoologisk have med sine børnebørn. Han bliver mindet om fængslet, når han ser dyrenes bure. En anden får det dårligt, når han møder herboende muslimer, forklarer Peter Dahl.

I dag fortryder han, at han ikke med det samme efter løsladelsen gik aktivt ind i kampen for at blive renset.

Hans daværende kone havde samlet en række avisudklip om sagen, men i et forsøg på at skyde sagen fra sig, valgte Peter Dahl i første omgang at brænde papirerne.

– I Saudi-Arabien advarede ambassaden os mod at gå til pressen. De rådede os til at tænke på den danske samhandel med saudierne, der udgjorde 2,3 milliarder kroner. Da vi kom hjem, gik vi til vores fagforening, Dansk Metal. De mente af politiske årsager ikke, der var baggrund for at rejse en sag. Heller ikke Dansk Metal ønskede at skade danske projekter i Saudi-Arabien, siger Peter Dahl og viser et brev, der underbygger påstanden.

Ideen om at arbejde for en æresoprejsning opstod først i 1995. Det år fik Peter Dahl flere opringninger fra tidligere kolleger. Deres nerver var tyndslidte, og de havde oplevet lange perioder med arbejdsløshed.

De følte sig svigtet af de danske myndigheder og deres firma.

Peter Dahl indledte et stædigt detektivarbejde. Han krævede aktindsigt i alle dokumenter fra Udenrigsministeriet. Han samlede presseudklip og breve fra de pårørende, og han kontaktede den tyske læge, som i sin tid havde behandlet den yemenitiske kok i Najran.

Montørernes advokat udfærdigede en stævning mod Udenrigsministeriet i 2001, men den er foreløbig strandet på, at montørerne ikke har kunnet opnå fri proces.

– Det vil koste os fire millioner kroner at føre en retssag, og de penge har vi ikke, medmindre vi tager lån i vores huse. Så langt vil vi ikke gå. Men hvis jeg vandt i Lotto, ville jeg da rejse en retssag, siger Peter Dahl, der foreløbig har brugt 100.000 kroner af egen lomme på sagen.

Men hvorfor ikke glemme fortiden og begrave de triste begivenheder, der fandt sted for 22 år siden i et fængsel i Saudi-Arabien? – Fordi, jeg mener, der er begået en uretfærdighed. Man tror det ikke, før man selv står i det. Men vi har oplevet et udenrigsministerium, der er lige så lukket som myndighederne i det kommunistiske Østeuropa. Jeg er ikke færdig med den sag, før jeg har forsøgt alt, hvad der er muligt. Erstatning tror jeg ikke længere på. Men jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi bliver renset. Jeg vil ikke have, der skal stå i ministeriets papirer, at vi er skyldige i uagtsomt manddrab. Den dag, der ikke er mere at gøre, lægger jeg sagen til side, lyder det fra Peter Dahl.

På baggrund af sine oplevelser har han sat sig ind i menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien, og i dag støtter han også Amnesty International i kampen mod den vilkårlighed og tortur, der præger det saudiske retssystem.

Lokalt har Peter Dahls engagement ført til, at Dansk Folkeparti har spurgt, om han vil være medlem. Men det er Peter Dahl slet ikke interesseret i. For, som han siger:

– Jeg er slet ikke enig i deres flygtningepolitik. Jeg har fulgt en sag om en flygtningefamilie her i Ebeltoft, der stod til udvisning. Vi skal ikke bøje os i støvet for de stater, der overtræder menneskerettighederne, og vi skal ikke åbne grænserne for alverdens flygtninge. Men jeg synes, vi skal behandle de flygtninge, der kommer her til landet, ordentligt.

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk