Der var engang et sømandshjem i Skagen …

Det kan de ikke længere. For tiden og økonomien er løbet fra hjemmet, fortæller Jannie Dalsgaard, bestyrer, Lene Vestergaard, tidligere receptionist, og Per Rasmussen, formand og lokal sognepræst. De har taget plads i hjemmets tomme lokaler. Lene er tydeligt berørt af situationen. Hun arbejder nu på det nærliggende Hotel Petit, men sømandshjemmet har en særlig status.

”Det er dælme trist, at her ikke skal være sømandshjem. Ens hjerte følger det jo. Jeg er gift med en fisker, og når min mand var på havet, kom de andre fiskere og fortalte mig, når han var på vej hjem. Nu er det pludselig slut,” siger hun.

Det er der flere årsager til. De store fragtskibe er nu så luksuriøse, at sømændene derfra slet ikke kommer i land. En åbningstid fra 06-22 med tre retter hver dag knap 365 dage om året er heller ikke rentabel. Og så er der det med alkoholen.

”Vi serverer ikke alkohol, for vi er et kristent hjem. Men de lette penge i at drive forretning ligger i drikkevarerne. Samtidig er hjemmets primære målgruppe blevet mindre, for når jeg begraver folk, er det ikke sjældent, at de har været brugere af sømandshjemmet. Vi begræder, at vi må lukke, men sådan er udviklingen desværre gået,” forklarer sognepræst Per Rasmussen.

Mens Bob, Carsten og de andre fiskere fra murstenshuset personificerer den nærværende fortælling om Skagen Sømandshjem, gemmer hjemmet på en skatkiste af andre menneskelige for­tællinger.

Eksempelvis historien om ”fordeleren”. En førtidspensioneret lastbilchauffør, som boede der fast i 30 år. På et lille værelse i hjørnet af bygningen var han installeret med seng, skab og håndvask. Så godt som alle hjemmets øvrige værelser har – eller havde – eget bad og toilet, men ikke fordelerens. Han var tilpas med det enkle og tog bad i kælderen. Nogle dage ville han gerne snakke, andre dage holdt han sig helt for sig selv. En juleaften på sømandshjemmet fortalte han historier til klokken 02 om natten, og næste dag var der blot ord til et ”godmorgen”.

Navnet fordeleren kom af den status, han opbyggede gennem sine mange år på hjemmet. For når fordeleren trådte ind i fjernsynsstuen, bestemte han, hvad der skulle ses. Han fordelte kanalerne. Men i maj var han nødt til at flytte.

”Han var en enspænder. Men nu har han fået en lille lejlighed og er blevet glad for det og synes måske, at han næsten burde have gjort det noget før,” fortæller Lene Vestergaard.

Omkring 60 kilometer sydvest for Skagen er en anden person også rykket videre. Det er 55-årige Ruth Kørner Nielsen. Sammen med sin mand, Carl Ole, drev hun sømandshjemmet fra den 1. marts 1988 til den 1. december 2002. Datoerne falder uden den mindste betænkningstid. For hjemmet står stadig tydeligt i Ruths erindring. Hun er en lille dame, hvis øjne smiler lige så meget, som hun ler. Og historier har hun masser af.

I et sirligt ordnet fotoalbum viser hun billeder af indiske sømænd, der spiser julemiddag, og af otte mænd i ens T-shirts med teksten ’De Uvorne’. De kom på hjemmet 10 år i træk. Billeder af bord nummer 1 er der naturligvis flere af. En flok tidligere og nuværende fiskere i blå overalls, der sad ved det samme bord i spisesalen dag efter dag og fortalte røverhistorier og drak spandevis af kaffe. Og så var der August Andersen, som er død nu.

”Han var en ældre, stovt fiskeskipper, som kom ind og tog hånd omkring sig. Han var en kristen mand, der legede med børnene, fik sin formiddagskaffe og spredte omsorg og varme. Han gjorde indtryk,” fortæller Ruth.

Ud over at tage sig af fiskerne og alle de andre gæster på landjorden så sømandshjemmet også efter folkene på havet. Derfor samlede hjemmet hvert år julegaver sammen, som blev bragt ud til de fortøjede skibe. Ruth finder et brev frem fra albummet. Det illustrerer den betydning, sømandshjemmet havde for rigtig mange mennesker, mener hun. I brevet lyder det:

”Skagen Sømandshjem, vi om bord på ’Kaassassuk’ vil gerne overbringe jer en hjertelig tak for de julegaver, som I har sendt os. Hvilken betydning dette islæt på en juleaftensdag har for os, som fejrer julen ude på havet, kan nok kun den, som selv har prøvet det, sætte sig ind i. Kærlig hilsen fra besætningen på m/tr ’Kaassassuk’ ved skipper Jógvan Tróndarson.”

gehlert@k.dk