Fordomsfuld læsning. Kætterne kan lære os noget om det onde som eksistensvilkår

Ifølge Hindsholms logik kan det nu afsløres, at jeg er mystiker. Altså, hvis folk, der arbejder med logik, er logikere, og folk, der spiller musik, er musikere, så er folk, der forsker i mystik, mystikere.

Det er skarpt set. Men at en mystiker også er ukritisk, og beviset herfor (nemlig at kætternes tanker var destruktive) skyldes mangel på saglig viden. Argumentet er hentet i DR’s julekalender om Jesus og Josefine, hvor handlingen undervejs anskueliggør, hvad der ville være sket, hvis Jesu frelseværk var blevet hindret af de onde, kætterske kræfter, der virker imod det gode.

Katharerne var ikke onde og heller ikke destruktive. De sultede sig næppe mere end andre kristne munke og nonner på den tid. Problemet for Hindsholm er, at vi faktisk råder over et af katharernes egne skrifter, ”Bog om to principper”, fra cirka år 1210. Den er udgivet af en af verdens førende filologer, Christine Thouzellier, for Videnskabernes Selskab i Frankrig i 1973. Den kender Hindsholm ikke og fremturer i stedet for med velkendte fordomme.

Men som forsker er det min pligt at arbejde med kilderne. Her kan vi læse om katharernes tanker og forstå den folkelige deltagelse. Katharerne er bibellæsere. De kan ikke forlige beretningen om syndfloden med Jesu budskab om næstekærlighed og Guds kærlighed. Kan det være den samme Gud, teksterne handler om? Kan Gud lade så mange børn drukne og bagefter sige: Lad de små komme til mig?

KATHARERNES SVAR ER, at det onde er så virkeligt, at det har sin egen årsag. Gud kan ikke være ansvarlig. Det er ikke andre mennesker, der er onde, det er et eksistentielt vilkår, vi alle lever med og må prøve at forstå.