På sporet af det tabte sprog

Man lærte ikke bare om kristendom, men blev oplært i kristendommen – indoktrineret, som det senere kom til at hedde. Man sang morgensang og bad fadervor og lærte bibelhistorie. Men i vor kulturkreds er det af mange grunde blevet helt selvfølgeligt at læse verden ”i sig selv” som ikke andet end en naturmekanisme, en uendelig kæde af årsager og virkninger, af situationer uden nogen som helst reference til en sandhedsverden. Det er næsten kun i kirken, det gamle sandhedssprog stadig er i brug, så måske kommer kirken en dag på Unescos liste over verdens kulturarv på linje med Amalfikysten og lignende.

Ifølge det nye situationssprog er verden hverken sand eller usand, for der er ikke noget at måle den på. At flertallet i visse (politiske) sammenhænge fungerer som en form for overdommer, har intet med sandhed at gøre, men er blot udtryk for en bestemt magtstrategi. Alting afhænger nemlig af situation og interesse, og selv de såkaldt eksakte (natur)videnskaber, der i en periode afløste religion som sandhedsproducenter, har mistet deres aura af at kunne præstere objektive sandheder og har måttet se sig reduceret til at være foreløbige og brudstykkeagtige fortællinger.

SANDHED ER EN ILLUSION. Alt er fortolkning. Der er ikke brug for smagsdommere, som tidligere statsminister Anders Fogh Ramussen (V) formulerede det. Eller med Jens Otto Kragh, så har man en mening, indtil man får en anden. Værens egen sokkel (Gud) findes ikke, og enhver er fri til at tænke og mene hvad som helst, skræppe op og markere synspunkter, som man har organ og forstand til. Alle har ytringsfrihed og er uden pligt til at være ambassadør for noget som helst andet end sig selv.

Det er den lektie, alle lærer helt fra barnsben: Virkeligheden svæver i det tomme rum og er til forhandling, og det siger derfor sig selv, at strategi, retorik og kommunikation er en helt nødvendig del af den moderne kursusplan og netop ikke filosofi og religion, der principielt går på at fremskrive og italesætte det, der står over ”tilfældige” situationer, synspunkter, meninger og interesser – individuelle såvel som kollektive.

Betyder dette moderne tab af sandhedssprog nu kun noget negativt? Nej! Fravær af sandhed med stort S lægger mure ned, skaber frihed, individualisme, respekt for andre, dynamik og appellerer til dialog og demokrati. Uden en på forhånd fastlagt ideologisk eller religiøs skabelon, uden et totalitært system får mennesket chancen for at komme til og med fantasi udvikle både sig selv og verden.

Sandhedssprog kan så nemt stille sig i vejen for åbenhed og tolerance. Sandhedsbesættelse kan indsnævre virkeligheden og betyde undertrykkelse, ja, ligefrem være dræbende. Omvendt er faren ved det totale fravær af sandhedssprog, at alle kommer til at spille mod alle, og at dumhed og egoisme, stupiditet, profit og blindt begær får taletid på lige fod med viden og saglighed og idealisme, og man skal ikke være blind for, at tabet af sandhedssprog både politisk og privat også bliver udnyttet til at pleje interesser, som er samfundsopløsende og uden forståelse for værdien af solidaritet.

De store ord om frihed, forbrug, udvikling, vækst og økonomisk nødvendighed bruges snart af alle og enhver uanset politisk position, men til egen fordel. Ja, Danmark omtales oftere og oftere helt utilsløret som en forretning, der bedst drives på markedets præmisser.

Økonomi er tilsyneladende i alle politiske lejre blevet både skaber og frelser. Meget tyder på, at der bag om ryggen på os støt og sikkert er ved at udkrystallisere sig et nyt fællessprog med rod i en bestemt tolkning, som på afgørende vis adskiller sig fra det gamle sandhedssprog med Gud som fortegn, nemlig et sprog, der definerer mennesket som et primat – et dyr så intelligent, at det ikke bare som andre organismer stræber efter at tilfredsstille sine grundlæggende behov, men som oven i købet er i stand til at fremelske nye behov og søge dem dækket, uanset hvor meget det end måtte tære på naturressourcerne og på andre samfund.

Men når vi ikke ser verden som Guds verden, men som vores, og når vi ikke ser mennesket som skabt i hans billede, hvordan ser vi så os selv og hinanden, naturen, universet og samfundet? Så er universet tomt, naturen er råstof, og samfundet en forretning – og mennesket et kreativt dyr.

Den ultimative utopi hedder materiel vækst eller sikring af velfærd, som det med et mere spiseligt udtryk er blevet sagt igen og igen i den netop overståede valgkamp. Jeg synes, man kan ane, at vi med situationssproget ikke kun åbner verden, men at der også er indbygget risici i form af en nedskrivning af naturen, mennesket og samfundet, og man må derfor spørge sig selv, om det nu også er så afgjort tåbeligt at tale om ”noget” hævet over tid og sted og interesser.

Fraværet af sandhed og højere mening er efterhånden nærmest blevet ophøjet til sandhed, så ingen længere behøver at få bare et minimum af kendskab til de sandhedssprog, der nu tilsyneladende fremstår som døde fremmedsprog og derfor næsten ikke kan oversættes, så de bliver forståelige for det senmoderne, vestligt tænkende individ.

Jeg vil alligevel forsigtigt mene, at der godt kunne være noget at hente i de gamle sprog, som kunne sætte situations- og interessetænkningen i relief og måske ligefrem være med til at korrigere den nuværende kollektive bevidsthed om, at naturen bare er råstof, at samfundet blot er en markedsplads, og mennesket ikke er andet end et forgæves overlevelsesprojekt. Men alle sandhedssprog skal naturligvis læses med omtanke, altså i deres egen historisk-kulturelle kontekst, hvis de ikke skal fungere som samtalestop, men tværtimod kvalificere samtalen om virkeligheden.

Peter Holm er provst på Frederiksberg