Men forelskelsen er grundlæggende noget godt. I forelskelsen åbner vi os, vi lukker op for den anden, lukker den anden helt ind i vores inderste. Forsvarsmekanismerne falder, og vi smelter sammen. Forelskelsen er den tid, hvor vi bygger ”vi” sammen – en helt uvurderlig tid for parforholdet og ægteskabet. Jo stærkere et ”vi”, vi bygger under forelskelsen, desto stærkere står vi, når kriserne kommer.

DER ER MEGET skræk og rædsel omkring det at forelske sig; men det er ikke forelskelsen i sig selv, der er farlig – tværtimod: Forelskelse er overskydende livsmod, forelskelse giver lyst til livet, arbejdet, hverdagen. En lille ”crush” på kollegaen kan være en glad grund til at gå på arbejde. Men det er, når det bliver livet om at gøre at være sammen med den anden, det bliver farligt – hvis forelskelsen nok så meget er en flugt fra det liv, man lever.

Hvis man jævnligt forelsker sig drabeligt, skal man måske overveje, om der er et eller andet, man savner derhjemme – og om man muligvis kan gøre noget ved det; de små hverdagsforelskelser – dem skal man ikke være så bange for: Det er dem, der får livet til at leve – og får det til at banke af tilværelse i hele kroppen.

Det er en lykke at kunne forelske sig – forelskede sjæle har en lettere gang over jorden: Forelskelse er at give slip på livsangsten og se andre mennesker lyse af skønhed. Også vores ægtefælle derhjemme, som vi engang var så forelsket i, at vi viede vores liv til ham eller hende. Og når dét ikke sker, når vi ikke genfinder hinanden, når livet ligger et andet sted, og vi må drage dén tunge, svære konsekvens – så oplever vores børn, at livet skal tages alvorligt, at vi skal tage vare på det og skabe de bedst mulige betingelser for kærlighed og glæde. Ikke kun ved at holde ud, men nok så meget ved at holde af.

Benedikte Vejlby Baggesgaard,
sognepræst og specialist i sexologisk rådgivning,
Sneptrupvej 4,
Skanderborg