Der er stor opbakning til Dyremose-udvalgets anbefalinger til fremtidens mediestøtte. DR’s forhenværende generaldirektør Christian Nissen har flere gange rettet kritik mod mediestøtten. Han mener, at rapporten kan føre til skævvridning og redaktionel afhængighed og efterspørger større debat om støtten
Hvad er der galt med mediestøtteudvalgets rapport, Christian Nissen?
”Ret beset er det nogle marginale justeringer, man vil foretage, hvor man flytter rundt på pengene. Det er for eksempel også tankevækkende, at de store velhavende mediehuse stadigvæk får broderparten af støtten, mens de små websider kun får lidt.”
Hvad savner du i debatten?
”Jeg savner en grundigere undersøgelse af støttens egentlige formål og dens realøkonomiske og forretningsmæssige effekt. Der har alt for længe været politisk enighed om mediestøtten, og alt taler for, at den fortsætter. Der er behov for en grundigere kulegravning af hele mediestøtten og statens korrigerende rolle. Demokratistøtte, som de kalder rapporten, lyder jo pænt.”
Men det er vel svært at trække en direkte forbindelse fra nogle småjusteringer til mere demokrati?”
”Man har i alt for mange år fordelt milliarder af kroner uden at vide, hvad vi egentlig får for den. Det er selvfølgelig risikoen ved at give offentlig støtte, men man bør i den sammenhæng for eksempel være betænkelig ved, at staten nu måske vil give flere penge til flere medier og dermed skaber større redaktionel indblanding.”
Hvordan bør systemet indrettes?
"Man bør primært støtte et hjørne af medieverdenen og så holde sig fra anden radio- og fjernsynsvirksomhed. Man kunne fortsat støtte særlige områder, som for eksempel Kristeligt Dagblad og Information, og igangsættende initiativer på nettet. Det farlige er fast langsigtet støtte, der skaber en skævvridning og redaktionel afhængighed af staten. Måske vi holder liv i noget, der alligevel er ved at forsvinde. For eksempel sov de danske bladhuse i timen, da det kommercielle multimediemarked begyndte at udvikle sig for 20 år siden. Og mediestøtten har måske været en sovepude. Måske man skulle overlade en større del af mediemarkedet til dets egne kræfter og i stedet sikre nogle rammevilkår, der gjorde det muligt at udvikle danske medier som frie og uafhængige, økonomisk bæredygtige virksomheder. Det er værd at overveje, inden vi fortsætter som hidtil.”
krasnik@k.dk