Kriser førte til modning

Hvad kan gøre dig rigtig vred?

”Uretfærdighed, hykleri, og når nogen svigter min tillid. Jeg har nok en stærk retfærdighedssans. Når nogen har brug for hjælp, kan jeg ikke holde ud bare at lade stå til, så reagerer jeg impulsivt og handler instinktivt. Ofte uden at tage højde for konsekvenserne. Retskaffenhed, ærlighed og hæderlighed er nok mine grundværdier,” siger hun.

Da hun var 21 år og lige vendt hjem til København efter tre år i Spanien, oplevede Charlotte Lindholm en episode, der meget godt illustrerer de nævnte karaktertræk. På den anden side af gaden steg et stærkt beruset par ud af en taxa med deres seks-syvårige søn. De råbte ad ham og sparkede efter den lille dreng, mens de hev ham ud af bilen. Uden at tænke over det brød Charlotte ud i et brøl og løb over på den anden side af gaden for at komme drengen til undsætning.

”Jeg havde bare ikke taget bestik af mandens reaktion, som blev så rasende over, at jeg blandede mig, at han endte med at løbe efter mig, og jeg måtte flygte! Bagefter havde jeg det forfærdeligt og følte, at jeg havde svigtet drengen. Han ville sikkert bare få tæsk nu, når han kom hjem, og der ville ingen være til at tage sig af ham,” forklarer hun.

Begivenheden er langtfra enestående for Charlotte Lindholm, der både privat og i sit arbejde har en veludviklet trang til at blande sig og stille kritiske spørgsmål til det, hun ikke synes er i orden. Et typisk karaktertræk for journalister, der ifølge hende da også har det med at gifte sig med hinanden. Selv var hun gift med en gennem 23 år.

Målrettet er et andet tillægsord, som næppe er spildt på Charlotte Lindholm. Som den handlingens kvinde, hun er, har hun ofte svært ved at forstå, at ikke alle andre er som hun, fortæller hun. For selvom hun har en forkærlighed for svage og udsatte mennesker, så bryder hun sig bestemt ikke om “tudekiks og selvmedlidenhed”. Handlekraft, engagement og lidenskab er andre vigtige retningslinjer for Charlotte Lindholm. Dog driver de hende til tider så stærkt, siger hun, at hun ganske glemmer processen og at være nærværende.

”Jeg er ikke bange for livet, og hvad det kan bringe. Jeg er nok ret god til at navigere i kaos, mens fast struktur og forudsigelighed kan føles klaustrofobisk. Da jeg fyldte 30 år, holdt min far en tale for mig. Der var tre ting, jeg gerne ville dengang. Arbejde i Udenrigsministeriet, i en hjælpeorganisation eller være journalist. De sidste to ting var helt i orden, mente min far, men Udenrigsministeriet måtte jeg for Guds skyld aldrig søge ind i!”.

Så meget for hendes diplomatiske sans.

Charlotte Lindholm voksede primært op ved Karlslunde Strand syd for København som den ældste af tre søskende. Faderen var salgsdirektør i et internationalt firma, men også opfinder og iværksætter, altid brændende engageret i det, han lavede. Temmelig lig datteren. Ofte var hele familien ude at rejse. Charlotte lærte at tage telefonen derhjemme og svare pænt på engelsk eller tysk, når udenlandske kunder henvendte sig.

Deraf forkærligheden for andre kulturer, sprog og ikke mindst det forretningsmæssige. Og lethed ved at ”sælge varen” fortæller hun, hvilket har hjulpet hende gennem hele hendes arbejdsliv. Da hun som ganske ung salgsassistent havde held med at sælge isterningeposer til en finsk kunde i februar, vidste hun, at hun kunne noget særligt på den front. Men karrierestrategi har hun aldrig lagt, siger hun med et grin, hun har bare rakt ud efter de muligheder, som livet bød på – og gået efter sine mål.

Ulig sin øvrige familie engagerede hun sig dog som ganske ung i den lokale folkekirke.

”Jeg har altid været overbevist om, at der er en Gud. Ikke en Gud, der sidder på min skulder, men som en uhåndgribelig kraft, der kan guide os, og lade os se forskellen på godt og ondt.”

I sommeren 1983, før Charlotte Lindholm skulle begynde i 3. g, rejste hun for første gang til Spanien, nærmere bestemt Valencia. Det skulle vise sig at sætte præg på resten af hendes liv. For hun forelskede sig ikke bare pladask i landet, men også i en dansk ung mand, som boede og arbejdede dernede, og som siden skulle blive far til hendes tre børn.

”I hele 3. g rejste jeg frem og tilbage, hver gang jeg havde ferie. Men tog så en uge mere, fordi det var så svinedyrt at rejse dengang. Det gik ud over min fraværsprocent, men på den måde kunne jeg være der lidt længere. I julen var jeg der i den normale juleferie og rejste hjem efter nytåret, så det gik fint, men så var der vinterferien og påsken, hvor jeg blev der længere.”

For at få råd til de dengang meget dyrere rejser arbejdede hun det sidste år af gymnasiet fire forskellige steder.

”Jeg stod i kantinen på gymnasiet i alle de store frikvarterer og solgte mad til mine kammerater. Jeg gjorde rent hos en privat familie hver uge, underviste små skolebørn i husgerning, glasmaling og andet mærkeligt i en skoleklub. Nogle weekender arbejdede jeg på en lokal grillbar. Det var så ulækkert, at jeg altid tog tøjet af, når jeg kom hjem til mine forældre fra grillbaren og lagde det uden for huset, fordi det stank hæsligt af friture. I dag tænker jeg, at jeg må have været lidt mærkelig...”.

Sommeren 1984, efter en slidsom studentereksamen, rejste Charlotte Lindholm af sted til Spanien med sin blå kuffert, som hun havde fået af sine forældre i studentergave, og intet andet.

”Min kæreste var allerede shippingtrainee hos Mærsks agent i Spanien, og da jeg kom derned, tænkte jeg, at jeg ville undervise i engelsk. Men lynhurtigt fik jeg tilbudt job hos Mærsks lokale agent i Spanien, samme sted som min kæreste, fordi der var mangel på folk med engelskkundskaber. Sidenhen blev vi en del af det team, som åbnede Mærsks nye kontorer seks forskellige steder i Spanien. Det var nogle fantastiske år, fortæller Charlotte Lindholm, der to år senere flyttede hjem til Danmark med sin kæreste.

Mange år senere kom målrettetheden dog til at give hende et alvorligt stresskollaps. Og siden et vendepunkt i livet.

I 2007, da Charlotte Lindholm stadig arbejdede som studievært på DR’s Pengemagasinet, gik hun efter en hæsblæsende arbejdsrejse til Kina ned med ekstreme stressreaktioner.

”Jeg kollapsede i flyet, kastede op og kunne hverken se eller høre. I Kina kørte jeg bare på og overhørte alle kroppens symptomer, men kunne kun sove 20 minutter ad gangen. Min hjerne hamrede af sted som en Duracell-kanin, mens min krop næsten ikke kunne røre sig ud af stedet. Jeg havde overhørt symptomerne så længe, at jeg endte med at skulle helt ned at bide i græsset og måtte have både medicinsk behandling og hjælp fra psykolog og coach.”

Samtidig var hendes mangeårige ægteskab i krise, og skilsmissen lurede om hjørnet.

Året efter fik hendes to drenge på henholdsvis 7 og 17 år konstateret udviklingsforstyrrelsen ADHD, den ældste efter at have klaret sig igennem både folkeskolen og gymnasiet “med hiv og sving” fra forældrenes side. Meget symptomatisk sad hendes børn ikke ned, når de så tv, de hoppede, fortæller Charlotte Lindholm, som kan takke sin au pair-pige for uundværlig hjælp.

Og som en bekræftelse af sandheden om, at et problem sjældent kommer alene, fik Charlotte Lindholms nære barndomsveninde på samme tid konstateret kræft.

”På bare fire en halv måned visnede hun hen med forfærdelige smerter og døde fra sine to små tvillingepiger. Det blev en øjenåbner. Jeg troede i mit eget latterlige, indbildske, umodne hoved, at hvis bare jeg kunne overbevise hende om, at hun ikke skulle dø – så ville det ikke ske. Jeg troede med andre ord, at jeg kunne styre liv og død med min iver og handlekraft.”

14 dage før veninden døde, tog Charlotte Lindholm en meget svær beslutning. Omkring nytår 2008 sendte hun sin opsigelse af sted til DR.

”Det blev et vendepunkt i mit liv. Det var en meget svær beslutning, for jeg elskede mit job, men jeg havde besluttet, at jeg aldrig igen ville brænde ud. Jeg fik øjnene op for, at livet er skrøbeligt, og at man bliver nødt til at være til stede i det, mens man har det. Jeg kom frem til, at det er o.k. at vise sin sårbarhed, at sige nej og ikke kunne klare alt. Jeg er nok blevet mere nærværende, og opmærksom på de enkle ting i livet.”

De sidste tre år har dog ikke just været en dans på roser. Starten på en helt ny karriere i Dansk Aktionærforening faldt akkurat sammen med begyndelsen på finanskrisen i 2008.

”Inden jeg kendte mit eget telefonnummer eller navnene på mine medarbejdere, var krisen en hæsblæsende realitet, og blot et par dage senere krakkede Roskilde Bank. Så man kan roligt sige, at jeg blev kastet ud i mit nye job. Mens man er i krisen, opdager man ikke, at den tager på én. Det er først bagefter, at konsekvenserne melder sig.”

I april i år lykkedes det Charlotte Lindholm at hive 14 dage ud af kalenderen for at gå halvdelen af Caminoen, en pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i Spanien. Tilgivelse, forsoning og accept af, hvad livet kan rumme, var omdrejningspunkt på turen. Som nye retningslinjer i hendes liv lagde de sig hen over de øvrige som en reflekteret modning.

livogsjael@k.dk