Claus Mechlenborg |
10. oktober 2011
Sømænd levede livet farligt. Mussolini havde royal affære. Læs kort nyt fra Historie
Sømænd levede livet farligt
Vi har altid vidst, at det ikke var ufarligt at være sømand omkring år 1800. Nu har forskere fra Oxford Universitet undersøgt sagen nærmere, skriver BBC. Historikere og arkæologer har analyseret prøver fra 340 lig, og ud over forventede dødsårsager som skørbug og malaria, gjorde man også andre iagttagelser. Op mod seks procent havde amputerede lemmer, flere havde tegn på liggesår, mange havde åbenbart en kvinde i hver havn og havde syfilis. Sygdommene kunne indikere, at sømændene befandt sig nederst på den sociale rangstige. Imidlertid har historikerne opdaget, at det højst overraskende ikke var tilfældet. Størstedelen kom fra relativt beskedne kår, men tilhørte ikke almuen.
Historiker vandt over regering
Alverdens arkivlove er historikernes værste fjende. Således også for den amerikanske Watergate-ekspert Stanley Kutler. I et forsøg på at nå frem til en større sandhed omkring præsident Nixons rolle i hele miseren, har han forsøgt at få adgang til Nixons vidneforklaring fra 1975. Netop den forklaring er afgørende, da Nixon vidnede under ed for en stor-jury. Derfor mener Kutler, at det er et af de mest troværdige af Nixons vidnesbyrd. Normalt har USA en forholdsvis åben arkivlov, men i dette tilfælde har selve regeringen nægtet Kutler adgang til dokumenterne, skriver New York Times. Regeringen hævder, at det indeholder særdeles personfølsomme oplysninger. Den forklaring accepterede Kutler ikke. Sagen endte ved domstolen, hvor dommeren dømte til Kutlers fordel.
Mussolini havde royal affæreForbindelsen mellem Mussolini og grene af den italienske kongelige familie er velkendt. Flere af de royale medlemmer havde en vis sympati for den fascistiske ideologi. En undtagelse var prinsesse Maria Jose Savoy, som var utvetydig i sin kritik af fascismen. Blandt andet derfor blev hun efter krigen en kort overgang dronning af Italien. Så meget desto mere er det overraskende, at hun måske havde en affære med Mussolini. Ifølge historytoday.com har man fundet et brev fra Mussolinis søn, der kraftigt indikerer forbindelsen mellem diktatoren og prinsessen.
Svineslagteriernes historieMange danske industrier har gennemgået effektiviseringer og fusioner. En af disse brancher har oplevet udviklingen meget dramatisk. I 1960 var der 77 svineslagterier. I dag, et halvt århundrede senere, kan man tælle dem på to fingre. Meget er blevet skrevet og sagt om Danish Crown og Tulip og virksomhedernes betydning for deres opland. I et par nye bøger analyserer professor Jesper Strandskov svineslagteriernes kommen og gåen i et historisk og samfundsmæssigt perspektiv. ”Konkurrence og koncentration” er udkommet på Syddansk Universitetsforlag. Prisen er 598 kroner for de to bind.
Arkæologi på internettetGodt nyt til alle med interesse for arkæologi. Odense Bys Museer har etableret en hjemmeside, hvor de har gjort deres arkæologers publikationer tilgængelige for alle. På
www.viskriver.dk kan man læse om alt lige fra vikingeskatte til jernalderstormænd.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad